… Og lige pludselig var jeg i 6. måned

På min trofaste app, som også hedder Preglife, står der, at der er 96 dage tilbage, at jeg 65,5% fuldført og er i 27 graviditetsuge. Jeg forstår det ikke helt selv og føler egentlig også at jeg lige har fundet ud af det – måske fordi jeg først fandt ud af det i 8’ende uge og jeg havde nok ikke tænkt nærmere over det, hvis det ikke var fordi jeg var begyndt at kaste op. Det har været de vildeste seks måneder, på godt og ondt, for jeg har dealet med en del smertefulde gener, som ikke vil gå væk og som jeg nu har indfundet mig med, heller ikke kommer til at gå væk. Så har det mentale også fyldt en hel del. Frygten for at miste. Ikke have kontrol over min krop længere. Til tider blive bekymret for min nye titel – altså dét at blive nogens mor. Og føle skyld. For ja, jeg har i den grad gået rundt med en skyldfølelse over, at det var så nemt for mig at blive gravid, når jeg kender så mange der enten har kæmpet, prøvet, mistet eller ønsket det mere end noget andet i verden – og jeg vidste ingen gang selv, at jeg var gravid.

Det skal så siges, at jeg allerede elsker min lille pige mere end ord kan beskrive. Altså det er jo allerede en helt ubeskrivelig følelse af kærlighed og den bliver nok kun større når hun er bagt færdigt og klar til at komme ud og se verden. At man kan elske nogen så højt, når man hverken har mødt dem, set dem eller reelt ved hvem de er, er jo ret fascinerende. Ja, jeg elsker hende, men hele det her preggo-life, var bestemt ikke planlagt og derfor har det også taget mig måneder at komme over chokket. Jeg er vågnet op om natten, badet i sved og været enormt ked af, at jeg ikke var mere glad og lykkelig over det her nye liv. ”Du stråler” siger de, og jeg har tænkt ”men hvor?”. For ensomheden og frygten for at der skulle ske hende noget, omvendt, at jeg nu har et ekstra stort ansvar for at passe på mig selv, så jeg kan passe på hende, har fyldt mere end noget andet. Og lige præcis derfor, har jeg valgt at åbne op for de tanker, ikke kun her, men også andre steder. Hvorfor? For så kan vi sammen føle os mindre alene, for jeg tror simpelthen ikke på, at jeg den eneste gravide kvinde der har haft nogen af de her tanker.

Heldigvis, at det som om at jeg følger med årstiderne og jo længere væk vi kommer fra vinter og regn, jo mere parat bliver jeg også til at hun kommer til maj (poetisk, much!) . Det siger jeg også til dem der spørger ”men hvordan går det så nu?” og jeg kan inderligt mærke, at de sådan ønsker at jeg siger ’helt fantastisk’. Men mit svar er nok lidt mere beige, for jo, det går meget bedre med sindet og de sidste par uger har jeg været langt mere rolig, men generne fortsætter med at gøre rigtig ondt. F.eks. er mit haleben i kronisk smerte og jeg har besøgt en helt vidunderlig jordemoder (som tilhøre yoga stedet, Hélt, på Vesterbro – tjek det ud!), hvor hun har givet mig rebozo (en mexicansk massageteknik, hvor der bruges et tørklæde red.) og akupunktur. Hun har også rådgivet mig om, at jeg nok skal droppe cyklen og side på en bold på arbejde, så jeg ikke ender med at forstuve halebenet, for det er ikke så godt når du er gravid. Her, ville jeg inderligt ønske at jeg var liiidt blidere mod mig selv og måske mærkede lidt mere efter, for jeg skal nok være den første til at sige, at jeg er latterlig dum for ikke at tage det mere med ro. Men hold nu helt bøtte, hvor er det svært. For mig. Jeg er nok lidt hende, som har lidt for mange projekter og som ikke vil have, at andre skal tro, at jeg bruger min graviditet som en undskyldning – så i stedet gør jeg det helt modsatte, jeg bliver ved og ved og ved. Der skal meget til at Frederik giver mig en rigtig voksen skideballe, altså manden er jo verdens nemmeste at være sammen med og hold kæft hvor har han bare været ovenud fantastisk, imens at jeg har været gravid. Han bliver ved med at imponere mig (og min mor), for én ting er, at han altid har lavet mad og vasket tøj (jo, de typer mænd findes altså). Men han har også overskuddet til at kører, tager med, spørge indtil, hente og listen fortsætter. Og derfor bliver han også gevaldigt irriteret, når jeg så ikke siger fra og gør hvad der er bedst for mig. Og han har ret. Det kommer i små bidder, men det er en læringsproces og jeg prøver virkelig at blive bedre til at lytte til min krop.

Jeg tror dog aldrig at jeg har glædet mig så meget til, at foråret skulle komme susende ind ad døren, og dog, sidste år kunne foråret faktisk heller ikke komme hurtig nok, da vi skulle fejre kærligheden den 6. april. Men denne gang er det dog en anden form for glæde, for den er også fyldt op med ”men hvad så bagefter…? ”. For hvad sker der når jeg har født (forhåbentlig i starten af maj), så skal hun med os hjem og jeg skal lige pludselig være voksen, på den der rigtige voksen måde, som kun ens egen mor kan finde ud af? Det kan godt skræmme mig at jeg lige pludselig har et ansvar overfor det her lille bitte menneske, når jeg selv går rundt og er forvirret halvdelen af tiden. Og lige pludselig er det ikke længere mig selv der er i fokus, altså mine beslutninger skal nu give ekstra meget mening, da jeg ved, at hun bliver min førsteprioritet resten af mit lange liv – når det så er sagt, så går jeg også meget ind for, at jeg stadig skal være Rebecca og ikke kun være mor, for ellers bliver jeg en trist grå mus og det har jeg ikke lyst til at være. Så følelserne lige pt er store og bobler rundt i kroppen sammen med de små spark, for jeg går kronisk rundt i en lykkelig boble og samtidig har jeg lyst til at græde hvert andet minut. Det er måske også derfor, at jeg ikke på noget som helst tidspunkt, har tænkt, at hele denne gravid fase har været lang, selvom at jeg har ondt og glæder mig til at det slut. For jeg synes virkelig at tiden er gået hurtig og at der nu er under 100 dage til, at jeg bliver en mor, er en fuldstændig mindblowing følelse – det er jo ikke længe siden at jeg var til Musik i lejet, hvor jeg drak mig utrolig beruset i dårlig mikset drinks og sang med på Nik & Jays ‘Boing Boing’. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg priser mig lykkelig for, at jeg havde en helt sindssyg festlig sommer med veninderne, manden min og en god omgang alkohol. For selvom jeg allerhelst ville være den der ‘cool mor’ som bare slæber hende med til sommerfest, i en bæresæle og med et stort glas vin i hånden, så kan jeg jo helt ærligt ikke vide hvordan hun og jeg kommer til at blive? Det kan være vi bliver dem som I ser på Granola hele sommeren, det kan også være I ikke høre fra mig i flere uger – jeg krydser dog fingre for at det er det første. Har jeg så nogen forventninger? Nej – hvilket er en af mine styrker. Jeg har ingen forventninger til hvordan det skal gå, både når det gælder fødslen, amningen, søvnen og hende. Det betyder dog ikke, at jeg ikke er forberedt, for bare rolig, jeg har både købt bøgerne og downloadede alle slags podcast. Jeg har bare ikke plads til forventningerne, for min hjerne er fyldt op med diverse spekulationer omkring det ene og det andet, og jeg glæder mig bare til at hun kommer ud og ændre min og Fredes verden …

Så ja, det hele skal dog nok blive godt og jeg glæder mig til at møde lille E. Vi snakkes ved – næste indlæg bliver om babynavne (altså om dem det ikke blev til – vi nyder lige nu, at have hendes navn for os selv. Men jeg kan sige så meget, at hun er opkaldt efter to stærke kvinde …)

(Visited 1.331 times, 1 visits today)
2 Svar
  • Avatar
    Sanne
    februar 26, 2020

    1.Fokuser på alt det positive
    2.Vær tilstede i nuet
    3.Lad være med at sammenligne med livet før……
    Livet bliver aldrig – aldrig – aldrig som før…. du får en helt ny dimension på kærlighed, frygt, angst, ømhed, underskud/ overskud, selvværd, modenhed, ansvarsfølelse, dit mind-set, dine prioriteringer mm. Alle de ting, der i en lang proces gør een voksen, og åbner øjnene og respekten, i endnu højere grad, ifht andre kvinder og mødre….
    god fornøjelse, pøj pøj 🤞og nyd det 🙏
    Sanne

  • Avatar
    Cathrine
    februar 1, 2020

    ❤️

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *