Hey kvinder, skal vi ikke bare være venner (lige meget hvilken alder vi så end har)?

J

eg har allerede været lidt over to måneder i København og det føles som om jeg aldrig var rejst. Man falder meget hurtig tilbage i sit hamsterhjul, med de samme rutiner og samme vaner. Alligevel, er det ikke helt det samme. Vi bor jo stadig i en lejelejlighed, da der endnu engang er kommet vand ned i vores lejlighed (igen, igen). Der er dage hvor jeg lidt mister håbet og aldrig heeeelt føler, at jeg får lov til at flytte ind. Hvis vi er heldige, flytter vi ind lige inden brylluppet – fedt. Min lunte er vitterligt snart opbrugt. Men udover det prøver jeg at trække vejret, for der sker også gode ting. Jeg er blevet tilbudt job (mere om det på et andet tidspunkt). Der er mange møder angående bogen, den udkommer til maj – så sæt kryds! Jeg er ved at sælge min lejlighed i Nansensgade (det trækker tænder ud til tider). Der er selvfølgelig ‘the wedding planning’. Og så er der alt det løse: blog, venner, familie, træning, rengøring – you name it.

… Det er fedt, at have så meget kørende. Men jeg føler også lidt at når jeg fortæller om det, så får jeg tre slags respons tilbage. For enten er der de typer som bare støtter og virkelig får hevet en op igen når man lige falder af hjulet. Så er der dem som kommer med alverdens råd, til hvordan man burde gøre det (nogen er rådene tager man imod med kyshånd – andre, not so much). Og så er der dem som sammenligner. Dem som skal få det til at lyde som om, at alt er peanuts i forhold til andres liv. Og det er lidt den jeg vil ind på i dag. Dét at vi skal retfærdiggøre os selv, for ellers får man at vide (med andre ord) at man enten er svag eller burde prøve at have ‘rigtige problemer’. Jeg får nok lidt huk for dette indlæg – men læs det lige færdigt først, for jeg bliver blidere. Sagen er dog bare den, at vi skal passe på med ikke at dømme hinandens følelser for hurtigt. Vi skal hellere lære af hinanden, give viden videre, uden at det skal være med den der ‘du burde tage dig lidt sammen’-attitude. For vi skal være medsøstre – lige meget hvilken alder vi så end har.

Jeg får næsten kun søde beskeder fra personer når det omhandler de sociale medier og endda også herinde. Men dem der især overrasker mig på den positive måde, er de helt unge piger, dem på min egen alder og dem der lige er omkring de fem-ti år ældre end jeg selv er. Måske er ordet ‘overrasket’ forkert brugt, men det er i hvert fald dem hvor jeg bagefter sidder og tænker ‘det må jeg sgu nok sige. De kan finde ud af at rose og være kærlige, og de får ikke nok credit for det’. Det er jo nok deres mødre som har været så dygtige til at opdrage dem. Eller også omgås de med en masse vildt seje piger eller kvinder, der gør at deres væremåde smitter af på dem. Derfor, bliver jeg faktisk også lidt forvirret når det så er de modne kvinder som skal skrive og giver mig den såkaldte ‘løftede pegefinger’. Kommentarer såsom “dengang jeg var din alder havde jeg både to børn, var gift, en karrierer og økonomi til at købe et hus – så du har det nu meget godt! Prøv lige at slap lidt af”, og så forstår den ældre generation ikke at vi unge mennesker stresser helt vildt? Bevares, vi, altså generationen Z, er da helt klart også en mundfuld. Vi er curlingbørn, ubeslutsomme og elsker ‘køb og smid ud’-tendensen (også når det kommer til forhold, relationer og meninger). Vi kan virkelig godt lære lidt mere af vores mødres og bedstemødres opvækst, for de var på mange måder mere modne og tog deres egne valg, uden at vende og dreje det hundrede gange som vi nu gør. Men, for der er et men. Vores mødre og bedstemødre og listen af kvinder derop af, har også mulighed for at blande sig lidt mere i vores liv den dag i dag og det skal måske ikke tages sådan for givet.

Det her siger jeg faktisk ikke er en dårlig ting og jeg generaliserer heller ikke alle mennesker her. Jeg siger bare, at min egen mor kan da helt klart følge mere med i mit liv, end måske hendes mor kunne da hun var ung. Hvorfor? Fordi vi over splasher alting på de sociale medier. Vi viser hvem vi er sammen med, hvad vi spiser, hvad vi føler, hvor vi er, hvor vi ikke er osv. Og ja, vi kunne jo bare lade hver. Men sådan er tiden ikke længere. Så derfor har jeg bare accepteret at min mor allerede ved hvem der var til middag fredag aften, før jeg nåede at ringe og fortælle hende om det. Det er et valg. Ligeså vel, at det er et valg om man vil læse med herinde eller ej. Men før nogen begynder at opdrage på mig og fortælle mig at det jeg tænker eller gør er forkert vil jeg lige huske dem på, at jeg altså har en mor. Og bare rolig, hun skal sgu nok fortælle mig når jeg skal tage mig sammen, for om jeg vil det eller ej, så er hun der (for mig) altid. Er det at være et curlingbarn? Tja, det vil nogle nok sige at det er. Men så vil jeg i hvert fald gerne være en af dem, som stadig kan tænke selv. Det er ikke for at sige, at man ikke må have en mening om tingene, for hvis der er noget jeg virkelig sætter pris på og vil have at folk gør, så er det at bruge deres stemme. Man skal råbe op når det er på sin plads. Men min mor har altid sagt at ‘hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man nok bare lade hver med at sige det’. Jeg synes jo ikke at vi behøver at sammenligne hinandens liv, på sådan en måde hvor det går hen og bliver belærende. Og det synes jeg faktisk vi unge kvinder skal have ros for, for vi bliver bedre og bedre til at rose hinanden – der er stadig lidt vej endnu, men jeg synes egentlig kun at jeg møder kvinder der giver mig en high five eller en skulder at læne mig lidt op af, når der er brug for det.

… Og her kommer curling barnet nok op i mig (igen), for den der tough love, har jeg aldrig rigtig fattet. Måske fordi jeg ikke er vokset op med den. Jo, altså når jeg er faldet som barn har mine forældre altid sagt ‘op igen, det gjorde ikke ondt’, de lod mig ikke altid vinde i spil, jeg fik af vide at jeg skulle blive siddende ved bordet selvom jeg var færdig, jeg måtte ikke afbryde og der var ingen mor og far som puttede mig indtil jeg sov – det var mere ‘godnat skat. Vi elsker dig. Sov godt’, og så gik de. På mange måder var deres opdragelse nok lidt hårdere end den er i dag. Der var ikke så meget at diskutere. Et nej var et nej, og længere var den ikke – okay, til tider kunne jeg godt sno min far om min lillefinger. Shh, det må I ikke sige til nogen. Men, jeg snakker om den der tough love, hvor man får af vide at man skal kunne tage det og ikke blive overfølsom. ‘Jamen Rebecca, hvis du ikke vil have at folk skal kommentere på det du skriver, hvorfor så have en Instagram, eller en blog, eller en facebook?’ Fordi det der, er ikke et godt nok svar. Det er ikke okay, at fordi man lukker folk ind i ens liv, så er det ensbetydende med, at man så skal kunne tage folks meninger.

Forleden dag, så jeg, at der var en influencer som tog debatten op omkring om hun kyssede sit barn på munden, da der var nogle der synes det var mærkeligt at hun drejede hovedet, da hendes barn ville kysse hende i en video. Her forstår jeg ikke personligt, at folk skal ytre deres mening. So sorry, hvis det støder nogen, men er det ikke ligemeget? Hun elsker sit barn, kan vi ikke bare fokusere på det?
For en måned eller to siden, var der en moden herre der skrev til mig, at jeg var grunden til at der var noget i vejen med boligmarked, fordi jeg, i hans optik købte en lejlighed med min kæreste som han synes var for dyr. Han blev simpelthen så modbydelig i tonen da jeg sagde, at jeg ikke synes det kom ham ved. Ja, jeg blev faktisk svinet til. Og da jeg så spurgte ham, hvorfor han virkelig synes at han havde brug for at skrive til mig, havde han ikke noget svar. Jeg spurgte ham så, hvad han fik ud af det her? Og han mente at han havde ret til sin mening. Og ja, det har han da også, men hvorfor skal jeg havde den af vide? Jeg vil faktisk hellere have, at folk vælger at sige til sig selv ‘jeg følger hende ikke længere, da hun ikke er min kop te’, i stedet for at fortælle mig at jeg er en idiot.

Så hvorfor skriver jeg det her? Jeg er jo ikke ude efter nogen her, for hold da op jeg elsker virkelig at folk kan følge med. Det er jo et valg, jeg, som person har taget og derfor vil der altid være nogen med på vejen, som synes de har ret til at give mig et modsvar. Og det her de, hvis det giver mening. Hvis jeg nu begyndte at skrive ud på det store internet, at jeg var på en vandkur og ‘sådan taber du dig fem kilo på tre dage’, så skal der selvfølgelig være nogen som siger ‘hey hey, stop lige. Det der er decideret usundt, farligt og forkert at skrive ud til unge piger’. Det ville jeg i hvert fald selv skrive. For man skal passe på med at tro på alt det folk skriver ‘er den bedste måde’ at leve livet på. Der er få af os som rent faktisk har en faglig baggrund inden for sådan noget og derfor skal man og burde man ikke tro på alt. Jeg har i hvert fald ikke den faglighed, derfor vælger jeg ikke at snakke om sådan nogen ting. Derfor skriver jeg kun om mit eget liv og derfor tænker jeg nøje over om jeg kan stå indenfor de ting jeg siger og det synes jeg faktisk, at jeg kan.

Når det så er sagt, så skal man og burde man også respektere hinandens holdninger, følelser og gøremål. Vi må godt være uenige, men hvorfor skal der peges fingre? Jeg får tit af vide, at jeg skal hvile lidt mere i mig selv, især når jeg egentlig bare er hudløs ærlig. Det gør mig decideret irriteret, for så begynder jeg netop at tvivle på mig selv, ‘er jeg så forkert, fordi jeg har det sådan?’. Og ja, så kan det godt være at fordi jeg tvivler, så hviler jeg ikke nok i min krop og mig selv. Men sådan er det når man ikke er perfekt. Det er her at jeg må rose den lidt yngre generation og nogle af deres mødre. For de er latterlige gode til, at sige ‘sådan har jeg det også’, eller ‘tak fordi du er ærlig’, eller ‘du burde måske prøve det her, det hjalp på mig/min veninde/mor’ osv. Og nu løfter jeg ikke pegefingeren og siger ‘det er kun dem på min egen alder som kan finde ud af det’, for nej, det er rigtig mange modne kvinder der gør det, de har jo lært deres døtre eller lillesøstre eller niecer det. Men unge piger og kvinder har fået lidt af et ry omkring, at vi ofte er modbydelige overfor hinanden og det kan så også godt være at det passer i visse situationer. Men jeg har aldrig fået af vide fra en ung kvinde, at fordi jeg var ærlig og valgte at være sårbar, så betød det at jeg enten var usikker, ked af det eller ikke havde fundet mig selv. Nej de kvinder valgte i stedet at fortælle mig, at det fik dem til at føle sig mindre alene.

Så jeg siger det igen; jeg håber ikke der er nogen der føler sig trampet på, eller overset, eller misfortolket. For jeg prøver som sådan ikke, at skylde skylden på nogen som helst, jeg vil egentlig bare gerne have, at vi generationer måske forstår hinanden lidt mere. Jeg er tit uenig med min mor, ja der er stunder hvor vi slet ikke kan forstå hinandens synspunkter. Vi kan diskutere så meget, at væggene ryster og mændene går. Men hver eneste gang lærer vi noget af hinanden. Hun lærer mig så mange ting om livet og samtidig tror jeg også, at jeg får hende til at åbne øjnene lidt mere op for andre dele af livet. Det er jo en læringsprocess, vi skal lære at vi begge er selvstændige og samtidig elsker hinanden meget højt. Og sådan tror jeg det er med de fleste mennesker. Vi vil være selvstændige og samtidig føles os elsket. Jeg bruger ordet at ‘elske’ mere end andre, men jeg elsker virkelig også stort, hvilket resulterer i at følelserne ofte hænger ude på tøjet – og det er ikke alles smag. Så læs ikke med mere, hvis det er dig der får kvalme af det sentimentale (jeg forstår dig godt og dømmer ej).

… Her kommer så min sky af ros og vulkan af følelser. Jeg elsker virkelig at der er så mange aldersgrupper, typer og kvinder der følger med, ikke fordi jeg som sådan er speciel interessant – det synes jeg i hvert fald ikke selv, men fordi vi kan lære af hinanden. Jeg føler virkelig at der er et eller andet der gør, at dem der læser med (både de stille og dem der giver sig til kende) gør at jeg tør, at være mig og f.eks. skrive dette indlæg. Jeg elsker at jeg får beskeder fra kvinder som er på min mormors alder eller endnu ældre endnu som gør mig varm om hjertet, og beskeder fra kvinder som følger med fordi det gør deres døtre også. Ja, selv beskeder fra mænd – søde og rare mænd, som primært har en dejlig kommentar omkring min far. Så det er ikke kun piger og unge kvinder jeg vil rose. Jeg vil rose alle. Jeg elsker at jeg har tre kaffeaftaler de næste par uger, med kvinder jeg egentlig ikke kender, men som jeg har skrevet lidt med inde på Instagram, fordi de turde at skrive til mig og spørge om vi skulle drikke en kaffe, eller gå en tur, eller begge dele. De er alle tre i hver deres ‘målgruppe’. Og så elsker jeg at dette univers findes, så min mor kan følge med og vi begge to så kan gøre en indsats for at vise at det her er nye tider; jeg giver hende lov til at se hele mit univers, hun har lært at bruge disse medier så hun kunne følge med. Vi jonglere stadig med at give hinanden plads, være selvstændige og samtidig føle os elsket – men mest af alt, lære vi af hinanden. Så, jeg spørg igen – hey kvinder (og mænd) skal vi ikke være venner?

(Visited 862 times, 1 visits today)
2 Svar
  • Mette
    Marts 7, 2019

    Skide vigtigt post! Du har helt ret!! Virkelig fine betragtninger

  • Karin Eriksson
    Januar 31, 2019

    Kære Rebecca.
    Jeg elsker at følge dig…. Jeg lå syg og havde lige meldt mig på banen på Instagram, da et foto af dig dukker op. Du bor i Hong Kong med Frederik og din tekst får mig til at tjekke din profil, jeg faldt pladask for dig og blev din følger, også på din blok. Jeg bliver 60 om et par måneder og er fuldstændig ligeglad med aldersforskel, mener vi alle kan lære af hinanden.. og jeg lærer meget af dig.
    Glæder mig vildt til jeres bryllup…ja ja ved godt jeg ikke skal deltage hehe men til at jeg/vi får din kjole at se og noget fra brylluppet og og og 🙂
    Tak for dig Rebecca.
    Kærligst Karin Eriksson

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *