Når man er den første af ens veninder der skal giftes …

D

et er på mange måder enormt mærkeligt, skønt, forvirrende og grænseoverskridende, at være den første der skal giftes ud af alle ens veninder. For ja, jeg tror ikke at folk havde set den komme, at Rebecca på 24 år blev friet til efter kun at have været sammen med sin kæreste i to år. Jeg havde nok heller ikke helt set den komme. Altså, jeg håbede at han ville gøre det, for; hey, nu var jeg ligesom flyttet ud på den anden side af jorden for hans skyld, hvilket nok er den største kærlighedserklæring man kan give et andet menneske. Så derfor kunne han da også godt lige hoppe ned på knæ og vise, at han ikke havde tænkt sige at smutte fra mig når vi engang kom hjem igen. Men når det så er sagt, så havde jeg ikke lige regnet med at han ville ‘ask the question’ Nytårsdag. Jeg havde så heller ikke troet, at jeg ville være en af de første som skal gå ned af kirkegulvet for det er så voksent og hvis der er noget som jeg ikke helt er endnu, er det at være voksen. Jeg er nok en pigeudgave af Peter Pan – eventyr, magi og gode vibes er mit mantra. Men alt kan jo ske, det kan jo være at en af mine eller vores venner lige laver et inden oms move og bliver gift før os. De er i hvert fald velkomne, for så har jeg ikke lige så mange mindreværdskomplekser omkring vores store dag, for trust me, de er der.

Jeg skypede med en af mine gode veninder forleden dag, hvor vi lige fik vendt verdenssituationen, og kom ind på hverdagen, fremtidsplanerne, at jeg skulle være faster igen, at hun ville købe lejlighed, og elefanten i rummet, mit bryllup. Det er virkelig en svær balancegang, det der med at snakke om et bryllup, for man vil så gerne fortælle om det, men samtidig har man ikke lyst til at være ‘hende der kun kan snakke om den ene ting’. Det er det samme med nybagte mødre, eller sådan har jeg det i hvert fald, for jo jeg vil gerne høre om dit barn og se billeder af hende eller ham, men bare ikke hele tiden. Det er enormt dømmende, for man ved jo godt at de kun gør det fordi de er stolte og fyldt med kærlighed. Alligevel, kan jeg ikke lade hver med at sidde og tænke hvor er det trættende. Ironisk nok, omhandler mit næste indlæg om at vi kvinder nogle gange dømmer hinanden lidt for meget. Og lige nu, gør jeg netop dét, så jeg skal seriøst også bare tage mig sammen, for jeg kommer nok selv til at være en mor som snakker stolt og hele tiden om baby engang. Jeg har dog en forlovet som har lavet en L.O.C på mig og sagt at vores barn/børn ikke må komme på de sociale medier. Jeg er faktisk lidt enig i det, at de først må være på, når de kan sige til eller fra … Mine egne forældre har altid sagt dengang da vi var små, at det jo ikke er os der har valgt at have et kendt efternavn, og vi bad ikke om at få den opmærksomhed og det skulle folk huske på, lige så vel som et spædbarn ikke har bedt om at blive vist til alle mine 7000 følgere. Det bliver nok svært som stolt mor ikke at kunne vise ens barn frem (for se hvor mange billeder jeg blot har af min skønne nevø), men hvis Frederik virkelig er imod det, så vil jeg respektere hans holdning. Heldigvis, har han ikke sagt det om vores bryllup – eller jo, det har han faktisk lidt, for hvis det var op til ham var der kun engangskameraer der printede billeder med det samme, og derefter kunne folk tage deres minde med hjem på den måde. Sådan er han som type (mere tilbagetrukket og jeg er mere frembrusende), men der har jeg sgu trampet lidt i gulvet og sagt, at det ikke kommer til at ske, for jeg har allerede lavet vores hashtag – #FredeFikBee og det er kommet for at blive.

Det er dog svært at finde ud af hvor meget man må snakke om den dag uden at være en pisse irriterende type, som går hen og lyder som en bridezilla. For selvom jeg tager tykt pis på, at jeg er det, så håber jeg alligevel ikke at folk tænker det, da jeg virkelig prøver at være cool omkring alting. Jeg har derfor bare valgt, at snakke med de personer som selv spørger ind til det. Når de så spørger så svarer jeg med glæde (jeg stopper faktisk ikke) omkring vores planlægning og tanker. Jeg er så heldig at mine tætteste veninder også er oppe og køre over det, så meget som man nu kan være. Men der er altså et helt år til den store dag, så jeg forstår udmærket godt, hvis de ikke har lyst til at lytte på mig der snakker om kjoler, slør og prøvesmagninger i 12 måneder –  selvom jeg dog stadig ved at de altid vil lytte til mine tanker og spekulationer, så kan jeg bare heller ikke få mig selv til det. For jeg ville heller ikke selv orke at lytte til det samme emne i et år, for hold da helt op, der kan ske meget på den tid. Jeg tror bare ikke at man klar over hvor meget planlægning der skal til, hvis man ikke selv er blevet friet til eller er blevet gift. Det er helt latterligt hvor mange ting man skal tænke over, og jeg er da enormt glad for, at Frederik og jeg valgte april 2019 og ikke oktober 2018. For alt er nærmest booket, og hver eneste person jeg skriver til for at spørge om priser, fortæller mig, at det er godt jeg er ude i god tid, for de har mere end travlt. Jeg tør slet ikke tænke på de par som valgte at holde brylluppet 6, 7 ellers 8 måneder efter at pigen sagde ja, for jeg tror selv at jeg ville få stress og hjertebanken hver eneste dag. Når det så er sagt, så ville jeg måske havde gjort det ti måneder efter, altså i september eller oktober måned, hvis det ikke var fordi jeg boede på den anden side af jordkloden, for 15 måneder er altså lang tid at vente på, og jeg glæder mig hele tiden, hver eneste dag, altså det er næsten til det punkt hvor jeg nærmest glemmer at nyde processen.

Der opstår dog en masse følelser som man går igennem, den ene dag er man bare i hopla og tænker det kører, og den anden dag har man det som om at man kun mister penge i et pokerspil – altså, man synes spillet er sjovt, men man er træt af at pengene ryger af sted. For mig har det helt klart været, at jeg ikke har kunne få lov til at nyde denne nyhed med alle dem jeg holder af i Danmark. Jeg har ikke set dem siden jul, og der er nok bare en lille pige drøm inden i mig, som ville ønske at jeg kunne nyde denne process med mine bedste veninder lidt mere. Jeg bruger dog min mor til alt, hun er simpelthen min største supporter når det gælder alting. Der er nogen piger som vil gøre det hele alene, og hvor folk nærmest ikke må sige ja eller nej i forhold til de forskellige ting der skal besluttes, sådan er jeg ikke. Jeg sender billeder, ringer, skriver og skyper med min mor, om det så er inspiration til kjolen eller hvad en lækker hovedret kunne være. Vi er bestemt ikke enige i alt, men jeg stoler på hende, hundrede procent, måske fordi hun har holdt nogle af de vildeste fester i hendes liv – alt fra; runde fødselsdage, sommerfester, konfirmationer, 18 års, bryllupsdag, surprise party og meget meget mere. Det er bare rart at have en som ved hvad hun snakker om, og fordi jeg jo er en af de første, må jeg bare suge alt til mig, tage inspiration fra de to bryllupper jeg har været til (et af dem var min brors og svigerindes) og derefter bare følge min og Frederiks mavefornemmelse. Det er en smule angstprovokerende ligesom at skulle gøre det alene, men som min veninde sagde ‘så er jeg ret sikker på, at du kommer til at sætte barrieren rimelig højt’. Og jo, man håber da inderligt at festen bliver uforglemmelig og at folk kommer til at huske den længe efter, men man finder også bare ud af, at ting koster, og hvis man er typen som mig, som hader med stort H, at gå på kompromis med detaljerne, så skal man være klar over, at der kommer sved på panden.

Jeg er på mange måder lykkelig over, at jeg får lov til at være en af de første til at holde et bryllup, for så er der ingen sammenligninger selvom det er enormt nederen at sige. Det behøver dog ikke at være en dårlig ting, for det betyder blot at man vil gøre dagen lige så speciel og god som deres, da den var mindeværdig. Samtidig, er det også sindssygt mærkeligt ikke lige at kunne have en ved sin side som ved helt præcis hvordan man har det, og som inderligt ved hvor meget man glæder sig, men samtidig også er forvirret over om man skal vælge A eller B. Jeg er dog enormt beriget, da jeg har så vidunderlige veninder som jeg ved glæder sig ikke kun til en fest, men også planlægningen ind imellem (læs: jeg kommer til Danmark i slut april hvor vi skal smage på kager), hvilket forhåbentligt gør os alle glade. Ens hormoner er bare lidt over det hele, og der er stadig laaaaang tid til dagen. Så jeg siger hermed på forhånd; undskyld.

PS. Jeg er selvfølgelig ikke alene om valgene, Frede er også med, i hvert fald til det han er god til 😉

(Visited 794 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *