Rebecca’s klumme: Hvorfor stresser vi så meget over at komme i form om sommeren?

H

ong Kong er for alvor ved at blive varmt, sådan kvalmende varmt, hvor temperaturen er over 30 og luftfugtigheden er omkring de 80. Hvis det ikke gav mig sved nok på panden, så får jeg det i hvert fald ved, at tænke på at det kun går opad, for om en månedstid er luftfugtigheden så omkring de 90 procent – jep, sved. Man skulle tro, at jeg havde nok i mit liv som gjorde at jeg svedte, men næ nej, det er som om, at hver eneste år når sommeren står for døren, så går min hjerne i fuld overdrive, og jeg begynder at blive panisk over, at jeg ikke har fået den sommerkrop som jeg har drømt om de sidste 10 år. Det er som om, at kroppen og hjernen ikke har fattet, at den krop ikke kommer på en måned. Men hvorfor er det, at jeg først begynder lige inden jeg skal på ferie? Hvorfor er jeg ikke tilfreds? Og hvorfor har jeg ikke bare indset at dette er et urealistisk mål? Jeg tror aldrig, at jeg har nydt en sommer uden at tænke på kalorierne, træningen og min krop – og det er jeg træt af. Men kan jeg ændre min indstilling? Det virker næsten umuligt og uoverskueligt, og alligevel vil jeg prøve på det.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg altid har haft det svært når det blev sådan rigtig sommer. Jeg bryder mig ikke om at have det for varmt, at det er bikini og samtidig også is sæson, og at jeg skal være irriteret på mig selv over, at jeg ikke nyder det ligeså meget som alle andre. Når det så er sagt, så snakker jeg ikke om den danske sommer, for den danske sommer, er fantastisk. Men den danske sommer, er så også en form for forår på Mallorca, eller sen efterår i Hong Kong. Jeg er heller ikke typen som tager på stranden i Danmark, det har virkelig aldrig været min stil, men jeg vil da godt ligge ude i haven, i en t-shirt og bikinitrusser med en god bog og en kold iste oppe i mit sommerhus. Der er dog bare lige det, at sommeren betyder næsten altid en ting; solferie. Og jeg er så privilegeret at jeg hver eneste år, havner et sted hvor graderne er høje og himlen er blå. Det gør dog bare noget ved mig, jeg går i panik over at jeg ikke er ligeså brun og tynd som jeg ville være, og derfor begynder jeg næsten at straffe mig selv, ved at gå for meget op i min træning og kost i de varme sommermåneder; at jeg hverken får nydt en grillpølse, softice eller aperol spritz på den der måde hvor man virkelig nyder det og ikke har dårlig samvittighed lige efter. Jeg kan mærke at det allerede er ved at starte nu. Og derfor kan jeg ikke lade være med at tænke ‘hvorfor er jeg så hård mod mig selv, at jeg konstant stresser over, at se sprød og lækker ud om sommeren, så jeg rent faktisk glemmer at nyde den?’. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste som har det sådan, men jeg kan ikke lade være med at tænke om det måske er et tabuemne at snakke om, dét at vi er så hårde mod os selv i disse sommermåneder, bare fordi vi både vil have accept fra andre, poste flotte billeder på de sociale medier og gøre alt for ikke at misser ud når det gælder maden, alkoholen og selvskabet?

 

 

Hvis der er en tid på året hvor jeg virkelig sammenligner mig selv med andre piger og kvinder, så er det om sommeren. Deres bikinibilleder giver mig mindreværdskomplekser, deres rejsedestinationerne giver mig svedture og deres mange sociale arrangementer hvor de både har tid til morgen yoga, ligge og blive brune, shoppe, holde krapsegilde, være til havnefest, løbe en tur, spille tennis, spise is, holde grilaften, drikke rosevin, drikke endnu flere cocktails, og stadig beholde den flade mave, giver mig rent ud sagt stress. Altså min sommer består primært af, at jeg næsten ikke kan vågne om morgen, og det eneste jeg har lyst til er, at spise morgenmadsprodukter med smagen af chokolade og derefter ikke bevæge mig alt for meget resten af dagen. Det er sådan jeg ville ønske min sommer kunne være hele tiden, men efter en dag eller to med det, får jeg nærmest stress over, at jeg ikke er mere aktiv. At jeg ikke soler mig mere end to timer så min krop er nougatfarvet når jeg skal se veninderne igen, at jeg ikke poster den ene kugle is efter den anden, at jeg ikke løber inden solen er stået op, poster bikinibilleder når jeg ligger ude, eller kan vise verden mine aftaler med veninderne hvor vi sidder med rosevin og frugtbowle dagen lang. For at være helt ærligt orker jeg det ikke, men jeg kan alligevel ikke holde op med at tænke over det, at det er dét jeg burde gøre, for det er det de andre gør. Og når jeg skriver det ned nu, føler jeg mig seriøst latterlig og enormt taber agtig, for hvorfor overhovedet bruge energi på at tænke over det? Men så kommer jeg vel tilbage til det der med at komme i form lige inden sommeren, for inderst inde vil vi gerne være en del af det glamourøse samfund. Vi ser idag 18-årig piger som går i 3g og som har over 50 tusind følgere på de sociale medier, og de poster kun eksklusive billeder af deres dyre tasker, stramme krop og en bil som nok ikke er deres egen, men som de har fået ejerfornemmelse over. Så jeg kan godt forstå, at der sidder andre kvinder i midtyverne, tredverne og op efter, som føler at deres liv er mere leverpostej, og det er aldrig fedt at føle at alle andres liv emner af ‘lykke’ og man selv sidder under en grå sky.

 

 

Jeg kunne måske selv virke som en som har en masse og som måske er i den kategori med de 18-årige når det gælder tasker, rejser og farverig drinks – men tro mig, det er jeg ikke. Ikke fordi jeg ser ned på de piger, for de skal have lov til at poste hvad de vil, men det er da klart en illusion (undskyld mit sprog) der fucker med vores hjerner. Jeg sidder jo selv og sammenligner mig selv med andre smukke piger og kvinder, og har derefter lyst til at gemme mig væk. Og hvor ville jeg bare ønske at vi (for jeg kender flere der har noget ved deres kroppe som de er følsomme omkring) kunne tage den badedragt eller bikini på, og så bare udstråle selvtillid, uden at hele sommeren er gået med at vi er bekymret for at misse ud på sociale arrangementer, men så alligevel ikke nyder dem fordi vi konstant tænker over, hvordan vi skal se ud. Alle ved vel, at to uger med vin hver eneste dag, sætter sig lige på dunken. Men det værste er jo, at være sammen med nogen som så ikke har ja-hatten på, men som er taget med fordi de ikke vil gå glip af noget, alligevel er de så ikke til stede, for de vil ikke have en rejemad med mayo på, da de skal på stranden om en uge. ‘Åh, spis den nu eller smut hjem’, er hvad alle andre tænker omkring en, men de fleste af os har vel prøvet at have en halv ja-hat på, hvor vi gerne vil være med, men så alligevel ikke. Så hvornår er det acceptabelt, at man bare nyder sommeren og finder en balance? Jeg hører folk sige at livet handler om ‘balance’, men hvem er egentlig, helt ærlig, god til det? Det er jeg ikke – jeg tror ikke en gang jeg ved hvad den balance er.

 

 

‘Alt med måde’ siger de så, og det lyder helt rigtigt og korrekt når de ord bliver brugt, men for at være ærlig, er det lettere sagt end gjort. Det er svært at finde den ‘måde’ eller ‘balance’ hvor man alligevel ikke banker sig selv oven i hovedet efter tre dage med lidt for god mad, da man har trænet non-stop i en uge. Det er en evig kamp for mig selv, at virkelig holde den der ‘alt med måde’ tilgang i livet, for hvornår er det for meget eller hvornår er det for lidt? Det kommer vel lidt an på hvert individ, for der er vel ikke regler for det. Nogen synes måske at jeg træner for meget, andre synes måske ikke nok, så jeg har aldrig rigtig forstået hvilken måde jeg skal gøre tingene på. Jeg tror aldrig helt at man kan leve livet sådan, for jeg synes oftes at man hælder mere til det ene eller det andet. F.eks. hvis vi tager træning og kost, så synes jeg at der er de typer der lever den der ultra sunde livstil hvor de træner hver eneste dag og lever af det grønne, hvor friskbagt rugbrød er en nydelse i weekenden og ellers hedder det skyr med bær på toppen. En sjælden gang spiser de så noget chokolade og et godt glas vin med vennerne. Så er der dem som ikke dyrker motion, men synes at trapperne på arbejdet er nok motion i ugens løb, og de lever ganske normalt, hvor gluten og kulhydrater (såsom som pasta og kartofler) er en del af hverdagen, de løber måske en sjældent gang, men hver weekend er der fyldt op i slikskabet og der er altid kage når der kommer uventet besøg. Til sidst er der så os som svømmer rundt i midten og er ved at halvdrukne, for vi vil gerne være begge dele, men vi kan ikke finde den balancegang som de kloge hoveder snakker om. Ergo, straffer vi os selv når vi hælder for meget til det ene (hvor man bliver stemplet fanatisk) eller til det andet (hvor man bliver set som at være lad). Og så er vi tilbage til det som hele indlægget handler om, at vi ofte lever lidt som type nummer to (altså livsnyderen), men måneden inden sommeren bliver til den ekstreme type et (den hårdtarbejdende), for vi vil så gerne føle os godt tilpas i vore kroppe og samtidig kunne nyde alt som er lig med sommer.

 

 

Så hvad er min egen plan i år? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har ikke selv svaret, og det er måske derfor at jeg lige netop skriver dette indlæg, for at understrege at jeg selv dealer med tingene. En åben dagbog, af en form (med færre bandeord). Lige nu er min plan lidt, at holde den samme træning som jeg altid gør, og så spise sundere, inden jeg skal på ferie. På min ferie vil jeg så prøve at gøre alt hvad jeg har lyst til, selvom det betyder at der er et par kilo mere på sidebenene når jeg kommer hjem igen. Det er måske den balancegang som jeg vælger at kører med, og som jeg har fået af vide at jeg skal leve efter. Men jeg ved også, at det bliver svært. For jeg vil sikkert ende op med at træne på min ferie, da jeg ikke vil komme hjem og så være i værre form end da jeg tog afsted. Jeg vil sikkert også spise den forbandet skyr istedet for morgenbollerne hver eneste dag, og selvom at jeg vil nyde en is (læs: et par is) så ved jeg også at den en gang imellem vil blive skiftet ud med en sodavandsis. Til sidst, vil jeg nok også komme til at sammenligne mig selv med de spanske sild (aka kvinder) som slanger sig i sandet. Alt med måde, ikke sandt? Jeg kan dog ikke som person, lægge alt på hylden selvom det er sommer, men jeg ville ønske at jeg slappede lidt mere af – at vi slappede af og ikke havde stress over at virke perfekte til omverden. Jeg ved ikke om det er kliché at sige at vi skal stræbe efter at være mere uperfekte, men hold op hvor ville det være rart hvis vi snakkede mere om det. Jeg går i hvert fald efter at lave det til en ny trend.

 

 

(Visited 357 times, 1 visits today)
1 Svar
  • Avatar
    Lone
    maj 28, 2018

    Din dejlige lille rapand?✌️

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *