Til september flytter jeg til …

J

a, den er god nok, jeg flytter til London til September. Men bare rolig det er ikke for altid. Jeg er kommet ind på en skole og skal derfor bo i London i tre måneder, og jeg flytter alene. Så før der går nogen rygter eller I bliver i tvivl, så jo, Frederik skal blive herude og passe sit arbejde, og nej, vi er ikke gået fra hinanden. Vi har bare plads til at give hinanden lov til følge vores drømme. Romantisk og hjerteskærende på samme tid. For det er derfor jeg elsker ham mere end noget andet, da det er hans opbakning der har gjort at jeg tog springet og samtidig er jeg allerede begyndt at få hjemve, da jeg ikke kan bære at jeg kun skal se ham en enkel gang i 12 uger. Alligevel, er det endnu et flueben som jeg kan sætte kryds ved, for jeg får lov til at se, møde og evt. arbejde sammen med nogen af de mest prestigefulde modemennesker, og det siger man vel ikke nej til!

For at fortælle historien så kort og samtidig så detaljeret som muligt, så skete dette for et par måneder siden, og det er derfor ikke noget som bare kom fra den ene dag til den anden. Jeg har i mange måneder prøvet at søge noget arbejde herude, indenfor modeverden både noget med at skrive, men også noget med styling (personlig stylist mm.), da jeg har erfaring fra at have været modeassistent på modemagasinet IN, inden jeg kom over på ELLE. Men sproget har helt klart været en kæmpe barriere og da jeg ikke kan kinesisk, har det været svært for mig at få noget. Jeg prøvede så at ansøge om at lave noget velgørenhed, hjælpe udsatte kvinder, tegne med børn og pleje hunde. Men dette var også uden held. Så i noget tid gik jeg rundt og følte at jeg hele tiden stødte panden mod muren, og jeg kunne derfor mærke at de mange nederlag satte sig på sjælen. Konstant gik jeg rundt og tænkte ‘er det bare mig som den er gal med?’ og det gjorde en smule ondt indeni. Se, det var og er ikke fordi at jeg følte eller føler at jeg keder mig herude, for jeg er enormt god til at beskæftige mig med ting; skriveriet for diverse medier (ELLE, bloggen og et andet projekt som jeg endnu ikke kan fortælle om) fylder rigtig meget, jeg træner (til tider som en idiot), rejser også mere end gennemsnittet, og prøver altid at finde nye steder at gå på opdagelse i, samt være til stede når vi får gæster på besøg, da Frederik jo er den som er mest væk. Men jeg havde bare enormt meget lyst til at gøre mit CV mere spiseligt, her var jeg, i dette store land og det gav derfor ikke mening, at jeg ikke udnyttet det lidt mere. Det var dog bare ikke så nemt som jeg troede, så en dag, da jeg sad og Googlede kursuser, skoler, og en masse moderelateret studier, støtte jeg tilfældigt på London College of Style, og så sagde det klik.

Jeg tror jeg sad en halv dag og læste op omkring stedet, de forskellige valgmuligeder, deres kontakter og meget mere. Og da jeg havde læst fra start til ende, samt stalket dem på Instagram, var jeg rimelig solgt på ideen. Man kunne vælge en tre måneders eller seks måneders linje, og man ville have fag som modehistorie, styling opgaver (personlig, kommercielt, og street style), lære om blogs og sociale medier (som jo kun kan gavne mig i fremtiden), farvekoordinering på både tv, billeder og i butikkerne, være med og lave sine egne fotoshoots, sammensætte portfolie, komme backstage til London Fashion week og meget meget mere. Til slut vil man endda få et diplom, samt havde mulighed for at møde nogen af skolens gode kontakter til de store modehuse, magasiner og influencers i London. Det var bare dét jeg havde ledt efter. For jeg elsker at skrive, og jeg ved at jeg altid kommer til det, om så det er professionelt eller som en sideting, men mode fylder også en helt del og for at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvad min store karrieredrøm er? Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg bedst kan lide, og til tider for jeg koldsved ved bare tanken om, at ELLE måske var det eneste drømmejob som jeg nogensinde kom og kommer til at få, og den drøm ‘gav’ jeg op, fordi jeg valgte at følge Frederik. Så derfor har jeg måtte tænke sådan her ‘gør alt det du kan lide, og se hvad det bliver til’. Jeg havde derfor tænkt mig at spørge Frederik om han synes det var en god ide at gøre når vi engang kom hjem fra Hong Kong. Men da jeg snakkede om stedet, og fortalte om de muligheder der var, sagde han så rolig og kærlig som han nu er ‘jamen, hvorfor først vente til der, hvorfor ikke nu?’. Jeg var hurtig til at sige, at det kunne jeg da ikke og hvad så med os, men igen var han helt rolig i sin stemme og sagde ‘det er jo os, lige meget hvad. Jeg har valgt dig, og du har allerede givet dine drømme op for at tage med mig herud. Ja, det bliver hårdt, men det er tre måneder, det har vi gjort før, så det gør vi bare igen’. Og så var den samtale ikke længere.

Ansøgningsprocessen tog tid, jeg skulle udfylde fire sider, og skriver en side om mine erfaringer, hvorfor de skulle vælge mig og hvorfor jeg ville dertil. Jeg fortalte ikke nogen, at jeg havde søgt ind, for jeg var simpelthen nervøs for, og kunne ikke overskue tanken om, at folk ville spørge mig om det hvis nu jeg ikke kom ind – og jeg kunne måske heller ikke overskue at se endnu et ‘nederlag’ i øjnene. Frederik vidste det faktisk heller ikke i starten, det var først to uger efter, da jeg ingen ting havde hørt, at jeg måtte fortælle ham, at grunden til at jeg på det sidste havde tjekket min telefon 24/7 var fordi jeg havde søgt ind, men ikke havde fået noget svar, og derfor nok ikke var kommet ind. Ja, jeg ventede i lang tid, det blev til næsten hele to måneder og jo mere tid der gik, jo mere opgivende var jeg på ideen. Jeg ringede endda også til skolen en enkel gang, og spurgte om de havde fået min ansøgning, om den måske kunne have endt i spamkurven, men de var hurtige til at fortælle mig, at de havde haft utrolig mange ansøgninger og derfor var i gang med at finde ud af hvem der kom ind, hvem der kom på ventelisten og hvem der desværre måtte få et nej denne gang. ‘Jamen tak for koldsved og hjertebanken’ tænkte jeg, og så måtte jeg jo bare blive ved med at vente …

En nat klokken 01, lå jeg så og stirrede ud i luften, imens at Frederik boblede ved siden af i sin dybe skønhedsøvn. Jeg kunne ikke sove, som er en daglig kamp for mig, da jeg meget ofte ligger og tænker på alt og ingenting. Det kan til tider være enormt belastende. Men den nat, var jeg faktisk enormt taknemlig for, at jeg endnu ikke var faldet i søvn. For ind kom en mail, en mail som jeg havde ventet på i lang tid, og i den stod da så, at jeg var en ud af de fem det havde fået plads, og skulle starte til september. Jeg endte med at vække Frederik (eller jeg skubbede ham så han vågnede) og fik sagt noget i stil med ‘jeg er kommet ind, jeg er kommet ind!’, han forstod intet og var helt forvirret, indtil jeg fik sagt ‘på skolen’ og så blev der jublet, krammet og givet et kæmpe smækkys, inden han igen faldt om kuld. Jeg sov ikke den nat, for de mange sommerfugle holdt mig vågen …

I et par uger var jeg flyvende, jeg var så stolt og glad for, at jeg havde fået en af de få pladser, og der var mange på ventelisten som måtte vente til næste gang. Det måtte jo så betyde at pladserne blev fyldt hurtig op hvis der altid er en venteliste, og da klasserne er små, ja så er der kamp til stregen om hvem der ellers kommer ind. Vi er ikke mange som skal tage denne linje, men så er der de resterende linjer som både er indenfor mode, makeup og fotografi. Et godt miks, af en masse kreative sjæle. Jeg kunne dog godt mærke at glæden forsvandt lidt hen af vejen, og jeg var flov over, at jeg ikke glædede mig mere, da alle andre omkring mig synes at det var fantastisk. Men for at være helt ærlig, så handlede det i bund og grund kun om en ting, eller rettere en person; Frederik. Jeg kunne næsten ikke bære tanken om, at vi skulle være adskilt fra hinanden igen, og denne gang, ville vi begge to være ‘palle alene i en storby’. Jeg kender ingen i London, jeg ved ikke engang hvor jeg skal bo, og selvom det er en kort distance fra København, så kom minderne fra Paris tilbage. Den der ensomhed, hvor man føler at man er tæt på folk, men alligevel så langt væk, for de kan ikke få fingeren ud og besøge en, selvom det kun tager halvanden time. Jeg var nok lidt bange for, at jeg ville føle mig helt alene, og så samtidig have ondt i maven over at vide, at det var Frederik også. Det var næsten til det punkt hvor jeg begyndte at ombestemme mig. Det hele virkede så uoverskueligt, og det var jo heller ikke billigt, især ikke når man så også sparer op til et bryllup, en morgengave, flybiletter til jul, bryllupsrejse, en 30 års fødselsdagsgave (Frede bliver fandeme 30 næste år!!), og så dette her – skole og værelseleje. Det er mange penge hvis man ikke er sikker. Og for en kort periode var jeg i stor tvivl.

Det var så først for tre uger siden, at jeg virkelig fik vendt den om og så sagt ‘ja, jeg gør det, og jeg går ind i det 110% og nyder hvert eneste øjeblik’. Okay, mine forældre og Frederik havde godt nok også banket mig lidt oven i hovedet, og sagt at jeg skulle gøre det, og især mine forældres opbakning gjorde mig selvsikker i mit valg. Frederik havde hele tiden sagt ja til det, men mine forældre var nok lidt mere skeptiske i starten, indtil de så for et par uger siden, fortalte mig at alt erfaring giver noget, hvis ikke på CV’et så på livet. De fortalte mig at de støttede mig, at de ville besøge mig og at dette her var en mulighed som mange andre ikke får, så jeg skulle gribe fat om den. Det har jeg så tænkt mig at gøre. Det hele giver ligesom også mening for mig nu, de nederlag med ikke at få noget arbejde herude, var der en god grund til, for ellers var jeg aldrig kommet ind på denne skole. Og som min tætte veninde rigtig nok sagde ‘så har du altid medvind når det kommer til studier’, og det må jeg jo så erkende og give hende ret i. Jeg er kommet ind på alle de skoler jeg har søgt ind på, og det er ikke for at lyde arrogant, men det har været rigtig sundt for mig, at få modvind herude. Det har gjort, at jeg ikke tager det for givet, og en forståelse for, at der er en årsag til at alting sker. Det er kliché, jeg ved det godt, men hey, jeg er en sucker for ‘happy endings’ og ‘lykkelig til vore dages ende’ historier.

… Så ja, jeg flytter (undskyld sproget) fandeme til London. Godt nok kun for en kort periode, men alligevel, det er blot endnu en by jeg kan krydse af. Eller kan man sige, at man har boet et sted, når det kun er i tre måneder? Måske ikke. Jeg glæder mig i hvert fald, samtidig med at jeg har en smule ondt i maven, ligesom når man starter i børnehaveklasse. Det er den samme følelse hver eneste gang, dog denne gang, er den også fyldt op med en masse kærlighed (på godt og ondt). Jeg havde aldrig taget springet hvis Frederik ikke havde sagt ‘gør det’, men jeg havde heller aldrig været i tvivl hvis jeg var single. Den der hjemve fra ham, skær dybt i mig, men jeg tager det blot som livserfaring og så må jeg jo skrive en masse om det til jer – ud med det, som man siger.

Så hvis I kender nogen som mangler en roommate for en kort stund, eller som har nogen anbefalinger, så skriv endelig til mig, for bien mangler et sted at sove. Som tak, giver jeg masser af røverhistorier, tips og billeder imens at jeg er der.

… Så venner, spænd selen, for vi skal på endnu et eventyr!

 

 

 

(Visited 2.969 times, 1 visits today)
6 Svar
  • Karin Eriksson
    Juni 1, 2018

    Kære Rebecca, det er så sejt gået. Selvfølgelig bliver det hårdt ind i mellem, men jeg er sikker på det også bliver en fed oplevelse og du får en masse i din “Rygsæk” du kan bruge fremover.
    Jeg glæder mig til at følge dig.
    Ønsker dig alt det bedste i London, samt for dig & Frederik.

    • Rebecca Laudrup
      Rebecca Laudrup
      Juni 6, 2018

      Kære Karin, tusind tak for din søde besked.
      Du har set ret, jeg får nemlig en masse i min ‘Rygsæk’ som jeg nok skal kunne bruge. Og så er det jo sundt at savne, så det huske jeg mig selv på 🙂
      Ha’ det godt!

  • Lotte
    Maj 30, 2018

    London er fantastisk – vintage, kultur, musik, mad i alle afskygninger, historie….. Her er ALT og briterne er enormt venlige. Tillykke med eventyret. Kh

    • Rebecca Laudrup
      Rebecca Laudrup
      Juni 6, 2018

      Tusind tak Lotte – og jeg er så enig! Så hvis du har gode tips, så send den min vej 🙂

  • Camilla
    Maj 30, 2018

    3 måneder vil flyve afsted! I promise <33333

  • Simone
    Maj 30, 2018

    Jeg synes, du er for sej Rebecca!

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *