Og så var der kun tre måneder til dagen – ja, jeg er en anelse stresset!

T

ik tak, hvor tiden den går og klokken slår … Og nu kommer stressfaktoren for alvor! Først og fremmest, vil jeg på sådan en jeg-prøver-at-være-cool-og-ikke-stresse-selvom-jeg-er-ved-at-græde måde sige; hvor blev tiden lige af? Kan I huske at jeg for et år siden, skrev et indlæg om aaaaaalt det jeg troede der skulle være med til mit og Frederiks bryllup? Ja, nu står vi så her og der er lidt under tre måneder til selve dagen og meget har ændret sig siden (og så alligevel ikke). Den store dag er næsten ved vejs ende og vi er ret godt med. Alligevel, er der det helt store puslespil som skal løses med hensyn til, at alle de små brikker skal passe ind i selve dagen. Det meste er på plads og alligevel føles det som om, at vi slet ikke har fået ordnet noget som helst. Måske er det kontrolfreaken i mig som slet ikke kan finde ud af at give slip og stole på, at alt nok skal gå. Slutspurten er altid den mest interessante … Men også den hårdeste. Så der er vel ikke mere end at sige: Klar, parat, start – let the wedding begin!

Hvis jeg skal være helt ærlig så arbejder jeg bedst under pres. Jeg var hende i skolen som altid lavede opgaven dagen – host, natten inden, og fik 10 eller 12 på papiret. Jep, den mest irriterende type af slagsen – eller rettelse, den mest irriterende er dem som får 12 og som ikke har forbedret sig, men fordi de bare er så lynende begavet, så formår de at skrive og sige det rigtige, uden at have åbnet en bog. De andre irriterende typer er så dem som laver det hele dagen inden (mig) og får fine karaktere, og så er der selvfølgelig også dem som har en akademisk mor eller far som får dem til at læse ALLE deres opgaver i gennem, retter fejl og sætter kommaer og får opgaven til at rykke en karakter op. Snyd. Det er jo kun snyd fordi mine forældre aldrig hjalp mig – men igen, selv hvis de ville, var det ikke tid til det, for jeg skrev jo på den hele natten.

Så hvorfor er det, at jeg har det anderledes med mit bryllup? Hvorfor har jeg været helt modsat og forberedt mig på det, i et år og nu til sidst bare gerne vil have det meste på plads? I hvert fald sådan så der ikke er noget ugen op til, eller værre endnu, dagen op til? Tak, men nej tak. På mange måder kan man jo sige, at det her bryllup bliver dømt af hundredevis af forskellige slags lærer og censor derude. Gæsterne vil jo snakke om det efterfølgende, de vil give det en karakter når deres familie eller venner spørg “hvordan var det?”. Og så vil de fortælle at det enten slet ikke var dem, at det var super godt, men … eller også vil de sige, at det var helt fantastisk. Jeg går efter den sidste. Alle bryllupper er jo smukke i sig selv, men især hvis man er typen der gerne vil eller skal giftes, ja så ligger man altså mærke til hvad man ikke ville gøre eller hvad man helt klart ville kopierer. Nu er jeg jo en af de første i min egen vennekreds og derfor bliver der nok også holdt ekstra øje med tingene. Der er helt klart ting som man selv kan have indflydelse i, såsom maden, udsmykningen og de små finurlige detaljer. Og derfor vil jeg virkelig gerne have at det hele snart er på plads, for mit mål er, at ingen hverken skal være sultne, tørstige eller føle at der mangler noget den dag.

Det vil nok også komme ud på de sociale medier og hvis man er ligesom jeg selv er, når nogen skal giftes og man ihærdigt kigger alle billeder og videoer igennem fra dagen, så det næsten bliver på stalker niveauet, så vil man jo gerne som brud have at tingene spiller. Ergo, vil bekendte og endda fremmede også have et lille indblik i dagen, kun ud fra billeder selvfølgelig, men I er jo nok dem der bedømmer det allermest, for I hører jo hverken talerne eller smager på maden. Så jeres beslutning om det er et 4-tal, solidt 7-tal, et lille 10-tal eller et fuldstændig overdådigt 12-tal, kommer udelukkende fra det I kan se – derfor skal det helst også være pænt. Og så er der de vigtigste personer, dem som skal bedømme dagen efterfølgende og dem som husker på dagen resten af deres liv, nemlig mig selv og Frederik. Jeg vil gerne kigge tilbage på dagen og tænke “det var alt det vi håbede på og mere til”. Bevares, jeg ved godt at folk siger “lige meget hvad er dagen fantastisk” og det vil jeg som sådan også give dem ret i. Men, jeg vil også gerne gøre mig ekstra umage. Jeg vil gerne give den hele armen, fordi det kun er denne ene gang, fordi det er denne dag der er den største og mest romantiske en af slagsen.

… Og så kan det godt være at jeg stresser mig selv helt vildt med, at gå mere op i bordkort, menukort og en lækker ‘candy bar’ end så mange andre måske gør. Men hvornår må man ellers få lov til, at gå All-in på sådan noget, uden at blive stemplet som en overforbruger der skal tage sig lidt sammen og forstå at det bare er en enkle dag? Hvis det ikke er til et bryllup, at man må skare ud og være lidt af en kliché, hvornår så? Jeg har valgt at gøre det. Og selvom jeg egentlig er fløjtende ligeglad om dagen ikke er andres smag og behag, så går jeg All-in fordi sådan er jeg som person. Men jo, det giver da et par søvnløse nætter, lidt overarbejde, en del huskesedler og måske også lige en “kom nu, jeg gider ikke være den eneste der knokler for denne dag” kommentar, til din trætte kæreste, som har haft en 10 timers lang arbejdsdag og derfor allerhelst vil se ‘Games of Thrones’ forfra igen.

Jeg vil som sagt bare gerne have at tingene spiller. Så lige nu er processen blot at få tingene til at gå op i en højere enhed. Vi sendte invitationerne ud i weekenden og i denne uge, og fra lige pludselig kun at have snakket om det, til så at skulle gøre det, kunne jeg virkelig mærke et kæmpe sus i maven. Det var det store skridt til ligesom at føle, at det her faktisk var noget der skulle ske. Samtidig, blev det også pludseligt enormt stressende, for nu skulle ønskelisten jo også være klar, da gæsterne jo gerne vil have tid til at købe en gave til en. Og hvis der er noget i denne process som jeg har tænkt meget lidt over, så er det gaverne. Det hører jo ligesom lidt med i pakken, men jeg havde nok bare glemt, at den også lige skulle laves og være klar til at sendes afsted. Vi har derfor brugt Ønskeskyen, som er et genialt koncept, hvis nogen skulle spørge? Her sender vi blot et link til gæsterne, de kan reservere en ting, de kan trykke på linket for at se hvor de kan købe den ting, de kan se prisen og samtidig kan Frederik og jeg proppe flere ønsker i den hen af vejen, uden selvfølgelig at se det som folk har reserveret til os. Det kan godt gå hen og blive lidt af en ‘bestillingsliste’, men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg mange synes det er rigtig rart at der ikke er så meget “vi ønsker os oplevelser, penge og kunst”. For alting er smag og behag, og Frederik og jeg vil faktisk bare gerne have ting til vores hjem, som vi ønsker os, mangler og kan tænke tilbage på “den lampe fik vi af Onkel Arne i bryllupsgave”. Nogen gange er bestillingslister ikke en dårlig ting, man kan altså sagtens sætte sit præg på gaven alligevel.

… Og så er der alle de der ting som man har booket, men som man liiige skal have styr på. Såsom møde med fotografen. Det er jo oplagt lige at møde hende inden den store dag, så både hun og vi, kan få en fornemmelse af hinanden. Det kan nemlig godt gå hen og blive lidt små akavet, at stå og kysse hinanden foran en med et kamera som man aldrig har mødt før. Men tiden! Den der tid, er latterlig svær at finde, da vi både skal til to barnedåb, en arbejdsrejse, en 30 års, en 3 års og 85 års fødselsdag inden. Og så er der også et sidste møde på Holckenhavn. Der er jo nok også to polterabend og selvom ingen af os ved hvornår vores egen er, så skal vi jo hele tiden passe på med ikke at sige for meget til den anden. Så weekenderne er nærmest væk – der er i hvert fald kun 3 hele weekender ledige, inden selve dagen! What!

Hår og makeup er en anden ting. Jeg har fundet en skøn makeupartist (som jeg kender lidt fra ELLE-tiden) og normalt laver Mille ikke bryllupper, men lige denne sagde hun ja til. Vi skal finde tid sammen med hendes assistenter til at ordne mit hår og sminke mit ansigt, så alle ved hvad jeg vil have (mig selv inklusiv) og der derfor ingen forvirring bliver på selve dagen. Og så er der det løse; få lavet bordkort, menukort, drinkskort, leje helium, koordinere med konditor, bordplanen – listen fortsætter. Jeg synes det er smadder hyggeligt og sjovt at lave, men der er også en lille indre stemme som fortæller mig, at vi enten ikke kan nå det, eller også har glemt noget! Det er virkelig irriterende at føle at man ikke har styr på tingene, men alligevel ved man godt selv, at man ikke kan gøre mere, så hvorfor søren kan jeg ikke bare slappe lidt af? Frede, er vildt afslappet (næsten for afslappet, hvis du spørg mig), men det er virkelig rart at han har den der ‘vi skal nok nå det’ attitude, når jeg er ved at falde bagover med ting jeg ikke kan overskue eller huske. Alligevel, ville jeg ønske at jeg bare kunne være den der cool brud som er ligeglad med hvordan håret sidder og om hun spilder på kjolen … Og når ja, så er der kjolen.

Jeg vil sige så meget, at kjolen er alt det jeg drømmer om og mere til. Den er så smuk, at jeg har lyst til at vise den til alle, men jeg prøver at beherske mig. På torsdag skal jeg sammen med min svigermor se den ‘endelige version’ for første gang og jeg glæder mig, som var det juleaften. Så det har intet med selve kjolen. Næ, det der gør mig lidt stresset, er, at jeg stresser mig selv. Jeg lovede både jer, men endnu mere mig selv, at jeg aldrig ville være hende der skulle gå på en kur lige inden mit bryllup. Men sandheden er dog bare den, at man jo inderst inde gerne vil se og føle sig så lækker som aldrig før. Uden at janteloven kommer op I nogen og jeg begynder at lyde ulækker overfladisk, så vil jeg godt indrømme at jeg selv synes at jeg er en ret fin pige. Jeg er jo meget normal. Måske lige et kilo for meget her og der, men jeg meget normal. Så derfor irriterer det mig, at jeg ikke bare er tilfreds? Min røv klasker ikke, mine lår er solide, min mave er der men sådan er det og mit ansigt er sgu helt i orden. Hvorfor bruger jeg så tid på, at finde fejl? Det gør jeg nok fordi jeg bare vil være et 12-tal.

Lige den dag vil jeg gerne være den bedste, smukkeste og yndigste version af mig. Og den version (åbenbart oppe i mit lille hoved) vejer så lige tre-fire kilo mindre. Shit, hvor er det anstrengende. Please ikke døm mig. Det er bare ærlig snak og ja, jeg ville ønske at jeg ikke havde det sådan. Men jeg kan ikke ændre på hvordan jeg helt inderst inde har det. Jeg har tabt mig to kilo i julen – jep, det er virkelig unormalt! Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke er på kur. Jeg hader slankekure og skal det aldrig igen. Men, jeg tænker virkelig over hvad jeg propper i munden. Det er som sådan ikke en dårlig ting. Jeg begynder også til boksning i næste uge – fordi jeg jo ikke kan leve uden at træne. Så jeg synes egentlig ikke, at jeg gør noget forkert, jeg ville bare ønske at jeg slappede lidt mere af omkring det. Frederik elsker mig jo for mig, så det er jo vildt latterligt, at jeg ikke bare kan være tilfreds. Men måske bliver jeg aldrig heeelt tilfreds og måske er det også okay. Jeg skal bare, ligesom så mange andre piger lære, at det ikke skal fylde så meget. Det er en læringsprocess og jeg prøver. De næste to måder giver jeg den dog hele armen. Ingen slik. Masser af motion. Double moralske Rebecca.

Ja, mindre end tre måneder tilbage til selve dagen. Det er så surrealistisk at tænke på. Jeg glæder mig hver eneste dag, sådan helt latterligt meget. Jeg kan tage mig selv i, inden jeg skal sove, at ligge og tænke på hvordan jeg tror dagen bliver. Jeg har faktisk ikke lyst til at snakke om andet, når jeg er sammen med Frederik. For selvom at alt det her virker lidt meget og egentlig også lidt overfladisk, så gør vi det jo fordi vi elsker hinanden. Jeg elsker ham mere end noget andet på denne jord, han er grunden til at jeg kan tillade mig at gå fuldt ud og All-in på tingene, fordi jeg ved at han ikke elsker mig mere eller mindre for det. Han elsker mig, for mig. Og det giver en slags ro, selv når jeg ville ønske, at han gik lige så meget op i det som jeg gjorde. Alt i alt, så vil jo bare gerne have den bedste dag af slagsen – og det er nervepirrende da man jo ikke rigtig ved hvordan hele puslespillet kommer til at se ud, det jo ikke ligefrem fordi vi har prøvet det før. Det der gør mig rolig om natten, er dog at vide, at lige meget hvilken karakter folk giver denne dag, så vil mit forhold til Frederik, ja vores kærlighed til hinanden, altid være et 13-tal. 13 fordi det er lidt for nemt, at få 12 i dag – og jeg vil ikke have det nemme.

(Visited 804 times, 1 visits today)
2 Svar
  • Avatar
    Sanne
    januar 13, 2019

    De allerfleste par, der skal giftes, har begge fuldtidsjob, transporttid oveni, måske små barn/ børn – og skal forberede deres bryllup…. stort og pompøst, mindre, eller et lille og intimt bryllup….. valget / fravalget om at stresse det hele op, er ens eget.
    Hvor er det synd, at gå så meget op i andres syn/ vurdering, og endog karaktergivning af bruden, dagen, brylluppet mm…. forhåbentlig er det en dag efter parrets helt egne tanker og ønsker, uden hensyntagen til, at skulle behage andre…. forhåbentlig er det en dag i en lykkebobbel for egne og kærlighedens skyld, en dag med nærvær og kærlighed – uden tanke for andres vurdering, eller om man tager sig godt ud, på de sociale medier. Og om der er en finger at sætte….. for hvem ” bestemmer” det !!!! Der vil sikkert være gæster, der vil synes det var et fantastisk bryllup, og andre vi tænke: ” Var det det !!!! Ifht al den hype omkring det, op til datoen…. ting der konstant tales helt op, har sværere ved at leve op til forventningerne …..
    ønsker jer de sidste måneder, gounded på jorden…. og et bryllup med nærvær og uden præstationsangst – vær bare dig/ jer selv…. som mennesker på godt og ondt !!!!! ALT er godt nok, bare I selv kan li’ det… hvil i jer selv, uden at tørste efter andres anerkendelse !!!!!
    Kram Sanne

    • Rebecca Laudrup
      Rebecca Laudrup
      januar 13, 2019

      Hej Sanne
      Jeg er bare mig selv, det er nok hele pointen med dette indlæg. Jeg er skriver dette indlæg for at vise, at jeg hygger mig med hele planlægning og samtidig er det hele ikke så ‘perfekt’. Jeg skriver også at jeg i sidste ende er ligeglad med hvad andre tænker. Men helt ærligt, så vil de fleste af os gerne have, at andre synes at det man gør er inspirerende og flot – og jeg tror ikke man hviler mindre i sig selv, fordi man godt kan lide at få anderkendelse for sit hårde arbejde. Så vi skal også passe lidt på med, at dømme andres følelser.
      Ha’ en dejlig dag,
      Rebecca

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *