Rebecca lever i en sæbeboble – der er allerede gået 5 uger i London …

J

eg får en knude i maven når jeg tænker over hvor hammer dårlig jeg har været til at skrive blogindlæg de seneste uger. Ikke fordi jeg er tvunget til det, for jeg har altid bare skrevet når jeg følte jeg havde noget værd at fortælle – når jeg havde følelser der skulle ud, eller tips at give videre, eller bare skulle have lov til at være i mit lille univers sammen med jer. Det er en meget mærkelig eller rettere en anderledes følelse, for i Hong Kong kunne jeg nogen gange bruge dage på at skrive et indlæg (især mine guides) da jeg skulle vende, dreje, fordøje, tilføje, eller ændre mine ord. Ja, I forstår ikke hvor mange gange jeg har slettet en sætning fordi jeg havde skrevet den i et hedt moment, og måske ikke mente det helt så meget som lige der da ansigtet kogte af bare frustration – det blev i hvert fald slettet inden det kom ud, for bordet fanger som vi alle ved og især på internettet.

Nu har jeg altså været her, i London, i snart fem uger og i næste uge er vi altså halvvejs i forløbet – allerede! Jeg har de seneste uger fundet ud af, at jeg savner min blog helt vildt, jeg savner alle de ovenstående ting som jeg tog mig tid til at gøre i Hong Kong, så jeg kunne skrive det bedste indlæg indenfor det fag jeg nu valgte at skrive om. Men som alting går tiden bare sindssyg hurtig, og fra at jeg levede et mere ‘slow’ liv i Hong Kong (i hvert fald inden sommeren begyndte), til nu at planlægge tingene så grundigt og skrive det hele ned for ellers glemmer jeg det, er meget nyt for mig. Det er måske også sundt nok at prøve af, for som jeg ofte har nævnt, så skal man prøve tingene af, tage springet og ikke være bange for at prøve noget nyt … Og her er mit nye så, indtil jeg hopper videre til det næste.

Det er meget ambivalente følelser jeg har for tiden – til alt. Det ene minut kan jeg tænke ‘Jeg skal bare ikke hjem herfra’ og den andet minut tænker jeg ‘Hvornår er jeg slut’. Der er tidspunkter hvor jeg savner Frederik sådan helt hjerteskærende meget, næsten som følelsen af at vi er slået op – og bare rolig, we are still going strong. Men vi har været klistret op af hinanden de sidste to måneder, og fra at være sammen non-stop til så at snakke et kvarter om dagen sammen, giver mig koldsved og bankende hjerte. Det er kun for en kort periode, og singlerne derude vil sikkert tænke ‘nu må du kraftedeme til at styre dig’ (jeg dømmer ikke, jeg tænkte også sådan om andre engang), men den gør bare lidt nas. Samtidig tænker jeg også ‘Godt at Frede ikke er her’ for jeg ville få dårlig samvittighed hvis jeg vidste at han bare ventede på mig derhjemme – og det er alligevel double moralske ord at bruge, for jeg ventede ikke ‘bare’ på at Frederik kom hjem fra arbejde i Hong Kong, som mange gik rundt og troede – ja, jeg løfter sgu lige min pegefinger her. Men det var alligevel også anderledes for mig da jeg skrev for ELLE og på bloggen, for så havde jeg noget at beskæftige mig med, hvilket Frederik ikke har kunne de sidste to måneder da han ikke måtte arbejde. Derfor kommer den dårlige samvittighed nok op, især når jeg både har været væk i otte timer, er lidt småtræt, skal lave lektier eller lignende på en dag, da jeg jo i bund og grund bare gerne vil se film og gå ture med ham. Det gjorde vi så også, pointen er nok bare, at det måske er meget godt at han ikke er her – selvom jeg egoistisk set helst ville have det for mit hjertes skyld.

Jeg er dog rigtig glad for at være her, fordi jeg ved at det giver mig noget og endnu mere at jeg kan se at jeg er god til det vi laver. Jep, der kom sgu lige et kompliment til mig selv der. Men sådan er det vel oftest, at når man kan mærke at man kan finde ud af det, så synes man også det er sjovt. Karakterbogen viser i hvert fald et flot rundt ti tal, for min første fotoskydning og det gav mig et kæmpe boost, da jeg så fik bekræftigelse i, at det jeg gør er godt nok, men at der samtidig er plads til forbedring. Når det så er sagt så savner jeg også lidt omverdenen, og kan godt nogen gange blive lidt tung i hovedet af at være her. Jeg føler vitterligt at jeg lever i min egen lille sæbeboble hvor jeg hverken har tid til at se eller snakke med nogen udover min mor som ringer en gang imellem og spørg om jeg er i live. Måske er det fordi forløbet er så intenst, da vi primært har en stor opgave hver uge som skal lave, og der er en masse research og forarbejde inden – samt alle de andre fag ved siden af. Så hold op hvor kommer man også til at savne sin omgangskreds hurtigt når man lever sådan. Min bedste veninde har født og jeg har stadig ikke mødt hendes lille pige, min anden veninde og jeg plejede at skype hver uge (sidste gang var så for fem uger siden), jeg er sikker på at min nevø tror jeg fløjet til ønskeøen og ikke kommer tilbage, jeg glemmer at svare folk der skriver og vi har overtaget lejligheden, men jeg har ikke været der og ligesom virkelig mærket at det er min. Det dræner lidt en, og samtidig har jeg slet ikke tid til at tænke over det før jeg ligger i sengen og tænker ‘shit man, du er en dårlig veninde’ – men er jeg det eller er jeg bare ambitiøs? Jeg kan snart ikke kende forskel.

Nu har jeg i hvert fald booket en flybillet til København og rejser i morgen aften efter timen er slut. Det bliver et kort visit med et stramt program, men det er i hvert fald behovet lige nu. Jeg har fået så mange beskeder med at jeg ‘stråler’, ser så glad ud og virkelig giver andre lyst til at rejse – og det varmer mit hjerte. Sådan gevaldig meget. For det passer nok meget godt, jeg har nok fået en anden udstråling på det sidste fordi jeg virkelig får sat nogle krydser ved min ‘det skal jeg bare gøre for mig’-liste. Jeg synes det er hammer fedt at blive bedre til det jeg stræber efter, og selvom folk ikke rigtigt forstår hvad jeg vil, eller laver, eller skal, så er det vigtigt for mig at gøre det her for mig. Jeg ved ikke om jeg vil lave noget med editorial styling, være personlig stylist, eller mode-historik, men det er som sådan ikke vigtigt for mig at fortælle andre hvad jeg vil ud af det her, for jeg lærer virkelig noget og kommer hjem med en pose fyldt med godter. Og måske er det derfor min udstråling bare i top form, fordi jeg gør noget for mig uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Når det så er sagt, så er der en bagside på medaljen og det er nok, at jeg lever mig så meget ind i det, at jeg glemmer alt andet omkring mig. Jeg er sådan helt bombet om aftnen at jeg egentlig bare ikke kan overskue noget og alligevel savner jeg omverdenen lidt, hvilket altså er store ord for mig da jeg jo som sagt boede omme på den anden side af jorden før og slet ikke havde samme behov. Jeg tror ikke jeg ville kunne gøre det her i et år. Jo, hvis jeg boede her fast med min kæreste, ikke havde andre projekter op i ærmet, skulle holde et bryllup om et halvt år, kunne flytte min lejlighed herover også – så jo, så kunne jeg godt nappe et år eller tre. Men lige nu har jeg det fantastisk med at vide, at jeg snart er halvvejs i forløbet.

Der sker meget fortiden og jeg kan ikke helt sætte ord på det, men det er lidt som om at jeg var væk fra jorden i et år, og pludselig vågnede fra en lang drøm og alle opdagede at jeg var tilbage. Det lyder måske lidt mærkeligt nu, men om noget tid vil I forstå hvad jeg snakker om. Gode ting er på vej. Nye udfordringer. Nyt, nyt, nyt – som jeg jo er fan af. Jeg savner dog min blog og jeg håber at I vil blive ved med at være her, selvom mellemrundene er lidt længere for tiden. Biens vinger er lidt trætte (på den gode måde), men den er snart helt oppe og flyve igen – og den tager måske også lige et smut til ønskeøen, bare så jeg kan fortælle min nevø at jeg var der.

Jeg sender hermed smækkys fra London …

(Visited 305 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *