… Og så blev det mandag

Den første mandag i november og alle mine planer og snak om at få tid til at skrive på bloggen, var blot tomme ord, som igen giver mig koldsved og stressbumser i fjæset. Men, det er ikke fordi jeg bare har ligget på sofaen (okay, det har jeg også), men jeg har faktisk også haft travlt. Så travlt, at jeg i weekenden fik chai teen galt i halsen over, at det allerede næsten er ti uger siden, at vi var på bryllupsrejse. Ti trætte mandage siden. Og så fik jeg lidt den der ’men hvad har du egentlig lavet, udover at have travlt og være træt efter at have travlt?” Ja, jeg kunne simpelthen ikke finde svaret selv.

For det har i den grad været en lidt mærkelig periode, da jeg faktisk har haft en kombination af at have alle weekender booket og samtidig sige utrolig meget fra, mærke efter og lytte til mig selv og min krop. Jeg har næsten sagt nej til alle aftaler i løbet af ugen, da jeg simpelthen har kunne mærke at min krop havde og stadig har brug for at slappe af derhjemme og gøre ting som ville give mig ro. Derfor kommer det også som et chok for alle, at jeg er begyndt til yoga – oh yes, du læste rigtig. Den altid Crossfit og bokseglade jeg, er altså hoppede over til vejrtrækningsøvelser og langsomme bevægelser. Og jeg kan ikke finde ud af, om det keder mig eller om det giver mig balance, eller måske, en lille smule af begge dele. Men ligesom jeg aldrig har syntes at træning var sjovt, tror jeg heller ikke at dette bliver min åbenbaring af ’det var det’ og aha-øjeblikket som så mange altid snakker om når de starter til yoga og lige pludselig står på hovedet. Jeg ville sådan ønske, at jeg var hende, altså hende som kunne tage til timen i en sportstop og matchene yogabukser og så ser hun ovenikøbet smart ud når hun ligge i en ’downward facing dog’ position. Men det er ikke mig, næ, jeg er hende med fedtet hår og to forskellige par sokker på. Men jeg er ligeglad, for det er ikke derfor jeg er der, jeg er der nemlig fordi det er virkelig rart for min ryg og så kan jeg altså godt mærke at mit hoved bliver tømt og er fri fra dårlige tanker såsom ”jeg er blevet små tyk” og ”hvad er jeg egentlig god til i livet?”. De tanker findes simpelthen ikke når jeg har været til yoga og det er en stor succes for mig, selvom jeg i den halvanden time godt kan komme til at kede mig i ny og næ.
Ligeså vel, kan jeg mærke at jeg på det sidste er gået i virkelig hyggemode. Altså, jeg finder tid til at tage ud og male på keramik en torsdag, for det har jeg virkelig lyst til, jeg går en lang tur efter arbejde og får frisk luft imens at jeg enten lytter til podcast eller går hånd-i-hånd med Frede, og vi snakker om alt og intet, og så finder jeg min indre kreative side frem (som jeg tit savne, for manner hun gør mig glad), hvilket resulterer i, at jeg har rippet Panduro, Søstrene Grene og Notre Dame (selvfølgelig på en ordentlig måde, da det ikke skal gå hen og blive forbrugsperverst) så jeg kan klippe, klistrer, male, stemple og glitrer mine julekort til. Jeg har det jo med at gå virkelig meget op i julen, så meget at jeg altså allerede i oktober begynder at søge og kigge efter smukt gavepapir, da jeg jo virkelig går meget op i min indpakning (alt fra kortet til båndet, papiret og pynten). Jeg skaber jo temaer hvert år og hvor sidste år havde ’Julen varer lige til påske’-temaet med blomster, gult papir og engle-til-og-fra-kort, er det i år blevet ’den himmelblå’, hvor den mørkeblå farve især er i fokus. I know, det er næsten for nørdet. Men jeg vil hellere gøre noget ud af at gøre det selv (og det gælder også selve gaven, for der er mange måder at gøre det selv på), i stedet for at gå i magasin, købe det første og det bedste og det dyreste, og så få dem til at pakke det ind i det grimme lilla posepapir … Nej tak.


Så jeg prøver virkelig at finde tid til, at gøre alt det der giver mig livsglæde. Alt det, jeg har ville gøre hele året, men som jeg måske konstant har skubbet til side fordi jeg ikke kunne sige nej til andet eller andre. Og måske også fordi jeg ikke turde at sige nej, for hvad nu hvis de blev sure på mig? Jeg har bare fundet ud af, at ingen af mine veninder har dømt mig fordi jeg skrev og sagde til dem at jeg havde brug for at være lidt hjemme. De forstår mig jo godt og når jeg har skrevet og sagt ’undskyld’, har de svaret tilbage med ’stop med at sige undskyld’. Og det er jo dét rigtige venner gør. Der hvor det bliver et problem, er når man aflyser for tredje gang og kommer med en dårlig undskyldning. Jeg hader de dårlige undskyldninger, og derfor har jeg får start af været meget ærlig omkring mine følelser og sagt at jeg virkelig bare har brug for ikke at have aftaler lige nu. På et tidspunkt kommer det selvfølgelig tilbage, som f.eks. at jeg har en sleepover lørdag, søndag og mandag med forskellige veninder, fordi Frederik er ude og rejse og det er nu at vi ser en åben mulighed for en rigtig tøseaften, hvor vi gør og snakker om alt det, som min søde mand ikke behøver at være en del af …

Så det hele lyder jo egentlig rigtig godt og rart, så hvorfor har du så ikke haft tid til at skrive på bloggen, tænker du måske? Fordi mit arbejde også har fyldt rigtig meget. Hvis man har fuldt med på medierne, har man måske kunne læse sig til, at Aller også har haft en stor fyringsrunde i september og min redaktørschef var så en af de mange. Den var svær for mig, for Malou er stort set grunden til, at jeg kom på ELLE i sin tid, det var nemlig hende som fandt tid til min praktikplads, som gav mig min første artikel og sammen med min chef Cecilie spurgte mig, både den første og den anden gang, om jeg ville være barselsvikar hos dem. Da hun blev fyret, blev jeg simpelthen så ked af det, at jeg faktisk ikke helt vidste hvor og hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det kan lyde ret ekstremt for nogen, for okay, ’det er ”bare” din chef’. Men sandheden er, at det var hun ikke. Hun var min mentor, og jeg har et par kvinder i mit liv som både privat- men især også arbejdsmæssigt, har skabt vejen for mig. Min mor er den ene, Malene Birger er den anden og Malou var så den tredje. Kvinder, som virkelig har hjulpet, lært, heppet og især givet mig et kærligt skub når jeg har haft svært ved selv at springe. Da det her så skete, så blev arbejdet en stor prioritet, for ELLE har på mange måder været Malous baby og derfor ville jeg sikre mig, at hendes lille hjertebarn nok skulle klare sig. Det har så resulteret i, at dagene til tider har varet lidt længere. Men jeg håber og tror virkelig på, at det er det hele værd. Så i bund og grund, har jeg fokuseret meget på, at alt hvad jeg foretager mig fortiden har en mening, om det så er at skabe ro i kroppen eller lave et godt magasin, så skulle der være et positivt resultat.

Og det gør mig faktisk rigtig glad, at jeg er kommet dertil i mit liv, hvor jeg mærker efter og siger fra. Det sidste øver jeg mig stadig på, men jeg prøver i det mindste. For vi kan heller ikke sige nej til alt. Det ses nok i vores weekendaftaler, som lige nu er fyldt op med fødselsdage, julefrokoster, rejser, venner aftaler, jule-tam-tam og listen fortsætter. Og nogle gange kan Frederik og jeg da godt ryste lidt på hovedet over, at den eneste weekend hvor vi faktisk ikke skal noget, er den som ligger op ad nytårsaften. Men det er jo også et valg vi tager, for vi kunne jo også sige nej. Og det øver vi os så også i. Derfor har vi allerede nu sagt nej til en julefrokost og så har vi faktisk valgt at holde nytår alene. Ja, vi vil faktisk bare gerne hoppe ind i et nyt årti uden tømmermænd og glitter i skoene. For det eneste vi virkelig har lyst til, er at være sammen og glæde os over at det er ham og jeg. Spise god mad, have behageligt tøj på og få søvn, er ikke kun mit nytårsaftenmantra, men det kommer generelt bare til at være mit nytårsforsæt i 2020. Shit man, jeg lyder jo næsten helt holistisk og som en der glædelig danser med røgelsespinde indenfor … Men bare rolig, jeg hader stadig mandage!

(Visited 132 times, 5 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *