Det her skal du lave, hvis du tager til Penang (Malaysia)

5

virkelig lækre dage blev tilbragt i Penang sammen med min søde rejsekammerat Frede-fup. Vi fik set, spist og hygget os til de fulde fem, ja, jeg vil sige, at det har været en af de dejligste ferier jeg længe har været på. Hvorfor? Der var både mulighed for at slappe af ved poolen, være kulturel, sporty og leve min ‘backpacker’-drøm, som jeg aldrig var på efter gymnasiet (okay, jeg er måske heller ikke lige hostel typen. Ja ja, det er mega snobbet, men i det mindste er jeg ærlig omkring det! Jeg kan ikke bo et sted, hvor der er snusket og snavset – og det kan jeg godt tillade mig at sige, for jeg har prøvet det, op til flere gange. Både i Las Vegas, hvor min bedste veninde Nille og jeg endte med at sove i vores egne soveposer ovenpå sengen, så vi ikke skulle røre den, og samtidig valgte vi ikke at skifte tøj, fordi der var så ufattelig ulækkert. Altså det var kondomer i natskuffen og en klistret bibel ved siden af – ja så har jeg vel ikke sagt for meget? Og en anden gang overnattede min familie og jeg på et motel i San Juan, som var et pit-stop til St. Croix, hvor der var blod på en hovedpude. Så det var vildt fedt). Men alligevel ville jeg nu gerne være en backpacker med min indiske printede bukser, hawaii klipklapper og rygsæk med en masse vis af klistermærker på. Der nåede jeg dog ikke helt ud denne gang, for jeg ejer desværre ingen af delene, men jeg så masser af dem og det var godt nok for mig. I så fald har jeg fundet alt det, jeg syntes er værd at se, prøve eller opleve, hvis du nu en gang kommer til byen som minder om St. Croix, Cuba, Marokko, Indien, Kina og som ja er alle farve-entusiasters drøm. Her er mine bud:

Oplev George Towns farve mekka!

Der er masser af muligheder for at gøre din instagram farverig og smuk hvis du tager til George Town. Det vil ikke tage dig lang tid at finde de forskellige døre, murer og bygninger – men en af dem som du skal tage dig tid til at besøge er Kau Keng Chu (Nine shophouses of Kek Chaun road red.), hvor hver mur er en ny farve som får dig til at tænke på regnbuer, enhjørninger og my little pony’s. Ja, det er et besøg værd, hvis du er vild med farverige nuancer. Jeg var i hvert fald i drømmeland!

 

 

Tag til Monkey Beach via jungle-hike!

Om lørdagen valgte Frederik og jeg at tage en Uber fra George Town op til Penang’s national park (det tog omkring 50 min. og kostede 40 kr.). Her valgte vi at tage på vandretur til en strand som hedder Monkey Beach. Det var egentlig ikke stranden som var noget særligt, andet end man kan møde en masse aber – som på ingen måde er bange for mennesker! Men det var turen dertil og hjem som virkelig gjorde indtryk på os. Vores hike varede omkring to timer, og det var på alle måder som at være med i serien Lost, hvor man blot ventede på at møde Jack og Kate, og så blive spist af en sort sky. For det var virkelig som at vandre i junglen. Vi klatrede gennem buske, over væltede træer, gik på gangbroer, gik på line over et træ(er) (og ja, jeg var ved at græde, for hvis der er noget som jeg ikke har, så er det balance i kroppen) og så svedte vi som aldrig før, for fugtigheden fra palmetræerne kunne virkelig mærkes. Jeg vil ikke anbefale turen til dem som har dårlige knæ, problemer med at trække vejret eller blot ikke har løbet en tur i mange år. Det var dog en smuk tur, og da vi endelig ankom til stranden, var vejret ved at blive gråt, så vi valgte derfor hurtigt, at tage den beslutning at finde en båd som kunne sejle os tilbage (for to personer kostede det nok 70 kr.) Det var dog alle pengene værd, for det var hurtigt, sjovt og så fik vi lige set den tur vi havde gået på fra vandsiden. Jeg vil i hvert anbefalde denne lille workout, hvis man har en formiddag fri.

 

Bo på Eastern & Orientel (i en dag eller to) 

Ja jeg ved godt, at E&O ikke lige er det billigste hotel at bo på, men hvis du nu har mulighed for at bo her i en dag eller to, så syntes jeg, at du skal gøre det. Jeg vil faktisk sige det sådan, at du ikke behøver at være der i flere dage, for det er et meget stort hotel – og jeg vil gå så langt (vi gik meget bare for at komme til den ene pool fra værelset) at stedet er for stort. Hvad gør stedet godt, jo det er helt klart faciliteterne. Altså de to pools er utrolig skønne og udsigten er i top, deres interiør er smuk, morgenmaden er stor og god, der er gratis eftermiddagsnack og tag-selv-bord (hvor du kan lave din egen cocktails – hello dark’n’stormy), det ligger tæt på George Town og så er der mange forskellige og lækre restauranter, hvis man nu bare gerne vil blive ‘hjemme’ en aften.

 

Udflugt? Tag på sommerfugle farm! 

Der er altså et eller andet magisk over at se hundredevis af sommefugle svæve rundt omkring dig med forskellige farver, nuancer og størrelse. Så derfor tog vi selvfølgelig ud på en sommerfugle farm, da vi hørte at sådan en fandtes. Det var måske ikke lige Fredes første prioritet, men han var alligevel positivt overasket – så hvis Frede kan, kan andre mænd også! Stedet går meget op i, at beskytte og passe på deres dyr (f.eks. hvis man rørte eller tog fat i en af sommerfuglene kunne man ende med at betale 30.000 i bøde eller endda komme i fængsel – så det gør man ikke lige!). Det var egentlig meget betryggende for sådan en som elsker dyr som mig, for jeg går ikke ind for at dyr skal være ‘entertainment’ for mennesker, og derfor var det rart at se, at stedet var ordentligt. Der var også en masse andre dyr såsom; slanger, edderkopper, skorpioner, osv. Selvfølgelig alle sammen i bur – gudskelov. Men alt i alt var det en ret hyggeligt (og fugtigt) besøg.

Tag en trishaw (tour cykel) og tag rundt i byen! 

Frede og jeg besluttede os for, at tage en trishaw rundt i byen, så vi kunne finde alle de rigtige street art steder (det kommer i næste indlæg). Her mødte vi Abdul, som cyklede rundt med os i halvanden time. Vi fik set alt det rigtige og alt det turistede som nu skal ses, for det var en oplagt måde at se tingene på og ikke ende med at gå rundt i cirkler i flere timer. Han cyklede os også hen til Pinang Peranakan Mansion, som var så ubeskrivelig smukt og igen, som alting i byen, farverig. Det er et sted du skal besøge, og selvom jeg ikke ved hvem eller hvis hus det var, så var det nogen med lommen fuld af guld. Ja, vi betalte omkring 170 kr. for at Abdul kunne vise os en fiskerby på vandet (byen stod på bjælker i vandet), alt de rigtige street art, den første frugtbod i Penang, museums, farverige huse og introduceret os til den bedste indiske restaurant, hvor vi fik tonsvis af mad til 70 kr. Haps.

Besøg Blue Mansion i George Town. 

Man kan næsten ikke tage til Penang uden at besøge det blå hus. Og nøj, hvor er jeg glad for at vi gjorde det. Man kan kun komme derind via en guidet rundvisning, så vi tog den tid der var klokken 15.30, så vi lige kunne nyde solen om dagen. Heldigvis boede vi ikke mere en 8 min. på gå ben derfra, så vi nåede kun at svede lidt. Vi fik hele historien om ejeren, farverne og værelserne. I dag er der også hotelværelser og en restaurant, og derfor fik man ikke lov til at se hele stedet, desværre. Men der var virkelig en marrokansk stemning (ja, det mindede mig om Jardin Majorelle i Marrakech). For stedet var smukt og eventyrligt, og du vil helt klart blive inspireret på den ene eller anden måde.

Mad, drikke og mere mad! 

Hvad man indtager er jo også vigtigt! Men jeg vil klart anbefale dig at spise en aften på et street marked, og nej du bliver ikke syg at maden (så længe det ikke er råt). Vi fik satay spyd og vandmelon juice i lange baner, og det smager altså bare lige dét bedre, samtidig med at det koster, ja ingenting. Andre steder som du skal besøge er restauranten Kebaya (billedet 1), det er fancy og dyrere, men når jeg siger dyrt så kostede en fire retters menu 180 kr. per person. Vi gav 600 kr. for fire retter hver, drinks og vand – det går lige an. Og maden var så enorm lækker, at vi ærlig talt spiste til der ikke var mere. Du skal også prøve at få deres lokale kaffe (billedet 2) og så bede om den to-go. Her får du den nemlig i en plastiskpose, hvilket er enormt mærkeligt, men helt vildt sjovt, for man går nærmest med en pose som om man havde en vandmand i hånden. Kaffen er også bedre og sødere (og mere usund) end nogen anden, for den bliver lavet på kondiseret mælk – ikke lige frem en skinny kaffe, men den er også bedre. Og til sidst skal du så besøge Busy Bodhi Cafe, hvor du kan få en hjemmelavet kokosis (en is som er enormt undervurderet). Stedet er enormt hyggeligt. Du sidder under en masse farverige paraplyer, imens der er klodsmajor på hvert et bord (ikke godt for mig og Frederik, som jo begge er verdens dårligste tabere – og jeg tabte …) Men det var nu okay denne gang, for isen og stemningen gjorde mig glad. Ja, hele denne tur gjorde mig glad og lige pt. oser jeg af overskud og lykke …

(Visited 1.102 times, 1 visits today)
2 Svar
  • Hanne S.
    Oktober 11, 2017

    Dejlige oplevelser at læse om , og flotte billeder med skønne farver???

  • Yvonne Ljungstrøn
    Oktober 11, 2017

    Wauw, skønne billeder og dejlig beskrivelse ??

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *