Jeg snakker om mig selv, så du ikke skal føle dig alene …

For et år siden sad jeg i London hvor min hverdag var spækket til med skole og fotoshoots, samtidig med at jeg sad i en beskidt lejlighed (det var ikke mig, men kvinden som boede der havde ikke gjort rent inden jeg flyttede ind, og det forfængelig curlingbarn som jeg er, var bogstaveligtalt grædefærdig) og skrev hemmeligt på min bog, som bestod af 200 siders papir med erindringer af mit liv. Jeg var bange for at fortælle om nogen af mine dybeste tanker, fra dårligt selvværd til kærestesorger og alt det indimellem med hjemve, mobning, droppe ud af universitetet og meget mere. Jeg var bange fordi jeg ikke vidste hvordan folk ville læse det og om de ville forstå, at jeg skrev den for at få samtalerne igang. Et par måneder efter kunne jeg så ånde langsomt men lettet op, af det simple årsag, at jeg blev blæst omkuld med kærlighedserklæringer fra andre kvinder og jeg følte virkelig at vi sammen havde fået et fællesskab og en forståelse for hinanden, selvom vi i bund og grund ikke rigtig kendte, eller kender hinanden. Og alligevel, kender I mig langt bedre, end jeg egentlig tør at indrømme, men som jeg er så udenom taknemlig og glad for at I gør …

For på en eller anden måde har jeg turde åbne op for emner som jeg i bund og grund kun troede, at Frederik, mine forældre og veninder skulle vide. Emner som jeg helst ville holde for mig selv, for var det nu okay at vise den sårbarhed? Men ja, det synes jeg egentlig kun klædte mig. For i en verden hvor vi lever med at flashe vores liv og vise det bedste af bedste frem, har jeg været med til at skabe den sammenligningskultur vi til dagligt lever med. Nej, jeg har ikke den misundelsesværdige krop, ej er jeg heller en af de mest populære ‘blogger’ og jeg overspammer (synes jeg i hvert fald ikke selv) min Instagram med gaver (kun fra Frederik). Men jeg viser da helt klart den mest forkælede side frem. Altså, jeg var hende der, som var ham der, Michael Laudrups datter og allerede dér havde jeg foredommene placeret trygt på ryggen, at jeg så selv valgte at vise de pæne tasker frem og købe en stor lejlighed, gør jo ikke ligefrem at de tanker forsvinder og en eller to eller 100 derude har måske også tænkt ‘Hun mangler sgu ikke noget’. Men der har de helt ret, det gør jeg ikke, jeg mangler intet og det er ikke sagt på en forkælet eller arrogant måde, det er bare fakta, fakta er at jeg har det rigtig godt. Så jeg mangler intet (at der er noget jeg vil have, er jo en helt anden snak), men det gjorde også at jeg gerne ville vise et mere nuanceret billede af mit liv og lige netop derfor skrev jeg ‘Jeg Finder Altid Hjem’. For det hele er hverken ‘super nemt’ eller ‘mega hårdt’ for mig, det er en balje med alle mulige følelser. For selvom jeg er vokset meget anderledes, har jeg måske stadig følt og haft det på samme måde som naboens datter.

For jeg tror på at andre har haft de følelser og tanker ligesom jeg har haft i min bog, det er jeg jo egentlig også blevet fortalt af et par stykker, men jeg havde brug for at fortælle om det, for at høre både fra jer og for at få bekræftet, at vi ikke var eller er alene om de tanker. Om det så var en kvinde på 40+ eller en ung pige på 18, så fik jeg af vide at vi alle går eller har gået med en masse spekulationer og følelser i livet, som måske på nogen måde har gjort os lidt ensomme. Jeg kan selv mærke, at der skete noget da jeg havde skrevet bogen. Det var som om, at flere hundrede små sten faldt af mine skuldre og jeg kunne nu ånde lettet op. For ikke nok med, at jeg fik beskeder fra fremmede som kom med deres egne historier, så var det som om kvinderne i mit liv også åbnede sig mere op for mig og som på en eller anden måde fik en bedre forståelse for den jeg er. Man skulle ikke tro at min mor og jeg kunne få et bedre forhold, men der skete noget efter hun havde læst bogen (hun læste den så to gange og lyttede også til lydbogen #mybiggestfan), men en dag ringede hun til mig og sagde “Jeg har læst bogen færdig og du har lært mig så meget. Jeg føler at det er dig der lære mig ting nu og der er meget jeg ikke vidste, men jeg grinte, græd og smilte flere gange da jeg læste den og det er jo sådan livet skal være”. Efter jeg havde snakket med hende, begyndte jeg at tudbrøle, for det var som om vi bare forstod hinanden på en helt ny ‘Jeg griber dig, selvom jeg ikke er enig’ måde og det har vi gjort lige siden.

Ja, jeg fik et par ‘det er noget lort’ med på vejen, omkring det jeg hat skrevet og arbejdet på i næsten to år. Det var dog meget få der skrev det og jeg skulle egentlig bare lige lære at forstå at min bog selvfølgelig ikke kunne være alles kop te, for sådan er livet jo, der er jo nok nogen derude som ruller øjne af mig. Men det gør min familie jo også til tider, de kan bare ikke slippe af med mig 😉 men selvom der var de få negative kommentarer som jeg frygtede, for det var jeg blevet fortalt på forhånd, ikke som en ‘du skal ikke tro at du er noget’, nej tværtimod, det var mere en heads up, faktisk fra min far. Han har jo prøvet det, de fleste kan nu rigtig godt lide ham, men alle har en holdning og mening til alt hvad han foretager sig og de kulørte blade elsker jo også at skrive noget som måske kan misforstås eller tolkes anderledes. Så han fortalte mig bare på en meget rolig måde, at jeg skulle huske på at folk havde en mening og nogen af dem ville måske ikke blive sagt på sådan en venlig måde og derfor øvede jeg mig mentalt på at jeg skulle acceptere at sådan er livet. Det var dog det hele værd. For de små dumme kommentarer, kunne heldigvis ikke overskygge alle de gode. Endnu mere, var det følelsen af fælleskabet som gjorde hele oplevelsen så magisk.

Ja, det har været dét værd. Og derfor blev jeg også enormt glad for at People’s Press i år spurgte mig om jeg ville være med på bogmessen i Bellacenteret. Jeg aner ikke rigtig hvad jeg skal, udover at jeg bliver interviewet på en scene klokken 13.00 d. 15 november, altså næste fredag. Og så skal jeg signalere bøger og forhåbentlig snakke med et pat af dem der kommer. Normalt, er jeg ikke den største fan af at stå på en scene og snakke ud til folk, men jeg kunne og kan også mærke, at det er noget jeg har brug for, og jo selvfølgelig vil gerne have at folk køber min bog, men det er nu mere samtalen jeg vil have i gang. Jeg vil gerne snakke om mit liv, fordi jeg gerne vil have at andre også tør gøre det. Jeg vil gerne dele ud af nogen af mine sværeste stunder, for at der er andre som ikke skal føle sig alene. Og måske lyder det meget helligt og lidt frelser agtig, men jeg vil bare så gerne nedbryde sammenligningskulturen og opbygge en dagligdag hvor det er okay at fortælle om alt det som får os til at grine, græde og smile – som min mor rigtig nok siger!

Jeg håber at se jer til årets bogmesse – smækkys fra mig …



(Visited 238 times, 11 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *