Når mor bliver født …

Ensomheden. Det er en ny form for ensomhed, når man bliver mor. Den kommer nogen gange snigende i løbet af natten, når dit lille barn vågner og dine egne øjne kun kan åbnes halvt, brysterne er spændt op og gør ondt, og kun lyden af den dybe vejrtrækning fra ens bedre halvdel, der ligger ved siden af og sover, kan høres. Den er hård at ryste af sig og en gang imellem lister den sig videre og bliver hængende, når resten af byen vågner og trafikken langsomt går i gang. Ja, så sidder man der ved spisebordet, med fedtet hår, størknet brystmælk på den hvide t-shirt, en lunken kop kaffe og føler sig lidt alene.

Jeg er en af dem som elsker at være på barsel. Jeg kan faktisk blive helt forpustet over, at folk allerede spørg mig hvad jeg skal når barslen er slut. Jeg er allerede blevet tilbudt job. Så jeg stresser ikke selv over det. Men det er lidt som om, at dét at være hjemmegående ikke er nok og derfor skal jeg allerede tænke fremad for ‘nu har jeg jo født hende, hun er ude, så videre til det næste’. Men jeg kan rigtig godt lide, at være hjemme med Ellen og den frygt jeg havde inden jeg fødte, altså frygten for ‘bare’ at være ‘nogens mor’ er fuldstændig forsvundet. Det lyder som en kliché, men der sker et eller andet når du har født et menneske – du bliver næsten selv født på ny.

Ja, jeg elsker at være på barsel. Jeg tager mig selv i, at kigge på mit lille barn når hun sover, for jeg føler virkelig, at jeg skal holde godt øje med hende, da det næsten føles som om, at hun er vokset en ekstra centimeter hver eneste morgen når vi vågner. Jeg forstår nu sætningen ‘Nyd det, det går så hurtigt’. Jeg syntes i starten at den var pisse irriterende, især de første par uger efter fødslen. Jeg fik hver eneste dag, alt fra 5 til 15 beskeder, fra kvinder hvor ordene “Nyd det” var viklet ind i lykkeønskninger, emojis og råd. Til sidst, kiggede jeg hverken på navnet eller billedet, fordi alle beskederne så småt smeltede sig sammen og blev til en stor tegneserie sky, som hang over hovedet på mig. Jeg blev irritabel, for her sad jeg med en ispose mellem benene, vand i hele kroppen og en alien i armene. Jeg fattede det ikke og jeg blev bare mere og mere frustreret over, at det var det eneste ‘gode råd’ jeg fik, for hvad skulle jeg bruge det til? Men jeg forstår det nu. Jeg fødte hende jo lige i går. Og bum, nu er vi allerede inde i endnu en ny sæson. Forår. Sommer. Efterår. Hun er gået fra at være en alien, til en vaskeægte baby. Og på de fire måneder gik jeg fra at føle mig som en barnepige, til at være hendes mor. Jeg forstår det nu, altså dét at det skal nydes. Og jeg undskylder hermed for, at jeg tidligere så det som en løftet pegefinger, for det var det ikke. Det var kun kærlige ord fra andre mødre, som selv havde været der. Som selv lige havde født et lille yndigt barn og før de anede det var den startet i vuggestue, så børnehave, videre til skolen, i gymnasiet, flyttet hjemmefra, fået arbejde, blevet gift og selv fået et barn – så jo, det skal nydes.

Men der er også mange andre sider til dét at blive mor. Det skal nydes, men man må heller ikke glemme, at der samtidig kommer en masse andre skygger og farver ind i hjemmet, når den lille flytter ind. Jeg skrev om det i toppen; ensomheden. For selvom jeg hviler utrolig meget i min nye rolle, så kan jeg stadig komme til at tvivle, savne og kæmpe. Jeg er f.eks. blevet mor i en relativ ung alder, ment på den måde, at de fleste i min omgangskreds ikke har fået børn endnu. Mine veninder er dog fantastiske og jeg elsker dem afsindig meget, fordi de kan rumme, at mine priorteter er blevet anderledes. Men det kan stadig ikke ignoreres, at vi er to meget forskellige steder i livet. Når jeg triller barnevogn, skifter bleer, søger vuggestuer, trøster og ammer. Tager de på restaurant, skriver eksamen, har rødvinsbrandarter, søger job og tager på tinder dates. Og det ikke fordi jeg misunder det. Tværtimod. Jeg er der hvor jeg gerne vil bruge min fredagaften på sofaen, med min mand, en film, popcorn og et enkelt glas hvidvin, for så at kunne stå tidligt op lørdag og tage i zoologisk have med min lille familie og en cappuccino i hånden. Jeg er der, hvor jeg skal være. Men jeg kan stadig godt savne mine venner. For selvom at vi ses, så sker der noget når man bliver mor. Man bliver voksen. Det er som sådan ikke fordi du ikke er voksen ellers, men der kommer et vaskeægte voksenansvar, noget som ikke helt kan beskrives, men som sidder i en, fordi man ikke længere kan leve med at fyre sætningen ‘bare lige’ af. Næ, du kan ikke bare lige tage ud, eller bare lige tage med, eller bare lige glemme, eller bare lige gøre som det passer dig. Du er ikke længere den vigtigste i dit eget liv. Bevares, du er vigtig, for du skal også have alene-tid, trives i dit eget liv og gøre dét du har lyst til, men du vil altid, lige meget hvor meget man så husker at passe på sig selv, gøre plads til, at ens lille barn kommer først. Bagefter kommer ægteskabet, dine egne mål og drømme, familie, venner, arbejde og ja, listen fortsætter (ikke nødvendigvis i den rækkefølge for alle, but you know).

Det kan godt til tider være ensomt, selvom man er omringet af dejlige mennesker. Jeg kan mærke ensomheden, når jeg kommer til at tænke på, at mine bedste venners børn kommer til at være yngre end min egen. Jeg kan mærke ensomheden om natten, når jeg er allermest træt og jeg får dårlig samvittighed over, at jeg synes det er hamrende irriterende, at mit barn er sulten. Jeg kan mærke ensomheden, når jeg står og trøster min utrøstelige baby, og Frederik kommer hjem fra arbejde og jeg får fyret en “jeg har det så hårdt”-kommentar af, fordi han er den på job. Men heldigvis forsvinder ensomheden, ligeså hurtig som den kommer ind ad døren. For nej, jeg ville på ingen måde bytte det jeg har og der hvor jeg er, lige nu, for noget andet i verden. For jeg ved jo, at Ellen kommer til at få legekammarater i alle aldre, jeg er privilegeret fordi jeg har mulighed, for at give mit barn tryghed og mad hele døgnet rundt, og jeg føler mig faktisk også som verdens heldigste, at jeg er den der får lov til at være hjemme med hende. Jeg er hendes og hun er min. Og jeg elsker at være på barsel med hende. Hun får seriøst regnbuen frem, på en regnvejrsdag (*indsæt lige en fløde Whitney Houston Ballade her #suk).

Det er dog vigtigt at understrege, at ligeså fantastisk som det er at blive mor, ligeså hårdt er det også. Fuck. Ja, undskyld mig sprog. Men jeg har i hvert fald to gange om dagen et ‘fuck, hvad har jeg rodet mig ud i’-øjeblik, hvor jeg ikke ved om jeg skal grine eller græde, hvor jeg føler mig overflødig, eller forvirret, eller så pokkers træt, at jeg har lyst til at skrige ned i en pude. Den kommer f.eks. når jeg sidder om aftenen og pumper ud, og der intet mælk kommer – det er et ægte fuck-øjeblik, fordi jeg ved at Frederik nok kommer til at stå med lorten, når jeg onsdag morgen er taget til boksetræning og Ellen selvfølgelig altid bliver sulten og sur, den ene time jeg væk. Så kan jeg enten komme hjem og føle mig som en lortemor, fordi min baby har grædt i 20 min. eller jeg kan blive vred på min krop som ikke ville pumpe mere mælk ud. Jeg havde jo også et fuck øjeblik i dag, da Ellen græd på vej hjem fra min mødregruppe. Jeg havde været til træning og mødtes kort med de andre kvinder, og på vej hjem valgte hun så at skrige som et æsel. Jeg måtte derfor hive hende op af barnevognen i frygt for, at andre ville tænke ‘shit, hun har ikke styr på sin unge’, hive patten frem, sætte mig på kantstenen (tror endda jeg satte mig i noget tyggegummi – mums) og så bare sidde der, foran cyklister, gående (unge) mennesker og biler. Jeg følte mig både latterlig og sej, på en og samme tid. Men det var først da de anerkende ord fra en anden mor, som kom gående forbi og smilte så sødt til mig, at det gik op for mig, at vi har alle været der. Vi har alle nogen ‘fuck’-øjeblikke i løbet af dagen, ugen eller måneden. Og nu har jeg skrevet tilpas mange bandeord i dette indlæg, at jeg sikkert får en besked fra min egen mor, hvor der står “Dejligt indlæg skat, jeg ved hvad du mener – men der var altså lidt for mange bandeord”. Men vi har alle været der – ja, selv min egen geniale mor. Så næste gang du ser et af mine kaffe-, trænings- eller overskudsbilleder, så husk lige på, at jeg måske dagen inden har haft gylp ned af ryggen, hoppet rundt med en sur baby på armen, eller sat mig i tyggegummi … Seriøst … Sat. Mig. I. Nogens. Klamme. Tyggegummi.

Som jeg nævnte tidligere, så elsker jeg at være på barsel – det meste af tiden. Jeg elsker at være sammen med Ellen, hun giver mig så meget optur og jeg føler lidt, at hun har gjort mig til et nyt og bedre menneske. Eller måske er jeg ikke blevet et bedre menneske, men ih hvor har jeg sådan lyst til, at være et forbillede for hende. Jeg vil så gerne have, at hun mærker, at det ikke kun er mig der giver hende noget, men at hun også giver mig så meget igen. Og jo da, jeg brokker mig da også i ny og næ. Men det må man altså godt, når man er blevet mor, for det er uden tvivl det hårdeste, men bedste job, jeg nogensinde har haft. Og så hjælper det da også lige at høre, at andre mødre har haft eller oplever lidt af det samme. Både under gravidteten, fødslen og i det daglige mor-liv. Derfor har jeg også sådan lyst til at highfive alle de skønne og hårdtarbejdende mødre derude – det må så jeg ikke, for vi skal holde afstand, men I forstår min pointe. Jeg har fået så meget respekt for jer; mødre er seriøst badass og jeg kan rigtig godt lide, at være en del af klubben.

(Visited 982 times, 1 visits today)
3 Svar
  • Avatar
    Gitte K
    september 13, 2020

    Du har en helt særlig måde at indfange det med at blive mor på .. ❤️
    Så fint skrevet, og så rammende!
    High Five fra en mor til en anden

  • Avatar
    Hanne
    september 11, 2020

    Du er så fantastisk til at sætte ord på det, vi andre “sloges” med for hhv 37 og 35 år siden, hvor man ikke var så åben om det, at blive mor og tingene bare ikke var lyserøde – eller lyseblå hos os – altid.
    Du er bare så sød/skøn at følge.

  • Avatar
    Mikala
    september 10, 2020

    Super godt skrevet- jeg skal snart føde mit første barn. Og jeg kunne forestille mig at jeg vil genlæse dit indlæg og kunne se på det med nye øjne efter han er født.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *