Min opvækst: drømme, studier og et par lande!

S

iden jeg startede denne blog har der været et emne som folk virkelig har været interesseret i, nemlig min opvækst. Jeg synes nu selv, at jeg har prøvet ind i mellem mine indlæg at fortælle sjove, lærerige og måske genkendelige anekdoter, uden at det blev for meget ‘og så skete det, og så skete det’, for ingen gider at læse om noget som er en tør kronologisk fortælling. Da jeg for lidt siden skrev ud til jer og spurgte om der var noget som I ville læse om, var der omkring 10-15 personer som svarede, at de ville høre om min opvækst, det at bo ude halvdelen af sit liv og selvfølgelig at have den familie som jeg har. Og jeg kan rigtig godt forstå de mennesker. Jeg ville selv suge alt til mig, hvis jeg læste om en som havde et meget anderledes liv end jeg selv havde. Men det handler om at finde den rigtige balance, hvor det ikke går for meget hen og bliver ‘gossip’. Jeg valgte at skrive denne blog, fordi jeg følte, at jeg kunne bidrage med noget andet end bare at have et kendt efternavn. Jeg valgte at være ærlig og åben, men samtidig ikke fortælle for meget om mine families holdninger, oplevelser eller andet, da de skal have ret til at føle, at deres privatliv ikke er skrevet ud til flere tusind mennesker. For jeg har en meget privat familie, og alligevel er jeg selv rimelig åben som en bog. Ja, vi er der, hvor flere af jer skriver til mig for at fortælle, at I føler at I kender mig, og sandheden er, at det gør I nok også. Jeg viser dog ikke mine grimme sider frem, for trust me, de findes. Men I kender mig ret godt, og I ved også at jeg lytter til jer. Så nu vælger jeg at tage små bidder af min opvækst frem til jer. Men når det er sagt, så er det kun en lille brøkdel af den. Hvis jeg skulle fortælle jer om alle de oplevelser som jeg har set, prøvet og oplevet på bare 24 år, ja så skulle jeg nok skrive en bog … Det kan dog også være at den kommer en gang, når I mindst venter det. Og så har jeg ikke sagt for meget.

Det gik først op for mig, at min far var kendt da jeg flyttede til Danmark og startede i børnehave som fem-årig. Jeg ærinder ikke, at det gik op for mig, hvor kendt en far jeg havde da jeg boede i Spanien, Japan og Holland. Jeg kan faktisk ikke fortæller jer, særlig meget fra den tid, men ville det ikke også være mærkeligt, hvis jeg kunne? For hvem kan egentlig huske de første fire år af deres liv. Ikke særlig mange. Jeg kan huske små bidder. F.eks. at jeg gik i en japansk børnehave, hvor der kun var en anden udlænding end mig, og til frokost fik vi sushi og ris – ja, mine spisepinde skills var on point! Jeg kan huske, at vi skulle sove lur i min børnehave i Holland, og det var jeg ikke særlig god til, så jeg fik en røvfuld af pædagogen. Det var min første røvfuld og jeg var ked af det i flere dage. Jeg kan også huske, at vi var på cykelture, ja min far var simpelthen oppe på en cykel imens jeg sad bagpå – jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set ham cykle. Og det er så alligevel løgn, for min mor, far, Frederik og jeg cyklede igennem Manhatten, 4th of July sidste år. Der var ikke en bil eller et menneske i byen og det er en af de vildeste oplevelser jeg nogensinde har prøvet – jeg følte jeg var med i batman filmen. Så ja, det er nogle af de eneste ting jeg kan huske fra min helt unge barndom.

Derefter boede jeg ti år i Danmark. I en lille by der hedder Vedbæk. Jeg har ikke de bedste minder fra den by, undskyld til alle dem der bor der – det var ikke byens skyld vil jeg lige understrege. Men jeg lærte ikke det store på min skole, faktisk var jeg den dårligste i klassen (eller i bunden med fire andre). Jeg kunne ikke stave (det er jeg nu stadig ikke den bedste til) og jeg kunne ikke regne (det kan jeg så slet ikke, at tælle til hundrede kan være en belastning selv den dag i dag). Der blev ikke taget særlig meget hånd om det, andet end jeg i sjette klasse fik at vide til skolehjemsamtale, at jeg virkede ‘ked af det, fraværende og deprimeret’. Det fik min mor til at få et raserianfald og hun spurgte mine lærere om de måske så ikke skulle tage sig af dem som ikke var de bedste i klassen? Jeg var god til engelsk, idræt og de kreative fag, og min mor spurgte dem derfor også om grunden til, at jeg så fraværende ud, måske var fordi jeg kedede mig. Altså ikke det der ‘åhh jeg keder mig, jeg gider ikke’, men hvor man enten ikke forstår det og derfor giver op (dansk og matematik), eller hvor man har lavet sine ting og venter på de andre (engelsk). Det faldt ikke rigtig i god jord hos mine klasselærer, og det skete ikke synderligt meget omkring metoderne at undervise på – så derfor tog mine forældre det drastiske valg, at jeg skulle på international skole. Jeg må så understrege før alle Vedbæk fruerne sender mig sure mails omkring den lille by, at det som sådan ikke var byens skyld og der var også nogle gode ting ved at bo der. F.eks var der en super bagel mand (ros til ham!), det var en nem barndom, hvor jeg kunne cykle til det hele og lege i haven, jeg fik en bedste veninde for livet, Sophie, og så gik jeg til håndbold og havde et fantastisk hold, som jeg stadig den dag i dag kan savne helt vildt. Så det var okay. Men da jeg flyttede ud på den internationale skole i Hellerup var det som en ny verden. Jeg begyndte at få drømme om min fremtid, jeg begyndte at gå op i mine lektier og jeg begyndte at sætte krav til mig selv. Fra at være den populære pige på Vedbæk skole som kun gik op i, hvem af drengene hun skulle løbe efter i frikvarteret, blev jeg Rebecca som havde en drøm om at få gode karakterer så hun kunne flytte til New York efter gymnasiet og gå på Columbia University – jeg var 14 år gammel, og det var min største drøm. Slap af.

Lad os springe Hellerup tiden over og tage direkte til tiden, hvor jeg skulle flytte til Madrid. Det er ikke fordi min tid på den internationale skole i København ikke var god, men igen, så ser jeg intet behov for at vi tager mit liv i kronologisk rækkefølge. For for at være helt ærlig, så var mit liv som teenager ikke særlig spændende. Jeg gik i skole ligesom alle andre, bare anderledes skolesystemer, jeg gik til sport, havde venner, lavede lektier osv. Da jeg flyttet til Spanien var jeg ret sikker på, at det hele ville være easy peasy, for det var jo samme skolesystem som jeg i forvejen kendte til. Men jeg lærte dog hurtigt at sagen var noget helt andet. Lad mig understrege at flytte skole er på ingen måde nemt. Det er aldrig sjovt at være den nye i klassen, og heller ikke når det er i et nyt land. Men det gode ved disse skoler er jo, at man ikke er den eneste nye, der er så mange børn der står i samme situation og ved helt præcis, hvordan du har det, og der er så mange lærer som prøver det hvert år, og nogen som endda selv er nye. At jeg så var så ufattelig dårlig til at få venner var en anden sag. Jeg var ret usikker og hadede egentlig at være i centrum. Det gør jeg stadig (dog ikke når det er omkring min fødselsdag!) men det værste jeg ved, er når alle øjne kigger på mig. Jeg kunne få det fysisk dårligt flere dage op til, hvis jeg vidste at jeg skulle fremlægge noget foran klassen. I dag, kan jeg stadig ryste ved bare tanken om det. Så at skulle sidde i klassen og fortælle folk om, hvad jeg hed, hvor jeg kom fra og hvor lang tid jeg skulle være i Spanien gav mig hjertebanken og derfor lod jeg være. Det tog mig et halvt år at få ordentlige venner. Og ja, et halvt år var fem måneder mere end de andre nye, men jeg var ikke god til at være anmassende og spørge folk om jeg måtte sidde med dem, så derfor tullede jeg lidt rundt. Hvis du spørger mig om jeg var ked af det, ville jeg sige nej, for jeg fokuserede hundrede procent på min skole. Hver eneste dag når jeg kom hjem fra skole, ville jeg sidde tre-fire timer og lave lektier – jeg lavede lektier forud. Jeg tror aldrig, at jeg har set min mor så stolt. Da vi flyttede tilbage til Madrid efter at have været i Rusland, lavede jeg bestemt ikke lektier fire timer hver eneste dag. Jeg var blevet rigtig teenager, som gik i byen, var sammen med veninderne og havde stadig store drømme om mig selv og min fremtid. Men de drømme tager vi om lidt.

Efter kun at have været i Madrid i et år skulle vi flytte. Jeg var sønderknust for at sige det som det er. Jeg havde endelig fået nogle veninder, som jeg virkelig stolede på og som gjorde min tid i Madrid fantastisk. At jeg fik at vide, at jeg skulle til Rusland, var ikke lige med den største ja-hat på. Men jeg forstod godt, at det var min fars arbejde som var vigtigt og som gjorde at vi kunne have den gode livstil som vi nu havde og stadig har i dag. At Rusland tiden så kun varede ni måneder, gjorde mig bestemt ikke noget. Jeg var nemlig ikke super glad for at være der. De første fire måneder, havde jeg hjemmeundervisning, og jo det lyder super Justin Bieber agtigt, at man er for kendt til at gå i skole, men sådan hang det ikke sammen. Jeg skulle på en amerikansk skole, men den var fyldt op, og derfor blev jeg sat på ventelisten. Mine forældre syntes derfor, at jeg stadig skulle lære noget, og jeg fik så en tutor ved navn Tom, som underviste mig i tre timer, hver eneste dag; Engelsk, Matematik og Geography. Det var hardcore, for selvom tre timer ikke lyder som noget, så var det altså hårdt når du sidder der alene med en, og som efter fem minutter ved om du har lavet dine lektier eller ej. Det var også bare svært, fordi jeg jo ikke rigtig kom ud. Jeg kendte ingen, jeg kunne ikke gå alene rundt i Moskva (uden min chauffør Roman fulgte mig lige i hælene – igen, det er ikke så sejt som det lyder at have en slags livvagt med dig altid ) og jeg blev derfor ven med en ting: mad. Det var her at mine kilo på kroppen virkelig kun gik en vej og det var op. Jeg begyndte nok at trøstespise lidt samtidig med, at jeg ingen form for motion lavede, og derfor gik det kun en vej.

Et år i Madrid, ni måneder i Moskva, tilbage til Madrid i et år og da jeg så skulle starte i 2.g, flyttede jeg til den lille bade ø Mallorca. Jeg gik fra at gå i skole med en masse unge mennesker, som havde drømme om Yale, Cambridge, Kings College, NYU og Columbia University, til en flok som bare skulle ‘overleve’ studiet. Det var noget som jeg lige skulle sluge, for selvom Madrid også bestod af en del fester og sociale arrangementer, så var studiet det vigtigste. Sådan var det ikke på Mallorca. Jeg gik i skole fem minutter fra party byen Magaluf, og derfor var viben også mere afslappet end de andre skoler. Og så alligevel ikke, for jeg var tvunget til at have skoleuniform på, og jeg forstår godt hele konceptet ‘så er alle ens’, men hvis man skal have en uniform på i 10 måneder, så skal den sgu også være behagelig og i god kvalitet, den skal ikke være lavet ud af dårlig uld, så man får lyst til at kradse og klø sin krops til blods. Så nej, jeg var ikke stor fan af det. Jeg havde til gengæld kun fem fag i skolen; Engelsk, Historie, Kunst, Spansk og Matematik. Noget som jeg er stor fan af, at i britiske skolesystemer vælger man A-levels som man så virkelig fokuserer på, i stedet for at have en masse fag på en gang. Min drøm om New York var stadig meget stor, så et halvt år efter at jeg havde boet på Mallorca, søgte jeg ind på Barnard university (søster skolen til Columbia) det bestod af en måneds summer school. Jeg havde året inden søgt ind på Boston University, og kom desværre ikke ind, og jeg husker tydeligt, at det føltes som et kæmpe stort nederlag. Jeg var knust, sur og skuffet – men mine forældre var støttende, og sagde at jeg skulle søge igen året efter. Jeg søgte så året efter, og heldigvis kom jeg ind. Jeg skulle derfor bruge en måned af min sommerferie på at rejse til New York og bo alene, som 16-årig. Ja, det var stort. Min måned i USA, var enormt lærerig, men den største åbenbaring var faktisk, at jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle til USA. Siden syvende klasse, havde jeg drømt om New York. Jeg havde rejst til storbyen en eller to gange om året for at besøge alle universiteterne, så jeg havde nok ikke troet at halvandet år inden jeg blev færdig med gymnasiet ville jeg stå på bar bund igen. Grunden til at New York blev skrottet var på grund af tidsforskellen. Seks timer var alt for meget, jeg var ensom og havde hjemve hver eneste dag, og jeg skulle kun være der i en måned. Men jeg kunne ikke bære tanken om, at jeg ‘kun’ kunne snakke med familien derhjemme halvdelen af dagen, ja jeg fik nærmest klaustrofobi ved bare tanken om det. Nu kan jeg godt sidde lidt og tænke ‘du skulle havde gjort det alligevel’, men der er en mening med alting. At jeg så i dag sidder på den anden side af jorden, syv timer foran jer, er vel lidt komisk.

Mit sidste år i gymnasiet og andet år på Mallorca, brugte jeg vitterligt hver weekend på at enten at øve mig på tests, læse om universiteter eller rejse til London og besøge skoler. Den første måned af min skolestart, kom jeg ind på en designskole i London. Det var en kæmpe sejr for mig. Min selvtillid steg og jeg turde at søge ind på de skoler jeg nu drømte om at gå på. Min skole på Mallorca havde også ‘uni-dag’, hvor 10 forskellige skoler fra europæiske lande kom og fortalte om deres skoler, og en af dem var så American University of Paris. Jeg faldt pladask for dem. En måned senere tog min mor og jeg til byen og jeg så Paris med helt nye øjne. Jeg vidste, at det var her jeg ville hen. Det var dog ikke så nemt, for der var både en test som jeg skulle tage, samtidig med, at jeg skulle have to udtagelser fra to forskellige lærer, mine karakterer siden syvende klasse, en essay, et CV og andet papirarbejde som viste, at jeg også var god til de mere kreative ting, såsom sport, kunst, teater eller andet. Alt det her skulle ordnes, imens at jeg havde eksaminer og venner ved siden af. Jeg søgte ind på fire skoler i London, en i København og den sidste i Paris. Jeg kom ind på dem alle sammen. Fra at være hende i klassen som var den aller dårligste, var jeg blevet hende som kom ind på seks universiteter rundt omkring i verden. Så hvad er moralen ved historien? Ja, man kan vel hvad man vil. Jeg kæmpede og kæmpede for at være relevant og god i skolen, og det gav helt klart pote. At jeg så ikke blev færdigt med studiet, er en hel anden historie … Ja, det var karma eller sådan noget. Suk.

Jeg havde et sabbatår inden jeg tog til Paris, hvor jeg flyttede til København, gik til Fransk og fik et arbejde i en børnehave. Jeg havde brug for at være på egne ben og lære lidt fra den rigtige verden, inden jeg skulle flytte ud og være palle alene i den populære storby Paris. Så er min opvækst meget anderledes end alle andres? Det der gør den anderledes er vel, at fordi jeg flyttede hvert eneste år, blev verden på en eller anden måde min legeplads. Jeg fortryder ikke de valg jeg har taget (for det meste), for alle børn oplever svære tider. Det var ikke en stor fest altid, men det var heller ikke forfærdeligt. Jeg har tit kunne mærke på folk, at når de har spurgt mig omkring min barndom, så hælder de til at det var det ene eller det andet. Men det skal man altså passe lidt på med. Intet er kun godt, eller kun dårligt. Ja, jeg flyttede måske lidt for tit som gjorde, at jeg blev rastløst til tider. Jeg skulle tit sige farvel og selvværdet var ikke altid i tip top. Men jeg flyttede også og lærte nye mennesker og kulturer at kende, jeg fik større drømme end dem jeg havde derhjemme og jeg lærte fra så mange mennesker og skolesystemer, at jeg kunne få lov til at vælge mellem seks universiteter. Dette var min opvækst kort fortalt – mine fingre gør ondt fra skriveriet og derfor stopper jeg nu, men der skal nok komme mere omkring min barndom, mine mange hjem samt byer, og alt det andet der hører med til at rejse hjem, ud, hjem igen og ud igen. Jeg sender et smækkys jeres vej og håber ikke, at jeg har mistet jer, selvom indlægget var ufattelig langt! Sorry …

 

 

 

(Visited 953 times, 1 visits today)
7 Svar
  • Avatar
    Camilla
    januar 21, 2018

    Rigtig godt indlæg! Virkelig spændende og inspirerende 🙂 du er for sej!

    • Rebecca Laudrup
      Rebecca Laudrup
      januar 27, 2018

      Tusind tak for din søde besked Camilla! Ha’ en skøn weekend ???

  • Avatar
    Helen
    januar 17, 2018

    Et par ideer til Ide kommende indlæg (jeg gætter på at svarene er for lange til en kommentar 😉 ):

    Med tanke på din egen baggrund og erfaringer, hvilke tanker gør du dig så om dine egne børns opvækst? Vil du gerne have at de prøver at bo i udlandet eller en almindelig dansk opvækst?

    Og har din opvækst gjort, at du kan føle dig fremmed i Danmark? Hvad tænker du om hele debatten om danskhed og dansk identitet?

    Og ellers bare tak for en interessant blog 🙂

  • Avatar
    Sus
    januar 16, 2018

    Hej Rebecca
    Hvad er din inderste drøm, om at dygtiggøre dig ?
    Hvad vil du gerne uddanne dig til ?
    Hvad vil du gerne have som arbejdsfelt ?
    Hvor kunne du tænke dig dit arbejdsliv ?

    • Rebecca Laudrup
      Rebecca Laudrup
      januar 16, 2018

      Hej Sus
      Det nemme svar: det ved jeg ikke. Jeg har ikke så travlt med, at finde en enkel arbejds retning, og så sige ‘det er det jeg gør og kun det’. Jeg vil gerne dygtiggøre mig med ting som ikke nødvendigvis kan læres på skolebænken. Om jeg så skal læse som 27-årig, 30-årig eller slet ikke, så gør jeg det. Men lige nu bor jeg i Hong Kong, jeg skal lære kinesisk, skrive for nogen i Danmark, og planlægge en brag af en bryllupsfest. Og så skal jeg sgu nyde at jeg er 24 år 😉 God dag til dig.

  • Avatar
    Ida
    januar 16, 2018

    Virkelig godt indlæg! Og hold op hvor er du altså bare pisse (beklager sproget) SEJ!!

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *