Prøv selv at se hvad der sker – bibbidi-bobbidi-boo!

J

eg har i halvanden måned tigget og bedt Frederik om, at vi skulle i Disneyland, da jeg er en kæmpe sucker for alt der har noget med Disney sange at gøre. Det var ikke nemt at få ham overtalt, men i lørdags forslog han det så selv, og jeg havde det lidt som om, at det var juleaften – er jeg stolt over det? Det er måske ikke lige dét jeg ville sige på  første date. Men der kunne være værre ting. Såsom at blive irriteret på børn over, at de ikke kender til køkultur, eller nærmest hoppe op og ned af begejstring, fordi man fik øje på nogle churros (spanskrør red.) eller bliver skuffet over, at der ikke var en pæn kop som man kunne købe med hjem som minde. Nu tænker du måske: er dig selv du taler om? Og det er det. Tag dig sammen Rebecca.

Jeg er vokset op med at tro, at jeg var en levende Disney prinsesse. Da jeg var barn og vi boede i Vedbæk (ja, i det der store hus på Strandvejen) havde vi en rund trappe som gik fra første etage op til anden. Den var stor og du kunne ikke undgå at se den, da den var placeret i et ovalt rum som også var entreen. Denne trappe har været en stor del af min barndom, for den var tit eller nærmest altid med i min leg; om jeg så var Rapunzel som stod og skrålede lungerne ud, fordi det gav en god ekko i rummet eller fordi jeg forestillede mig, at der sad et helt publikum og kiggede på mig imens jeg rekreeret Annies ’(the sun will come out) tomorrow’, ja så havde trappen en markant rolle. Jeg gad godt at vide, hvordan min mor har kunne holde til det, for der var alligevel et par timer om dagen, hvor hun skulle høre på mig, og jeg vil gerne gå så langt at sige, at det nok ikke lød super godt. Når vi så var på badeferie hørte de mig overhovedet ikke, for halvdelen af tiden var mit hovede under vandet, da jeg var stensikker på, at jeg var en havfrue. Mine øjne var også blodrøde resten af aftenen, for jeg skulle jo kigge under vandet og følge med i alt, hvad der skete i den store pool. Ja, jeg var et meget fantasifuldt barn og den fantasi lever nok stadig lidt i mig den dag i dag. Bare rolig, det er ikke på sådan en markant måde, altså det er ikke sådan, at jeg ligger og plasker i poolen og leger havfrue mens Frederik sidder og holder øje med, at jeg ikke sluger for meget klorvand. Men jeg kan f.eks. ikke se en gyserfilm uden at bilde mig selv ind, at jeg er den næste i rækken til at blive overfaldet af en klovn (jeg har lige sæt traileren til It, som er baseret på Stephen King’s gyser-bog. Og den handler om en klovn, der slå børn ihjel. Så nu er jeg stensikker på at klovnen kommer bankende på min dør på 50ende sal, med en rød ballon som gave inden jeg bliver dens aftensmad – for ja, hvorfor skulle den ikke lige komme til Hong Kong, selvom bogen er baseret i Maine, USA. Jeg sagde jo at min fantasi er helt forskruet). Nå, et lille sidespring. Tilbage til min fantasi som barn. Den gav mig en kærlighed til Disney. Så meget, at jeg i ti måneder ikke spiste slik, fordi så fik jeg en tur til Disneyland i Paris. Det var meningen, at det skulle vare i et år, men så var vi på skiferie og alle de andre børn sad og guffede slik og chokolade i sig, at jeg tror min mor fik en smule dårlig samvittighed over, at jeg sad med et glas vand (ja, jeg spiller offer-rollen lige nu, for det var en smule trist). Min mor syntes også, at det var synd og derfor sagde hun og jeg husker det tydeligt, ”du skal nok få den tur til Disney, og du må gerne spise slik med de andre”. Måske ville nogen sige ’arh, så holdt du jo den ikke og derfor burde du ikke have fået turen’ og nej måske ik, men man må da alligevel tage hatten af for en 12-årig, som ikke spiser slik i 10 måneder og som ikke en gang tænkte på at snyde en eneste gang. Hvis det havde været Rebecca 23 år, så havde jeg snydt hver lørdag for det er, hvad jeg gør nu når jeg står i køkkenet og rydder op eller lignende samtidig med, at jeg spiser chokolade og når Frede så kommer ind og spørger mig om, hvad jeg spiser, siger jeg altid ’nødder’, selvom mit ansigt er smurt ind i mørkchokolade. Det er på ingen måde kønt.

Da jeg var 15 år gammel og boede i Madrid, skulle vi den sommer køre fra Madrid til København. Det havde vi prøvet før, hvor jeg halvdelen af turen var køresyg og kun kiggede ned i en plastikpose, så min begejstring for denne tur var lig med nul. Det ændrede sig dog fuldstændigt, da vi ankom til Paris og mine forældre havde lavet en overraskelse til mig, hvor vi skulle være i Disney i to dage. De fleste 15-årige ville måske hellere have været inde i Paris og shoppe, men ikke mig, nej jeg tvang mine forældre til at stå i flere timers kø så de kunne komme op i en lidt for vild rutsjebane, hvor de både kom på hovedet og fik ondt i ryggen. Det var jo også midt i sommerferien, så der var en god klump mennesker af danskere, spaniere, englænder, tyskere, svenskere og italienere der genkendte min far, og efter at billede nummer hundrede blev taget af min far, gik vi ind i Disney shoppen og købte en kasket, hvorpå der stod Disneyland og så fik han den på. Det er først flere år efter, at jeg har indset, hvor stor en kærlighedserklæring det var fra dem begge to og især fra min far, som måske har været i Tivoli i hvad der kan tælles på en hånd, og Tivoli er trods alt mere lowkey end Disney, hvor der løber børn rundt i udklædningstøj, figurer som rører en lidt for meget når der skal tages billede, en parade som man ikke kan undgå at kigge på, fordi man seriøst ikke må rykke sig og mad som er formet som Mickey’s hoved. Jeg husker denne tur som var det i går, for det hele startede også lidt dramatisk (og sluttede dramatisk) med at vi for vild. Den første nat skulle vi bo på et hotel (eller hvad vi troede var det) som lå få kilometer fra forlystelserne. Men da vi kom dertil blev vi mødt af en flok unge mennesker som havde stjålet en indkøbsvogn og susede rundt på den på parkeringspladsen, og en anden familie som havde købt paller af øl og McDonald’s mad hjem på værelset. Da vi endelig fik nøglen til værelset lignede det noget fra en film, hvor cowboymanden har fundet en dame han skal have med hjem på motellet. Eller hvor en klovn kommer og kidnapper dig. Min mor var blevet i bilen for at holde øje med vores ting, og da min far så værelset, kiggede han på mig og sagde ’det gør jeg ikke det her’ og så vendte vi om og kørte væk. Hvor endte vi så med at bo? I selve Disneyland. Nej ikke der, hvor man skal gå i hundrede år for at komme fra hotel til forlystelsesparken, vi boede sådan, at når vi vågnede om morgen kiggede vi direkte ud på det lyserøde slot. Det hele var en lille smule magisk, og dyrt. Men mest magisk. Og den dramatiske slutning? Ja, det skete imens den der skide parade kørte rundt med fedtmule og alle de andre figurer som synger playback og danser som indianere. Jeg blev nemlig stukket af en enorm (det har jeg i hvert faldt bildt mig selv ind) insekt, så hele min hånd lignede en gigantisk pote. Det var virkelig her, at jeg fandt ud af, at forældre er værre en børnene for det var forældrene som ikke ville rykke sig, fordi de ikke vil have, at andre skal have pladsen. Godt at jeg havde, og stadig har, en mor som forstår at bruge albuerne og jeg tror der var et par mennesker som lige fik en i siden, imens at min far skubbede med over skulderen som var han Tarzan. Vi fik besøg af lægen som gav mig den ene penicillin efter den anden, og sagde at jeg ikke måtte drikke alkohol i en uge. Men hey jeg var 15 år gammel. Og normalt ville de fleste på 15 år drikke, men jeg havde lige tilbragt to dage i Disney, altså behøver jeg at sige mere?

Så som du kan høre har jeg en kærlighed til dette magiske og til tider anstrengende sted. Disneyland i Hong Kong kan ikke rigtig konkurrerer med den i USA og især ikke den i Paris. For det er mindre, og der er færre forlystelser til dem der er lidt ældre (og nej, jeg snakker ikke om 23 årig. Men f.eks. til storebroren som er blevet slæbt med, fordi lillesøsteren elsker Tornerose). En ting der overraskede mig meget var dog, at jeg på ingen måde var den værste. Altså, i Paris ser du små piger med Minnie Mouse øre, i Hong Kong ser du så kvinder i 20’erne, 30’erne og op efter med dem på, og det er ikke fordi de er med deres børn. Frederik var bange for at der kun ville være småbørn, men han fik meget hurtigt sagt ’der er jo så mange voksne og de er uden børn – og de er værre end børnene’. Og ja, det var der. Jeg kommer dog gerne tilbage igen, om det så er om et par uger, måneder eller år. Så vil jeg altid have noget for Disney. Måske er der nogen som læser med her og tænker ’øh, bliv lige voksen’, men er det ikke rart en gang imellem ikke at være det? Altså er det ikke rart at være fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker og bare have en fest? Mine forældre vil nok aldrig indrømme det, men der er et lille punkt indeni mig som siger, at de også syntes det var lidt sjovt. Som jeg sagde vil de nok aldrig indrømme det, men jeg så, hvordan min mor grinede oppe i den rutsjebane og det glemmer jeg aldrig. Vi har så travlt med, at få vores dagligdag til  være så perfekt som muligt. Men det bedste ved at være barn var, da man ikke havde nogen forpligtigelser, andet end at være et godt menneske overfor sin familie og venner. Og så var der lige skolen og fritidsaktiviteterne. Men man tænkte ikke på så meget andet end, hvem man skulle lege med i ugen, og hvad man havde med i madpakken. Disneyland er som sådan ikke et mega fedt sted (okay, det er det) men det bringer nogen minder og noget nostalgisk frem i mig, og derfor kommer jeg tilbage – for jeg skylder det til den lille pige som sang på trappen, som nok altid vil være et sted i mig. Og hold op, hvor sang hun falsk, men hun havde sgu en fest.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

(Visited 441 times, 1 visits today)
1 Svar
  • Avatar
    Cami
    september 21, 2017

    Trappen ??? Husker det som var det igår pludseligt!!! Havde helt glemt det ??

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *