Jeg havde ja-hatten på Nytårsdag …

S

om nogen måske har set, læst eller hørt (hokus pokus, Rebecca var lidt for meget i fokus …) så skete der noget vidunderligt, eventyrligt og yderst magisk nytårsdag. Mit absolut yndlingsmenneske på denne jord gik ned på knæ, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har rystet og grædt samtidig med, at sommerfuglene svævede rundt inde i maven på mig på en og samme gang. Så selvfølgelig sagde jeg ‘JA’ … Det var faktisk det nemmeste ‘ja’ jeg nogensinde har sagt.

Der er sikkert nogen som går rundt og er nysgerrige på, hvordan Frederik gjorde det, og det kan jeg også godt forstå. Men jeg har egentlig valgt at holde det privat. Sorry venner. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle jer det, men faktisk ved mine venner, min og Frederiks familie ikke rigtig, hvordan det hele skete, og jeg vil gerne fortælle dem det face-to-face i stedet for, at de skal læse det i et indlæg. Men jeg kan fortælle så meget, at Frederik havde arrangeret og overrasket mig med, at jeg skulle have en massage på det her fancy hotel – og imens at jeg lå på en massagebriks og halvsov, stod Frederik oppe i baren og drak sig mod til at fri til mig – det var omkring klokken 12.00 om formiddagen. Jeg har efterfølgende spurgt ham, hvorfor han var så nervøs, da det virkelig ikke har været nogen hemmelighed, at jeg gerne vil være sammen med ham for evigt (fløde Rebecca), men som han sagde så ‘det der med at sidde på knæ, og sige de ord, det er bare nervepirrende’ – det kan jeg måske godt sætte mig lidt ind i.

Det smukkeste ved hele historien er, at Frederik har vidst i mange måneder, at han ville gøre det på denne dag. For for to år siden, den nytårsaften hvor vi hoppede ind i 2016, var det første gang at vi snakkede rigtig sammen. Vi havde skrevet sammen hen over julen, men jeg valgte den nytårsaften, med lidt hjælp fra en af mine bedste veninder Anna, at ringe til Frederik og ønske ham godt nytår. Halvanden måned efter blev vi kærester. Så ja, nu skal jeg så giftes … Som 25-årig (ja, der gav jeg lige et gratis hint væk, for festen bliver først i 2019). Jeg vil dog gerne være den første til at indrømme, at jeg tidligere har været en af de piger, som dømte rigtig hurtigt, når et kærestepar skulle giftes efter kun at have kendt hinanden i få år (nogle endda måneder!) Det var sådan nogle situationer, hvor jeg ville tænke ‘ja okay, det holder da ikke når forelskelsesfasen er ovre’, men her vil jeg godt sige; undskyld. For nogle gange ved man det bare og nogle gange kan du have set, oplevet og gjort så meget med det andet menneske på bare to-tre år, at du nærmest ikke kan huske en tid uden dem.

I mit tidligere indlæg ‘året der gik’, skrev jeg netop også om det med, at have et nyt mantra som var mere ‘jeg er ligeglad med hvad andre tænker’, i stedet for hele tiden at have bekymringsrynken fremhævet i panden, fordi jeg var bange for at andre dømte mig. Den nye holdning bliver virkelig også allerede sat på prøve, for jeg har da fået en kommentar eller to med på vejen omkring, at det ikke er ‘normalt’ at blive gift når man er i sine unge tyvere. Og nej, det er måske ikke normen længere, for i dag kan vi som unge mennesker vælge og vrage med vores dating apps, sociale medier og internetforbindelser. Men lige netop derfor vil jeg måske godt være en inspirationskilde for andre på min alder, at det er okay at sige ‘jeg er bekvemt, heldig samt lykkelig’ og derfor behøver jeg ikke at have ‘køb og smid ud’-tendensen på hjernen konstant, og slet ikke når det kommer til et andet menneske. Det er måske meget voksent at sige, og mine veninder har da også skrevet ‘åhh, hvor er det bare voksent at du skal giftes’, men jeg ser det nu mere som om, at jeg hylder kærligheden med den fire år ældre fyr fra Fyn, som jeg blev forelsket i. For selvom, at vi skal holde et bryllup, så skal vi ikke også til at have, hus, børn og volvo (det er der dog heller ikke noget galt med). Men vi vil egentlig bare gerne have hinanden.

Når vi nu snakker om de sociale medier og internettet, så har det da også fyldt en del de sidste par dage. For jeg vidste nok godt, at medierne ville skrive en artikel omkring det, hvor mit efternavn blev overskriften og teksten blot var taget fra min egen instagram, ja, nemt. Selvom jeg prøver at undgå at læse dem, så kan jeg dog stadig ikke helt ignorere det; for nogen tagger nogen andre som man semi-kender på Facebook og så kommer det op på ens Newsfeed, eller også har folk skrevet til mig, at de læste jeg skulle giftes, og når man så får et par hundrede nye følgere på en dag, så ved man at det er fordi ens navn står skrevet et sted. Så det har været lidt umuligt at undgå at se, samt få nogle af de negative ting med. Vi kan da lige tage et par (af de heldigvis få) eksempler såsom, at en midaldrende mand skrev til mig privat (samme dag jeg blev forlovet) i min facebook indbakke med “Hej smukke. Jeg tænkte på om du havde lyst til at snakke lidt (blinke smiley)” eller en kommentar igen fra en mand oppe i årene “Sikke meget han vil gøre for at komme tæt på Michael Laudrup”, eller endnu bedre, at en ung fyr taggede en som jeg for fem-seks år siden sås lidt med, med en masse grine emojis. Så her er mit svar til disse mænd. 1. nej jeg har faktisk ikke brug for en penneven og det er yderst upassende. 2. at du skal komme med en nedgørende kommentar omkring en ung piges udseende siger lidt mere om dig end mig. 3. ja, vi har sgu alle kysset nogle frøer en gang, men jeg er super glad for, at jeg kan være samtaleemnet til jeres vattede opvarmningsfester. Som et år med 2017, hvor de sidste par måneder har handlet om kvindernes egne rettigheder til krop og tanker, samt ikke konstant skulle blive objektiveres, så må jeg ærligt indrømme at dette er en smule komisk, for okay, man kan skrive så mange hashtags man vil, men det ændre altså ikke på det; de er der stadig. Men nu er min egen løftede pegefinger så også blevet luftet, og jeg er videre. Får når alt det her så er sagt, så var der over 300 beskeder, kommentarer og lyserøde hjerte emojis sendt min og Frederiks vej, og det er de mennesker som gør en forskel og varmer ind i mit bankende hjerte. Det er de mennesker som jeg gerne vil takke, for selvom telefonen blev lagt lidt til side, og Frede og jeg kunne nyde hinandens selskab på rooftoppen i Vietnam med et glas champagne, så kunne vi begge stadig ikke lade være med at kigge en gang imellem på de sødeste hilsner fra venner, bekendte og endda fremmede.

Så ja, hvad er så planen? Som jeg har røbet ovenfor bliver festen i 2019, for Frederik og jeg vil gerne holde et forårsbryllup da vi har en del af vores egne mærkedage (blev kærester, flyttet sammen, vores forældre mødte hinanden, Frederik flyttede til Hong Kong mm.) i foråret. Vi har næsten også allerede stedet og datoen, og jeg har bevidst valgt at være ude i rigtig god tid så vi kan regne på et budget, samt at vi nok først kommer til Danmark i september (som det ser ud lige nu), så vi vil gerne have snakket med alle inden, sådan vi kan møde dem til den tid. Det rykker hurtigt her, for jeg har jo fundet ud af, at man skal være ude i ufattelig god tid med disse ting, og når man så oven i købet bor 12 timer væk i en flyver, og med en tidsforskel på syv timer, tja, så går der sgu planlægning i det. Men bare rolig jeg er også enormt bevidst omkring, at alt ikke skal omhandle det her, for der findes simpelthen ikke noget værre end en bridezilla type. Jeg er heller ikke typen som behøver og vil have det helt traditionelt. Nej, jeg skal ikke have brudepiger (men mine bedste veninder skal selvfølgelig være med mig hele vejen – dog kun hvis de har lyst til det), folk må gerne komme i sort, beige eller rødt tøj, for hvis jeg kan tillade mig, at de skal bruge penge på gave, overnatning, transport, poltreabend, morgenmad dagen efter osv. Ja, så må de også godt dukke op i, hvad de vil (dog helst ikke en hvid kjole med slæb, please). Jeg kommer heller ikke til at være så hemmelighedsfuld omkring planerne for dagen, hvis folk vil vide noget så skal de bare spørge.

Så bare rolig, jeg kommer ikke til at blive en bryllupsblog fra nu af og de næste 13, 14, 15 måneder frem (puha, nej). Jeg vil blive ved med at skrive om mine rejser, tanker og daglige liv – men der vil nok også være nogle dage længere nede af vejen, hvor min følelser bobler eller braser på grund at denne begivenhed, og det håber jeg at I vil tage med. Mest af alt, vil jeg faktisk bare gerne nyde hele processen. Jeg vil nyde min tid med Frede, jeg vil nyde 2018 og jeg vil nyde at planlægge et brag af en fest … For hvis der er noget som jeg elsker (som I nok ved) så er det at gå all-in på detaljerne.

” … For selvom, at vi skal holde et bryllup, så skal vi ikke også til at have, hus, børn og volvo (det er der dog heller ikke noget galt med). Men vi vil egentlig bare gerne have hinanden”.


 

(Visited 1.009 times, 1 visits today)
3 Svar
  • Avatar
    S
    januar 11, 2018

    Tak for en skøn blog. Syntes det du gør er så sejt, du er lige så stort et forbillede som din far ? Ud over det så stort tillykke med forlovelsen ?

  • Avatar
    Marie
    januar 8, 2018

    Hvor er det fantastisk! Stort tillykke. Mht alder. Jeg blev selv gift som 25 årig (29 idag). Jeg vidste fra det sekund at vi så hinanden at det var ham jeg ville. Vi flyttede hurtigt sammen og han friede 1 1/2 efter vi mødtes, havde et fantastisk dejligt bryllup og idag har vi 2 små børn. ? Jeg har også selv flyttet rundt hele livet (Europa og Asien) med mine forældre og det gør sgu én voksen og moden på så mange områder. Tak for en dejlig blog! ?

  • Avatar
    E
    januar 8, 2018

    Tak for en skøn blog. Nyder at følge med. Jeg kunne virkelig godt tænke mig indlæg med en masse billeder (og evt. videoer) og beskrivelser af hele jeres lejlighed og skønne udsigt 🙂

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *