Jeg har grædt, været forvirret og meget lettet! Min første måned i Hong Kong …

J

eg kan slet ikke fatte, at jeg har været her lidt over en måned. På den ene side synes jeg, at det er gået vildt hurtigt og på den anden side føler jeg, at jeg har været væk i et halvt år. For der er sket så meget på så kort tid og så alligevel er der er ikke sket noget som helst. Lyder det mærkeligt? Ja, det kan jeg godt selv høre. Jeg tager dig igennem alle mine op- og nedture som har taget mig på en rutsjetur denne måned. Jeg er ærlig (for ærlig), men hvorfor ik?

 

Grædt!


Jeg har grædt alt for mange gange denne måned og jeg har til tider ikke været særlig stolt over det. Altså for et par dage siden græd jeg, fordi jeg så en film der hed ‘love Rosie’ med Frede og der var en person som døde i filmen, men jeg græd ikke fordi det var sørgeligt (eller jo, det var sørgeligt), men jeg græd fordi det fik mig til at savne min far helt vildt. Det var så komisk at samtidig med at jeg græd, grinte jeg, da Frede ikke helt vidste, hvad han skulle sige og gøre – det var trods alt en rigtig tøsefilm, som jeg havde fået ham overtalt til at se og nu skulle han så også trøste mig. Sikke en hyggelig aften for ham. Men det er sådan nogle småting der kan få mig på vippen til tåre, måske er det fordi, at jeg er ekstra sensitiv, da det hele er nyt og jeg stadig lige skal vænne mig til mit nye liv. Måske er det fordi jeg ikke har set min far et stykke tid – i så fald var det er ikke super kønt.

 

Forvirret!

Jeg er konstant forvirret. Når jeg er i et supermarket, i en ny bydel, på kinesisk restaurant eller på marked. Ja, der er mange som snakker engelsk men de lokale er ikke helt så skarpe til det, og dem som kan lidt, forstår jeg ikke et hak af. Så der er tidspunkter, hvor jeg ligner et kæmpe stort spørgsmåltegn og jeg vil helst ikke være uhøflig, så i stedet for at sige at jeg ikke forstår dem, står jeg lidt og smiler og stiller dem spørgsmålet igen. Forleden dag var Frede og jeg ude og spise på et kinesisk sted, fem minutter fra vi bor, fordi jeg havde helt vildt meget lyst til dim sum. Vi havde læst om dette sted og tænkte ‘det gør vi’. Da vi kom var vi rimelig meget på bar bund. Tjeneren kunne ikke engelsk, eller hun kunne sige ‘thank you’, men det kommer man jo ikke langt med og vi vidste ikke, hvor meget af hver der var. Så vi bestilte 10 retter, med det i mente at der nok var to styks i hver. Men der tog vi så grueligt fejl. Det var tre og fire af hver, og nogle af dem var ligeså store som tennisbolde. Godt nok var vi sultne, men hele bordet var overdækket med bambus dampere (dem der som ligner træ-kurve) og jeg kunne sanse at resten af restauranten kiggede mærkeligt på os. Der var endda en gammel dame som talte, hvor mange retter vi havde og så sagde hun det så videre til sin datter med store øjne. Og selvom at jeg i bund og grund er hamrende ligeglad med, hvad andre tænker, så var jeg stadig en lille smule flov. For vi lignede nogen tegneseriefigurerer som havde bestilt alt maden ud af grådighed. Som Frederik dog sagde, det er den eneste måde vi lærer det på. Men jeg venter dog lige med at komme tilbage til om en uges tid.

 

Svedt! 

Jeg sveder sgu hele tiden. Og nej, det er ikke fordi at jeg træner dagen lang, men her er så mega hamrerende varmt. En ting er at det er varmt udenfor, det kan man som sådan forholde sig til, for det er trods alt et asiatisk land. Men det er andet er i lejligheden. Nu tænker du måske ‘bor I ikke et sted med aircondition?’ og jo da, det gør vi, men jeg har en kæreste som er rimelig meget skind og ben, så han fryser ret hurtigt. Og så stjæler jeg hans dyne om natten. Hver morgen vågner jeg op med to dyner og fire hovedpuder i mens søde Frederik ligger som en sammenkrøllet fugleunge. I mellemtiden har han jo slukket for vores aircondition, for det er jo klart han hundefryser, men jeg har det jo selv så lunt og godt. Lige indtil jeg vågner op badet i sved, og puster efter vejret fordi det er så varmt. Om dagen, når Frede så er taget på arbejde sætter jeg fuld skrue på, højt musik og min kæmpe store islatte fra Starbucks mens jeg sidder og skriver. Om aftenen skal jeg så gå i krig med ikke én men to fjernbetjeninger. Den til aircon og den til tv’et – det er en evig kamp. Og totalt first world problems … så jeg skal til at styre mig.

 

Frustreret!

Frede og jeg skændes som sådan ikke (det er løgn, men jeg har med vilje valgt at neglicere det fra min hukommelse) men vi er ufattelige gode til at diskuterer (som nogen gange ryger ud i et skænderi). Vores største diskussion omhandler for det meste altid mig. Jep, jeg siger det igen ‘hokus pokus mig i fokus’. Meget af tiden drejer det sig om tre ting; om jeg vil få det godt herude, har jeg nok at lave og at jeg ikke må blive ensom. Det er nogle gange svært at blive sur på en som virkelig bare ønsker at man har det godt. Og det går Frederik meget op i. Måske fordi at han ved at min tid i Paris ikke var særlig fantastisk. Jeg har aldrig været inde på dette emne før, for det er stadig noget som er lidt af et ømt punkt i mit liv – mest fordi jeg er frustreret over mig selv. Over at jeg ikke fik den bedste tid ud af en af de mest fantastiske byer, for Paris er stadig den dag i dag, på min top fem over byer. Jeg elsker den – når jeg er på besøg, men jeg elskede ikke at bo der. Jeg havde venner i Paris, nogle virkelige dejlige tøser, men jeg var stadig meget ensom og de resulterede i at jeg spiste mine følelser væk. Jeg søgte al den hjælp jeg kunne fra skolen, venner og familie, men det var stadig ikke nok. Til sidst valgte jeg at få at afbræk fra det og tage hjem igen. Det var meningen at jeg skulle tilbage, men så kom ELLE, og for at være ærlig så ved jeg ikke om jeg var taget til Paris igen selvom jeg ikke havde fået jobbet. De ting er Frederik selvfølgelig bange for at det kunne komme til at ske herude og derfor er han så ivrig for at jeg er glad og har venner, så jeg ikke bare sidder derhjemme og venter på ham. Men som jeg har sagt til ham og som jeg vil blive ved med at sige, så behøver man ikke at være ensom blot fordi man er alene. Ensomhed kommer i mange former og størrelser, og i Paris var jeg konstant sammen med mennesker, om det så var på skolen, biblioteket, veninder fra studiet eller venner og familie som kom på besøg, ja så følte jeg mig stadig ensom. Det gør jeg ikke nu ,og jeg tror der er flere årsager til det (mine egne teorier). Først og fremmest er jeg blevet ældre og mere moden, hvilket altid hjælper, for det andet laver jeg det jeg elsker nemlig at skrive, for det tredje har jeg allerede fået en hobby med at træne (og min træner og jeg, er allerede blevet utrolig tætte) og for det fjerde så har jeg én at spise aftensmad med (næsten) hver eneste aften. Jeg vågner op hver eneste morgen med et smil på læben fordi jeg føler mig tryg; tryg med mit eget selskab og tryg fordi Frede passer på mig. Og derfor ved jeg, at jeg er okay. Det har været frustrerende, at Frederik ikke helt har kunne se det, men jeg tror heldigvis og endelig at han er ved at fatte, at jeg er okay.

 

Glædet!

Beskrivelsen af at få sine egne møbler og endelig være på plads i hjemmet kan virkelig kun beskrives med et ord: glæde. Jeg føler mig for alvor glad og rolig i mit eget hjem, for det er virkelig mit hjem. Det der med at have sine egne ting, gør bare at man føler, at man kan bo hvor som helst i verden, fordi man føler sig hjemme. Jeg elsker at være her så meget, at jeg nogen gange skal tvinge mig selv udenfor og gå på opdagelse, for ellers vil min dag måske blive lidt for ens i min hverdag. Min udsigt gør mig så også rimelig glad i låget. Der er bare noget over vand. Det får en ned i gear og man husker at trække vejret. Jeg har fuldstændig samme følelse når jeg er i sommerhuset i Danmark. Dét at kunne se og høre vandet giver mig energi. Men jeg ville aldrig kunne bo på landet. Jeg vil altid være en bypige, takket være alle de storbyer jeg har boet i. Energien i en storby giver mig et kick – jeg er dog bare så heldig, at jeg får begge ting i denne pakke, vandet og storbyen og det er nok første og sidste gang, så det vil prøve at huske mig selv på hver eneste dag.

 

Lettet!

Jeg er lettet over, hvor nemt det er at falde til her. Noget jeg for alvor ikke troede kunne lade sig gøre. Det var nok fordi, at første gang Frede og jeg var herude for at besøge byen, fik vi madforgiftning af en Starbucks sandwich (jeg har ikke og kommer aldrig til at spise en igen), det endte med at Frederik kastede op i metroen (undskyld for detaljerne) og jeg nåede akkurat lige hjem på hotellet før det var min tur. Vi var herude i tre dage, den ene dag gik med at være træt, den anden dag med at have madforgiftning og den tredje dag med at se på 17 (ufattelige) grimme lejligheder – du tror måske ikke på mig når jeg siger det her, men et af stederne havde et toilet i køkkenet, og nej ikke med en lukket dør, der var et toilet i køkkenet. Ja, så kan man vel slå to fluer med et smæk. Føj. Så, som du kan høre var min første tur ikke glimrende. Og jeg vil hermed undskylde til hele byen for at jeg havde fordomme og en rimelig stor ‘nej-hat’ på. Det har jeg ikke længere, tværtimod. For jeg er faktisk tosset med stedet, det nye og det gamle blandet i et. Jeg ved at nogen (nok mange) vil sige, at Hong Kong var bedre for 20 år siden. Og ja, det kan også godt være, men det gør ikke min opfattelse af byen til noget mindre. Om jeg vil bo her i 10 år, er svaret nok et nej. Men det er nu også mere fordi, at jeg de sidste 11 år ikke har prøvet at bo et sted længere en to et halvt år. Så jeg får lidt angst af at tænke i så lange baner. Og så hader jeg bare planlægning. Man må godt planlægge en måned, 12 måneder og 2 år frem, men mere syntes jeg ikke at man skal, for tingene skal nydes og man nyder tingene når man ikke ved hvor lang tid man har det. Med den på, vil jeg nyde min aften på bedste vis, sammen med Frede, som ser et program om barbecue, i mens han snorkbobler – ja, sikke vi hygger ✌??

 

(Visited 1.105 times, 1 visits today)
7 Svar
  • Avatar
    Marlene
    august 30, 2017

    Hej Rebecca,

    Fik lige et hint om, at du har lavet denne blog af min veninde Fie du snakkede med til M’s barnedåb (Paulina’s veninde).

    Vil bare lige sige at det er ret modigt af dig, at du er så åben omkring dit liv – kan godt sætte mig ind i mange af de følelser du går rundt med herude i HK??- vi flyttede herud i maj, og her går tiden også med at tuller rundt i den fantastiske by vi bor i og træning?
    Du velkommen til at smide en whats app +852 96091270 hvis du en dag keder dig, og evt nærmer dig Wan Chai eller Causeway Bay, så kan vi ta’ en go kop kaf’ et sted?

  • Avatar
    Marlene S.
    august 30, 2017

    Hej Rebecca,

    Fik lige et hint om, at du har lavet denne blog af min veninde Fie du snakkede med til M’s barnedåb (Paulina’s veninde).

    Vil bare lige sige at det er ret modigt af dig, at du er så åben omkring dit liv – kan godt sætte mig ind i mange af de følelser du går rundt med herude i HK??- vi flyttede herud i maj, og her går tiden også med at tuller rundt i den fantastiske by vi bor i og træning?
    Du velkommen til at smide en whats app +852 96091270 hvis du en dag keder dig, og evt nærmer dig Wan Chai eller Causeway Bay, så kan vi ta’ en go kop kaf’ et sted?

  • Avatar
    Line Fredberg
    august 29, 2017

    Kære Rebecca,
    endnu et udenlandseventyr i dit liv. Hvor er det fantastisk og hvor ser det vidunderligt ud, når du lægger billeder op!

    Jeg genkender så godt dine følelser og rutcheturer op og ned, fra da min famile og jeg for et år siden blev udenlandsdanskere. Da skrev jeg til dig, og du gav mig de bedste råd. Råd som jeg har brugt, og stadig tager frem nu, hvis jeg en sjældent gang imellem oplever en øv-dag. Tak for det søde Rebecca, og tak for, at vi må følge med i dine eventyr!

    Venligst
    Line

  • Avatar
    Laura
    august 29, 2017

    Du er (altid) spot on! Min kæreste igennem næsten 5 år flyttede til Sydtyskland i februar pga arbejde, og jeg har fulgte efter i juni måned efter at have afsluttet min uddannelse hjemme i Danmark. Den følelsesmæssige rutsjebane tur du beskriver er så genkendelig! Elsker at du deler, og at du er SÅ god til at sætte ord på dine tanker og følelser!

    • Rebecca Laudrup
      Rebecca Laudrup
      august 29, 2017

      Tusind tak Laura, hvor er jeg glad for at jeg ikke er den eneste som har følt de ting. Jeg håber du og din kæreste for et fantastisk eventyr i Sydtyskland, jeg sender i hvert fald de varmeste tanker herfra. Dejlig tirsdag til dig ☀️???

  • Avatar
    Malou
    august 29, 2017

    Ååååårh, Rebecca – nu savner jeg dig endnu mere! Sikke et skønt indlæg – vær sød at skrive en roman en dag!

    • Rebecca Laudrup
      Rebecca Laudrup
      august 29, 2017

      Jeg savner dig endnu mere M ?? Og jeg skal nok skrive en roman en dag, det lover jeg ???

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *