Interview: Camilla’s rejse til USA …

F

or at det ikke skal blive for meget ananas i egen juice og I ikke altid kun skal høre om mig og mine historier, ja så har jeg hevet fat i en af mine tætte veninder Camilla (eller som jeg kalder hende; Cami the nanny). Hun tog et valg lige inden hun blev færdig med sin bachelor om at tage til USA for at være au pair i et år. Det var på ingen måde ‘normen’ at skulle tage til USA som 25-årig og passe børn, men det er derfor jeg er så hamrerende vild med hende – for normen har heller ikke rigtig været mig, så når andre også tør at satse, ja, så tager jeg sgu hatten af for dem. Hendes eventyr er meget anderledes end mit, for jeg rejste ud (igen) grundet kærligheden til en fyr og Camilla rejste ud fordi hun havde kærlighed til livet, til at opleve og til at lære engelsk. Camilla og jeg er barndomsveninder, vores mødre gik i folkeskole sammen ( og de er stadig bedste veninder), så det lå nok lidt i kortene, at vi også ville blive gode veninder. Og selvom vi er to piger med to vidt forskellige liv, så klikkede vi bare – om det så var vores små peptalks til hinanden når det omhandlede træning, eller dét at danse til klokken fem om morgen med den tiende drink i hånden – så klikkede vi. Jeg må indrømme, at jeg har siddet og grint højlydt af hendes fortællinger, historier og selvironi som kan læses nedenfor – og det håber jeg i den grad også at I gør. Til sidst har jeg vel bare at sige; at jeg håber at hendes historie kan inspirere nogen til måske selv at tage det farlige skridt og rejse ud et år. God læselyst!

Hvordan kom beslutningen til at tage til USA som au pair? 

I januar befandt jeg mig på en to måneders rejse rundt i Asien med min lillesøster Sophia, hvilket var min tredje rundrejse ude i verden af den slags. Jeg havde lige afleveret min bacheloropgave og manglede derfor kun et semester fra at være færdig. Min krop og mit sind havde i den grad brug for et break fra livet i overhalingsbanen med (fuldtids)job, (fuldtids)studie, ivrig træning og et stort behov for at udfylde fri-hullerne med at være social og spise durum med falafel på Istedgade klokken 05 efter endnu en bytur. En kombination af P A U S E og at være sammen med min bedste veninde fik mig til at slappe helt af. Og så gav det mig tid til at tænke, mærke tvivlen og lysten til at rejse mere. ”Hvad så nu?”. Kandidat? Pause? Backpacking? Ny uddannelse? Nå nej, der kom jo lige et uddannelsesloft (!!). Et udvekslingsophold i USA (som var drømmen) var heller ikke en mulighed, da jeg ifølge point-scoren til sprogtesten ikke ville kunne ”klare” de amerikanske, akademiske udfordringer. Og det var måske det jeg allerhelst ville. Slå mig ned i et engelsktalende land i et halvt års tid og lære engelsk, sådan for real. Men det var altså ikke en mulighed. Midt i det hele gik det op for mig, at jeg jo bare kunne blive au pair. At gå på kompromis på en måde. Men… København var for mig en sikker havn at slå anker i. Jeg kunne jo ikke bare flygte fra voksenlivets stille, rolige og presserende indhentning. Tage et helt år ud og dermed miste mit retskrav på kandidaten. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det altså var for sent at gøre som 24-årig. Men så inddragede jeg Sophia i det her tankeskrald, som kun på sin mest kolde og kyniske måde kunne sige ”Hvad er problemet? Du har jo ikke nogen kæreste, som du sidder og flæber over på grund af afsavn, ligesom jeg?”.

9 måneder senere boardede jeg et fly til Portland i Oregon som 25-årig. Voksenlivet begynder først, når du er 28, siger vi. Jeg indfrier min store drøm om at bo, leve og opleve USA. Jeg bliver hamrende god til engelsk. Jeg får lov til at læse på et amerikansk universitet. ”You got it dude” er blandt en af mine nye favorit-vendinger. Og med indbildningen at jeg er ”In the running towards becoming America’s next top(model) nanny”, kunne min nye pause fra min rod- og rastløshed i Danmark simpelthen ikke gavne, glitre og charme mere, end den gør. So here you go. Det var den lange historie i den korte version 😉

Hvorfor havde du brug for, at tage en pause mellem din bachelor og kandidat? 

Det var en blanding at være træt af mit hamsterhjul. Uni, arbejde som lærervikar, læse, aflevere opgaver, praktik hos Michelle Kristensen, løbe, netshoppe, middagsaftaler, ende i halv-fesne dates, gå i byen, have tømmermænd. Og så blev det mandag, og hjulet startede forfra. Og så tvang uddannelsesloftet mig til at tage stilling til min fremtid. Og selvom jeg synes, at det er et bullshitloft, så har det alligevel fået mig til at tænke lidt mere over, hvad jeg vil, fremfor bare at fortsætte i et serveret, planlagt studie-spor. Men jeg kunne hverken mærke en lyst til det ene eller det andet, og derfor måtte en pause være det helt rigtige. Dagen før jeg blev bachelor, var jeg stadig i tvivl, om jeg skulle gå op. På daværende tidspunkt havde jeg truffet beslutningen om et år i USA. At blive bachelor skabte pludselig en frygt for at komme hjem fra USA og være fanget i uddannelsessystemet, hvor der måske ikke er en kandidat til lige netop mig. Men jeg tog chancen og færdiggjorde mine tre år. Fordi det føltes rigtigt. Og det er trods alt det vigtigste. Og så satser vi på, at året får mig til at mærke, om jeg skal kæmpe for en kandidat i tv-journalistik eller om jeg blot overgive mig og tage den selv-betalte merituddannelse som folkeskolelærer, som alle omkring mere eller mindre har forsøgt at overbevise mig om de sidste 5 år.

Var det ligetil eller var der meget arbejde i at blive au pair og finde den rigtige familie? 

Der var sindssygt meget arbejde i at blive au pair. Men allerede fra første kontakt til au pair bureauet holder de dig i hånden og hjælper dig resten af vejen, for processen er lang! Ansøgning, matching, forberedelse til afrejse, interview, informationsmøder, online undervisning, visum, betaling, forsikring og børnepasningserfaring, der skal undersøges og bekræftes pålideligt. Når du endelig bliver godkendt, ryger du ind i en matching portal på internettet, hvor familierne kan surfe rundt i au pair profiler og tage kontakt. Og fra da jeg blev tilgængelig her gik der faktisk kun et par timer. Det var dog først mit fjerde match, der efter flere skype-samtaler og en grundig gennemlæsning af deres indholdsrige familie-profil, blev finalished. Så 4-5 måneder tog det.

Hvorfor tiltalte Oregon dig? 

Jeg anede ikke, at Oregon eksisterede. Jeg havde aldrig hørt om staten før. Og nu når vi er i gang med at udstille mig, kan jeg da også lige så godt sige, at jeg ikke var positivt stemt over placeringen ved første læsning. Men jo længere ned jeg kom i læsningen af familiens profil, jo mere tiltalte den mig på grund af alle de ting, vi havde til fælles. Fra første Skype-interview glemte jeg alt om behovet for at være på østkysten 8 timer fra Danmark fremfor vestkysten med minimum 16 timers rejsetid og ingen direkte flyforbindelser. Oregon er noget helt specielt, og der er intet sted, jeg hellere vil være. Jeg føler mig så heldig for at være havnet et sted, jeg nok aldrig var kommet til ellers.

Har det været nemt at falde til?

Både og. Bureauet gør alt for at forberede dig, og jeg nåede at have to måneders kontakt med familien, før jeg kom afsted. Det betyder meget. Og så alligevel kendte jeg dem jo slet ikke, da jeg først stod her helt groggy med væske i anklerne efter flyvning og bare noget forsnøvlet og usikker i sproget. De første fem dage i USA foregik i New York på en au pair skole, hvor jeg mødte to andre piger, der også skulle til Portland. I min uge var vi 350 au pairs fra hele verden, der skulle afsted. Bare i min uge. Så her blev der allerede opbygget nogle stærke bånd, som jeg løbende kommunikerede med de første par uger, da det var mit eneste lokale netværk. Min LCC (Local childcare coordinater) kontaktede mig allerede dagen efter jeg landede og bød mig velkommen. Og ugen efter deltog jeg i mit første, månedlige og obligatoriske au pair meeting med de 70 andre au pairs i Portland. Her mødte jeg to danske piger, som jeg heldigvis klinger med. Og de kendte jo også nogle andre au pairs. Og pludselig voksede mit lokale netværk fra 2 til 10 stykker.

Hvordan ser din ’nanny’ dag ud? 

Au Pair-programmet er et U.S. Department of State-reguleret, kulturelt udvekslingsprogram, som har nogle retningslinjer familier og au pair skal følge. Det sikrer en ret god programkvalitet. Derfor må jeg max arbejde 10 timer om dagen. Jeg er heldigvis ved en familie, der kun ser det som en nødvendighed, hvis de altså ikke selv har mulighed for at tilbringe tid med deres børn i deres hektiske karriereliv. Jeg er som regel on duty fra 8-17. Jeg går hjemme hver dag med en 14-måneder gammel dreng. Han har en storebror på 4 år, som går i skole fra 8-13. Så dagene er en god blanding af at blive underholdt og udfordret. Mad, snacks, lure, læse, lege, hente, bringe, vaske børnenes tøj, tømme opvasker, rydde køkkenet, gåture i parken og tage på legeplads er ting der sker hver dag. Hver uge går vi i svømmehallen og til børne-oplæsning på biblioteket. En tur i Zoo eller på børnemuseum sker også og ofte i selskab med de andre au pairs, deres hostkids og kaffe. Alt i alt er det altså ret hyggeligt. Og selvom jeg approacher en anden families adfærd og opdragelsesmåde, er jeg ret meget chef over eget liv hver dag. Jeg hygger mig! En aften om ugen går jeg på uni, hvor jeg i det her term læser engelsk. I det nye år skal jeg læse journalistik. Og når jeg har fri, træner jeg, mødes med mine venner og bare oplever på oplever.

Hvad ville dit bedste tip være til en ung pige som måske også vil et år til USA og være au pair? 

Hvis du er i tvivl, så se på det på den her måde, som har jeg gjort: Jeg har taget et job i USA, ligesom jeg kunne have taget et vilkårligt job i Danmark som picoline, vikar, kasseekspedient eller måske tjener. Det her job giver dog bare visum i USA, muligheden for at rejse rundt samt læse på et amerikansk universitet. Det var helt klart det, der gjorde, at jeg tog afsted. Det var ikke lysten til at passe børn, der drev mig. Men kombinationen er helt perfekt. Foruden at pynte på cv’et, får du livserfaringer, oplevelser og minder med hjem i kufferten. Gør op med dig selv hvor meget et år hjemme egentlig er? Hvis du lige som mig har en tryg og stærk omgangskreds, der både tager på ødegård hver sjette måned, spiser sammen ugentligt, holder påske- og julefrokost og mister forstanden nytårsaften sammen, så vil de gøre alt for at snapchatte og sørge for, at du stadig er med. Det gør mine, fordi de er rigtige venner. Jeg ved, de er der, når jeg kommer hjem. Og familien er jo noget helt andet. Dem kan man jo slet ikke tvivle på. Jeg har både installeret Snapchat og Messenger på min Mormors iPad, og selvom jeg har 9 timers tidsforskel snakker jeg altså med mine forældre og søster hver anden dag. Et kram er langt væk, men det er deres ansigt altså ikke. Jeg sagde til alle, inden jeg tog afsted, at jeg bare glædede mig til at lande og mærke følelsen ”det her er for fedt”. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg ikke kan huske, hvornår den indtraf. Det skete i lynets hast.

Hvad har det bedste været ved dette eventyr? 

Min frihed som giver mig oplevelser. Hver uge. Selvom jeg arbejder 45 timer om ugen, skal jeg have halvanden fridag om ugen og en fri-weekend om måneden. Og det giver altså mulighed for at rejse til en anden stat hver måned, så man kan altså blive millionær, hvis oplevelser var valuta 😉

Hvad har det sværeste været? 

At skulle undvære min lillesøster. Det er stadig det sværeste.

Hvad savner du i/ved Danmark?

I bund og grund savner jeg ikke noget som sådant. Rent specifikt jo. Toms dronningsmandler og surt slik med jordbærsmag. Men hvis jeg som nu tvinges til at tænke over det og mærke efter, så savner jeg da min lejlighed med dertilhørende roomies, som jeg kender helt tilbage fra efterskoletiden på Fyn. Jeg savner vores spontanitet, fjolleri og at være unge i København. Jeg savner at bo under mit ”eget” alt for dyre tag. Jeg savner at cykle rundt i byen, hvor afstandene pludselig bare er så små sammenlignet med USA. Jeg savner at mødes til hverdagsmiddage med mine gymnasieveninder. At være underlig med min søster. At crashe på min mors sofa, få kaffe og kage hos Mormor og bygge Lego med min lillebror og Far. At løbe i Søndermarken og lave mit eget mad. Mit frie hverdagsliv. Men savn er en underlig størrelse. Det her er nok mere taknemlighed og noget, jeg nok vil værdsætte mere, når jeg kommer hjem.

Hvad har overrasket dig ved USA og amerikanerne?

De handler stort ind i Cosco, som er et varehus ligesom IKEA’s lagerhal bare med madvarer. Og så køber de færdigretter, som bare skal varmes i ovnen for at spare tid. Og penge. De er virkelig naive hvad angår sukker, som de tror, at de undgår. Men hvidt toastbrød, peanutbutter og jelly, sirup, pandekager, vafler, honning, diverse morgenmadsprodukter er hverdagskost. Alt er overstimuleret af sødme. Eller ost. Der er ost i alt. Herovre viser næringsindholdene på ballagen præcist, hvad der er i en portion fremfor pr. 100 gram. Og det overrasker mig hver gang, hvor mange kalorier, de formår at putte i eksempelvis en lille halv fyldt peberfrugt med oksekød, ris og ost. 380 kalorier. En halv peberfrugt med fyld! Filmen Supersize me satte sit præg på forståelsen af America, men det har nu alligevel overrasket mig.

Hvilken amerikansk tradition har du glædet dig til at opleve? 

Her i november oplevede jeg Thanksgivning hos min værtsmors familie i Michigan. Ind til nu har jeg kun kunne forholde mig til Thanksgivning, når Monica hoster en overdådig middag i Friends. Halloween var også real! Der findes græskarmarker! Trick og Threat var en folkevandring, da først mørket lagde sig på. Alle var klædt ud, og jeg har sjældent følt mig mere tilpas i et lyseblåt My Little Pony kostume.

Du har lige været i Seattle og New York, hvilken andre byer vil du gerne besøge dette år?

Om en måneds tid kommer min søster, og så skal vi til San Fransisco. Jeg skal stå en masse på ski på mine fridage på Mount Hood, som kun er en time væk. Jeg skal opleve meget mere af smukke, grønne Oregon. Og så har jeg ellers Chicago, Salt Lake City, Phoenix, Boston, Dallas, Gran Canyon, Las Vegas, Austin, Dallas, Hawaii, Colorado, Canada, Alaska og hele Californien på listen. Jeg tror måske ikke, at et år herovre er nok 😉

Og nu fem hurtige!

Bedste madoplevelse?

Green Juice Company har til dags dato lavet den bedste chiagrød nogensinde. Kure laver de bedste acaibowls. Det amerikanske køkken med burger, spareribs, fries og ost i højt-dosserede mængder har ikke vundet min kærlighed. Men morgenmad er Portland kendt for at kunne lave til perfektion, og jeg har endnu ikke fået dårlige blueberry buttermilk pancakes. Desuden er Portland fyldt med foodtrucks, som tryller dig til Mexico, Mellemøsten eller Italien, hvis det er det, du har lyst til. Portland er ren hipster foodie!

Værste madoplevelse?

Mac’n cheese og fiskestænger. Og ris med cheddar. Jeg elsker ost, men jeg forstår seriøst ikke, hvorfor man skal ”ødelægge” det sådan.

Det skal man besøge hvis man kommer til Oregon? 

Udforsk smukke downtown Portland til fods. Drik kaffe fra en ægte coffee roaster. Vælg en amerikansk morgenmad eller følg hypen og spis en acai-eller buddhabowl. Tag gondolen op på bjerget og fornem hvordan byen er delt i nord, syd, øst og vest af Columbian River. Nyd synet af Mount Hood, når du kører på motorvejen. Kør forbi StarBucks drive-in, bare fordi du kan. Og kør til alle nationalparkerne. Saddle Mountain State Park er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set med en 360 grader udsigt helt ud til horisonten. Eller kør ud til vestkysten og bliv blæst igennem af The Pacific Ocean. Tag til Multnomah Falls. Eller bare nyd viben i alle de cool kvarterer som eksempelvis Alberta Art District.

Hvad har du altid med i din taske, nu som nanny? 

I ægte Mary Poppins stil har jeg alt. Desinficerende gel, vådservietter, kiks, granolabarer, mælkeerstatning, drikkedunk, bleer, paraply og skiftetøj.

Bedste tøj-tip hvis man skal besøge Oregon i de kolde vintermåneder?

Du skal huske dit regntøj, Bee. Og når du kommer og besøger mig, så ville jeg anbefale, at du også tager en fleece med 😉 Skift eventuelt dine gule gucci loafers ud med et par gule timberlands, så skal du nok blende godt ind.

 

(Visited 735 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *