Når kærligheden først kommer senere …

Jeg elskede ikke Ellen da hun kom ud. Jeg græd. Jeg græd som en besat kvinde, da hun blev lagt op på min mave, helt blå og fedtet ind i snask. Jeg græd så meget, at Frederik begyndte at græde. Men min tåre var af ren lettelse. Hun var endelig ude. Smerten var væk – indtil dagen efter. Adrenalinen kørte. Og nu kunne jeg endelig sove. Jeg havde ikke sovet i flere måneder, med en kronisk bækken smerter, migræne og en stikkende følelse i min venstre side, var søvnen forsvundet. Så nu troede jeg, at jeg endelig ville få lov til at sove den tornerose søvn, som jeg så inderligt drømte om. Det skete bare ikke.

Den første nat på hospitalet var vi konstant vågne. Hver eneste lille piv fra vores lille barn, fik os med det samme til at hoppe op af sengen og kigge ned i den blå plastikvugge. Lever hun? Er hun okay? Kan du se, om hun trækker vejret? Er hun blå? Gul? Tjekket du vejrtrækningen? Skal vi ringe på klokken? Jeg ringer på klokken! Mine øjne var rødsprængt, jeg havde så ondt, både for oven og for nede. Alt var hævet. Mine fødder lignede hobitfødder, mine hænder var svulmede op, jeg havde røde knopper i hele ansigtet fra at presse så hårdt og så længe, at gå på toilettet var den værste tid på døgnet. Og trætheden, ja den fik mig til, at føle mig som en alien, der for første gang var landet på jorden, og derfor skulle overbevise alle andre om, at den passede ind. Så hvad gjorde jeg? Jeg tog mit pæne nattøj på som jeg havde pakket i min taske og bildte mig selv ind, at dette her kunne jeg godt klare – fake it, till you make it, baby!

Kærligheden blomstrede på Frederik, og jo mere forelsket han blev i vores lille pige, jo mere desperat blev jeg for at få bare en lille bid af samme følelse. Da vi kom hjem for hospitalet, tre dage efter, og jeg så min mor for første gang i meget lang tid, fik jeg et kram som fik tårerne til at trille. Hun mærkede mig. Hun græd selv. Primært også af lettelse, for hendes frygt og bekymring for, at der skulle ske hendes lille pige noget, havde siddet dybt i hende. Hendes lille pige, der nu selv var blevet mor. Og her stod vi sammen og kigget ned på den mest perfekte og allermest uskyldige lille væsen og jeg vidste, at min mor, ville forstå mig.

“Mamma, jeg elsker hende ikke” hviskede jeg. Og hun nikkede. “Det kommer skat. Det kommer. Du skal jo lige lære hende at kende”. Det frustreret mig, for jeg havde jo haft hende inde i maven. Jeg havde jo mærket hende i syv måneder. Dag og nat. Jeg snakkede med hende, sang til hende, græd og grinte og elskede hende, da hun lå i maven. Så hvorfor kunne jeg ikke gøre det nu? Frederik havde ikke lagt særlig meget i det, da hun lå i maven, altså han var ikke helt så begejstret for hver gang hun sparkede, hvor jeg, nærmest jublede hver eneste gang hun tyrede foden ind i ribbenene, for det var jo et tegn på, at hun var okay. Frederik var ikke den som sad og nussede maven dagen lang, så jeg var ærligtalt en smule misundelig over, at han havde alt den kærlighed til hende, nu hvor hun var her. Og ikke nok med det, så havde han også overskud til at give mig ekstra meget kærlighed. Ja, det var som om, at han også var blevet nyforelsket i mig. “Du er fandeme den sejeste kvinde, jeg kender” blev han ved med at sige, mens jeg var blodsprængt i ansigtet og lignede en luftballon. Og jeg ville så inderligt gerne give kærligheden tilbage, men jeg havde ikke enerigen til det, den var der bare ikke.

Amningen fungerede heller ikke. Jeg havde sagt til mig selv, inden jeg fødte, at det ikke var vigtigt for mig om jeg kunne amme eller ej. Det var det som sådan heller ikke, ment på den måde, at jeg ville ikke føle mig som en dårligere mor hvis Ellen skulle have flaske. Og ingen, hverken familie, bekendte, venner, eller fremmede, skulle give mig dårlig samvittighed, hvis jeg valgte at gøre dét der passede mig og min familie bedst. Men da jeg stod der, med bryster så store, at Pamala Anderson ville havde spurgt mig ‘hvor fik du dem lavet?’, og en baby der ikke tog fat, ja, hun sov bare. Sov i fem timer og lignede en lille fugleunge der frøs, ja, der væltede korthuset for mig. Jeg følte mig så alene, så uduelig og så meget på udebane. Og da jeg så fik af vide, at hun havde tabt sig for meget, havde jeg lyst til at skære brysterne af mig selv og give dem til sundhedsplejersken “Her, tag dem! Tag mine bryster og gi’ mit barn mad! Jeg er ligeglad med smerten, jeg er i nok smerte, så at skære brysterne af mig er det mindste. Bare. Gør. Noget”. Og det gjorde hun så – hun indlagde os igen.

Et par dage efter, løb mælken til. Jeg fik mig et par ammebrikker, som jeg i starten tapede fast til brysterne, så de ville blive siddende. Jeg anede ikke hvad jeg lavede, men jeg følte, at hvis kunne overleve dette, altså hvis jeg kunne passe på mit barn og samtidig ikke hoppe ud af vinduet, ja, så kunne jeg vel overleve og klare alt. Den første tid, sad jeg primært bare klistrede fast til sofaen, med brysterne ude, som en ægte malkeko. Jeg længdes efter at komme ud, komme udenfor, og få noget frisk luft. Men kålhovedet mellem benene gjorde det svært. Alligevel, fik jeg med musseskridt, gået en tur rundt om blokken, hver tredje dag. Og det hjalp. For jeg ville jo også gerne vise mit lille vidunder frem. “Se, jeg har født hende her” havde jeg lyst til at råbe til hver eneste jeg gik forbi. Jeg følte dog, at alle kunne se, at jeg lige havde født og at jeg ikke var helt så rutineret med den barnevogn endnu. Som en 18-årig der lige har fået kørekort. Stolt og en smule skræmt, på en og samme tid. Men ih, så stolt.

Fem lange uger tog det før kærligheden for alvor var der. Den kom snigende. For hver dag der gik, blev et lille korn af kærlighed til Ellen, plantet i mit hjerte. Den blomstrede for alvor, da hun begyndte at smile til mig, for det var som om, at jeg fik noget igen. Hun så mig for alvor, alt det jeg gjorde, begyndte at give mening og jeg havde lyst til at græde af bare lettelse over, at jeg endelig forstod hvordan Frederik havde det. Jeg elskede hende så meget, at jeg også begyndte at mærke angsten for at miste hende. Små korte og uhyggelige billede af ting som jeg frygtede, såsom at falde ned af trapperne med hende, eller hendes lille perfekte hoved blive ramt af dørkarmen, eller at vinden var så stærk, at jeg ikke kunne styre barnevognen og kom til at give slip. Jeg skammede mig over, at disse tanker kom frem i mig, indtil jeg en dag fortalte det til min mødregruppe, lidt forsigtigt og sårbart, og de alle nikkede og sagde “vi har haft og tænkt de helt samme ting”. Og lige der, i det sekund, fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene.

Så jeg lukker op og deler ud, fordi jeg ville ønske at jeg havde læst noget lignende, da jeg havde født. Jeg ville ønske, at jeg havde læst at kærligheden godt kunne komme langsomt, men for de fleste ville den komme. Jeg ville ønske, at jeg havde læst om de forbudte tanker. Og om at kroppen heler langsomt. Men den heler. Hjertet heler også. For da Ellen blev født, mistede jeg noget af mig selv. Jeg mistede noget, som jeg for alvor savnet, altså dét at være mig og føle mig som mig. Men som tiden gik, var det som om, at mit hjerte også blev renere og større, og jeg fandt ud af, at denne nye version af mig selv, kan rumme og klare langt mere, end den gamle version kunne. Jeg fandt ud af, at det er okay at savne det gamle en gang imellem, men at det nye, kan langt mere og er helt unikt.

Fem uger. Fem uger tog det før jeg lærte hende at kende. Min mor havde jo ret, det kom. Det kan godt tage længere tid for andre, høre jeg. Men når den kommer, så er det det smukkeste, mest skræmmende form for kærlighed. Jeg så den i min mors øjne, da hun så mig, efter jeg kom hjem fra hospitalet. Jeg så hendes kærlighed til mig, i måden hun kyssede min kind og i måden hun kyssede mit barn på. Jeg forstår hende nu. Alle de gange hvor jeg glemte at ringe, når jeg kom hjem om aftnen. Alle de gange jeg var blevet vred på hende. Alle de gange jeg tog hendes kærlighed for givet. Jeg forstår hende. Og hun forstår mig. Min kærlighed til min egen mor er kun vokset efter Ellen kom til verden. Og jeg har på mange måder delt mit hjerte i fem – et til min mor, et til min far, et til min Frederik, et til min Ellen og et til mig selv.

Kærligheden kom først senere … Men da den kom, forsvandt den ikke igen.

(Visited 2.214 times, 1 visits today)
6 Svar
  • Avatar
    Julia
    august 29, 2020

    Spot on!
    Jeg elskede heller ikke min datter da hun kom ud, den smerte og total udmattelse hun kom med, var slet ikke noget jeg kunne overskue, og var grædefærdig! Amning fik jeg først op at køre 2 dage efter fødsel, så hun havde ikke taget på= indlæggelse ? – jeg fik det også igang med brikker, og smed dem først da Freya var 4-5 måneder.

    Jeg fakede smilet til de besøgene, og “jeg var bare super glad i min baby-bobbel” når de spurgte! En dag bryder jeg sammen på toilettet (stadig indlagt) og har det som om jeg er i en Robinson ekspedition, og gerne vil stemmes hjem NU!

    At se Frederik (det hedder min fyr også?) elske min datter Freya mere end mig, var ekstremt frustrerende, og jeg forstod det ikke! Min moar trøstede mig med samme ord, “du skal lære hende at kende, og det kommer”. Tak til skønne mødre?

    Og tak for dit indslag, håber der er mange førstegangs mødre der læser det? – Jeg ville gerne have læst det for 1 år siden?

  • Avatar
    Marlene
    august 28, 2020

    Jeg havde det på fuldstændig samme måde. Og jeg følte mig forkert. Alle andre end mig, elskede tilsyneladende deres lille ny ved første øjekast…-men ikke jeg. Men havde folk, som dig, været ærlig omkring hvordan den første tid med en lille ny også er/kan være, så havde det hele været mere overskueligt for mig.
    Da min datter var 3 uger gammel, mærkede jeg en dag, at hendes lille hånd var lidt kold…-det ramte lige i hjertet og jeg kunne næsten ikke rumme det…kærlighed, beskyttertrang og alt hvad der hører med i den følelse af motherness, kom lige der.
    I dag er hun 15 år. Hun er min første og største forelskelse❤️

  • Avatar
    Hanne
    august 28, 2020

    Allerførst et stort tillykke med Jeres lille skønling, dejligt at følge hende og hendes forældre??
    Hvor er det dog et så ærligt og skønt indlæg, der bare rammer en, der også havde “lidt tanker” og frustrationer over alt det nye, heldigvis var min mor der også, hun kunne hurtigt høre i telefonen, om det var tiden, hvor cyklen skulle frem og hun stod hos mig i løbet af otte min.

    Men hvor dejligt for dig at finde ud af, at andre også bakser med en masse nye, spændende men også dybt skræmmende ting med den lille ny.

    Mange gode ønsker om Jeres fremtid fra en årgang 58 med børn i 30’erne og otte ællinger i alderen et til seksten år ???

  • Avatar
    Marianne Greve
    august 27, 2020

    Stort tillykke med jeres datter. ?? Så fint og ærligt skrevet. ?
    Kh. En Mor

  • Avatar
    Yvonne Danielsen
    august 27, 2020

    Hvor skriver du dejlig ærligt og ikke skriver, at alt er perfekt. Jeg nyder at læse, det du skriver, selv om jeg er en ældre dame på 78 år.

  • Avatar
    Gitte K
    august 27, 2020

    Allerførst tillykke <3 Du får simpelthen et kæmpe kram! Så fint og ærligt indlæg! Du fik mig sendt tilbage på min egen barsel, og jeg fik tårer i øjnene. Dine ord, jeres start .. det rammer mig. Tak fordi du er så ærlig. Det er vigtigt, at vi får svesken på disken.

    Det er 11 år siden for mig, min barsel blev en tid, der blev så meget anderledes end jeg havde forestillet mig. Min mødregruppe havde ingen af de udfordringer, jeg havde. Jeg følte mig så alene, og jeg havde så mange forventninger om hvad jeg skulle, hvad vi skulle og hvordan jeg ville være som mor. Det blev bare SÅ anderledes, jeg følte mig helt alene, som den største fiasko – som om jeg var den eneste amatør-mor i kongeriget. Indtil jeg læste Julia Lahmes bog 'Hvor lagde jeg babyen' – den viste mig, at der er håb, også for amatørmødre – we got the power!

    Her 11 år efter overlevede babyen, han er en flot ung mand, jeg overlevede, min mand overlevede og ægteskabet.. Men det går så hurtigt. Pas på med at kigge ud af vinduet, når du skifter ble – for når du vender dig om, står der en, der gerne vil låne bilnøglerne 😀

    Det ville have været superfedt, hvis nogen havde fortalt mig dengang, at den samme dag jeg fødte et barn, så blev der også født en mor. At være nyfødt er ikke let – heller ikke som mor 😉

    Af hjertet tak for dit indlæg <3

    Gitte K

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *