Hurra! I dag fylder bloggen et år ..

D

en 15 juli 2017 kom første indlæg ud på bloggen, og et år efter er det stadig det mest læste indlæg herinde (Ja, selv min fars interview kan ikke slå antallet på det første indlæg, da ‘Bee A Traveler’ kom til verden – og det gør mig faktisk lidt rørt!). Jeg husker min angst for at det hele ville falde til jorden, at ingen ville læse mine indlæg og jeg derfor havde smidt jeg ved ikke hvor mange penge ud af vinduet for at få startet, designet og lavet denne blog – for det var alligevel næsten en helt månedsløn jeg betalte for at få den lavet. Det er dog nogen af de bedste og flittigste penge jeg har brugt. Og jeg fortryder intet. Grunden til at dette stadig, et år efter, er ligeså spændende, livsbekræftende og givende, er fordi dem, altså jer, der læser med, virkelig værdsætter det jeg skriver. I er simpelthen så hamrende dejlige. Så tak, tak til jer. Men hvad er planen så for fremtiden? Blev Bloggen som jeg havde troet? Hvad har jeg lært? Hvad skal jeg gøre bedre? osv. Ja, det er det vi skal snakke om nu.

Der var flere årsager til at jeg startede bloggen. Det første var, at jeg følte at jeg måske kunne bidrage med noget andet da jeg nu skulle flytte til Hong Kong med min Frede. Det andet var at jeg gerne ville blive ved med at skrive, efter jeg havde været på ELLE. Og den tredje grund var så at jeg ville skabe et univers hvor andre kunne lære mig at kende for den pige jeg er, med mine egne holdninger, oplevelser og erfaringer, uden hele tiden at blive beskrevet som ‘Michael Laudrups datter’. Jeg har på ingen måde gemt min far væk, han kommer frem en gang imellem herinde og som sagt så lavede jeg også et interview med ham. Han kommer også op på min instagram, ja ligeså ofte som min mor, nevø og Frederik gør – hvilket er et meget bevidst valg, for jeg har altid været stolt af dem jeg elsker. Forskellen er bare, at jeg poster ikke billeder af en eks-fodboldspiller/træner, jeg ser ham slet ikke sådan, faktisk er jeg fløjtende ligeglad med hvad han laver, så længe han stadig forbliver det menneske jeg holder af. Men jeg poster billeder af min far, fordi han er en af mine absolut yndlingsmennesker på denne jord. Jeg havde dog også bare brug for at vise, at det kunne jeg også godt gøre, for folk var faktisk ligeså meget eller mere interesseret i at følge mig fordi jeg havde andet at byde på end et navn. Måske er det naivt, det skal der nok være nogen der synes, men med bloggen kunne jeg uddybe mig ligeså meget jeg ville, og jeg føler at I har lært mig at kende, så godt som man nu kan. Jeg er jo dårlig til at holde min k… Så måske kender I mig også lidt for godt.

 

 

I dag kan jeg jo så sidde og grine af, at jeg for et år siden gerne ville have en blog som primært handlede om rejser, mad og alt det andet som så mange andre bloggere også skriver om. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det folk virkelig gerne ville læse var de dybe ting, ændringer eller nyheder, samt der hvor de kunne snage lidt. Hey, jeg dømmer ikke, vi ALLE elsker at snage til en vis grad – hvis I vidste hvor tit jeg prøver at finde ud af nogen ting, lige fra hvem Gina Jaqueline’s (DR3 lavede programmet med hende om sugardating) kæreste er, til om Kylie Jenner (Kim Kardashian’s lillesøster) var gravid. Så jeg forstår det virkelig godt. Dog til at starte med var det lidt af en mavepuster at læsertallet altid var så hamrende lavt på mine guide til København, Paris eller et tredje sted, når nu jeg havde brugt timer på dem. Jeg bliver dog ved med at lave dem, for jeg elsker selv at finde tips hos folk når jeg skal et sted hen, og derfor er I også tilgivet, for det er sgu ikke altid fedt at læse om storbyer medmindre man ikke selv skal dertil.

Det er måske også derfor at de dybe emner såsom opvækst, forhold, savn osv. er populære hos folk, fordi vi alle har prøvet det på et eller andet tidspunkt. Samt de nyheder jeg har skrevet om som f.eks. at jeg blev forlovet, skulle til London og har købt lejlighed med Frederik virkelig peaker og får mest opmærksomhed, da det er en del af livet at skulle flytte, købe bolig, læse, giftes, og alt det andet der kommer hen af vejen. Så enten læser man det fordi man glæder sig til det er en selv en dag, eller også er man så heldig at stå i det lige nu, eller også er det fordi det fremhæver (gode) minder fra da man selv var der i livet. Det er også derfor at jeg elsker at jeg som sådan ikke har en ‘aldersgruppe’ som jeg prøver at ramme, for i bund og grund er jeg fløjtende ligeglad med alderen. Det gør mig nemlig så varm i kroppen at vide at jeg kan ramme bredt, om det er en ung pige på 14 år som synes hun lærer noget, en mand på 50 som til tider følger lidt med, med det ene øje, eller en moden kvinde på 73 som glæder sig til et nyt indlæg udkommer. Ja så vil jeg sige, at jeg er den heldigste ‘blogger’ i verden, for at fange et menneskes opmærksomhed er langt vigtigere for mig end at fange en målgruppe. Jeg kan nemlig selv opføre mig som en på 10, 24, 47 eller 80 alt efter hvilket humør jeg er i – spørg selv min kæreste.

Da jeg sad og lavede planer omkring bloggen for et år siden, var jeg dog stensikker på at min målgruppe ville være mellem 18 og 25 år – da jeg selv er i den kategori når man skal krydse en boks af. Men jeg fandt senere ud af, at det er nok det min blog, det her år, har prøvet at ændre på “dét at sætter os selv i en form for boks eller kategori hele tiden”. Jeg har i mange af mine indlæg snakket om ‘normen’, ‘ung vs. voksen’, og det at ‘turde være sin egen’. Mest fordi, at imens jeg skrev disse ting ned, prøvede jeg selv at løsrive mig fra hvad andre tænkte var det rigtige for mig og i stedet gøre hvad jeg syntes var det rigtige for mig. Jeg har haft en form for rød tråd på min blog, uden overhovedet selv at tænke over det. Jeg tror at hvis I går tilbage og læser de første par indlæg nu, ville I måske også se en anden ‘pige’ i teksten, ikke fordi jeg som sådan har ændret mig helt vildt, men fordi jeg måske er blevet mere åben omkring hvem jeg selv er og samtidig ikke er bange for at kalde en ‘spade for en spade’. Der er et par stykker som enten har skrevet privat eller herinde i kommentarfeltet som har nævnt at jeg er/var for ydmyg, og ja, det er jeg nok også nogen gange. Men for et år siden, ville jeg simpelthen ikke turde andet, og som person er jeg nok også bare typen som altid underspiller eller nedgøre tingene, da jeg ikke vil lyde arrogant og hamrende irriterende. Jeg har dog lært, at man godt må rose sig selv, og det gør jeg så nu: for hold kæft, hvor er jeg stolt af den her blog! Sådan der, der kom den – og det føles skønt!

 

 

Jeg er dog også selvkritisk, og ligesom at jeg skal øve mig på at rose mig selv, ligeså vel skal jeg give folk lov til at komme med konstruktiv kritik, uden af blive sønderknust. I ved jeg er følsom, det har jeg ikke lagt skjul på, men fordi jeg selv er så kritisk omkring tingene, så kan jeg næsten ikke overskue når andre så kommer med kommentarer som kan føles som hård kritik eller et form for diss. Jeg har tit fået en kommentar omkring, at efter folk har mødt mig så syntes de at jeg virker enormt sød, da jeg åbenbart kan misforstås på de sociale medier eller på bloggen. Førhen, kunne dette simpelthen gøre mig så ked af det, som om jeg enten var falsk eller selvhøjtidelig herinde – og det synes jeg på ingen måde at jeg er. Men jeg har senere hen lært at ord jo kan misforstås på skrift, folk læser jo tingene forskelligt, og hvad jeg skriver som skal lydes selvironisk og sjovt, kan måske lyde anderledes hos nogen andre. Det er ikke til at vide. Jeg har nu bare lært at ignorere de kommentarer, for så må de jo snakke om mig eller lade vær med at læse, da jeg selv synes at jeg er den samme.
Et par af mine veninder har også en enkel gang eller to skrevet til mig efter et indlæg og spurgt ‘men er det virkelig sådan du har det, passer det?’. Jeg kunne blive totalt stødt omkring det spørgsmål da jeg følte at det nærmest var en hentydning til at jeg løj, men de har måske bare sagt det for at sørge for jeg var ærlig også over for mig selv. Idag, har jeg dog lært af det. For jeg har jo måtte forklare folk, at dette univers jo ‘kun’ er et glimt af mig, nej jeg viser ikke de dage når jeg føler mig oppustet eller grim, nej jeg skriver ikke om mine skænderier med Frede, eller når jeg er irriteret på min mor – og hvorfor? Fordi alle behøver ikke at vide alt. Når det så er sagt så har jeg da snakket om kæresteting, om hjemve, om vægten, om sårbarhed og så meget andet, som jeg føler er meget privat, men som jeg også synes er vigtig at åbne op omkring. Så det handler vel i bund og grund om den hårdfine balancegang.
Ligeså vel er jeg ikke længere ked af, at min familie og veninder ikke læser min blog altid (min mor og far læser den dog altid … Min mor læser den nok lige nu). Det kunne førhen føles som om de bare var ligeglade, men sandheden er jo nok bare den, at der ikke altid er tid til det. Det eneste tidspunkt hvor jeg stadig kan blive irriteret er når jeg får en bemærkning omkring et indlæg, og så kan høre at de slet ikke har læst det – og hvis de ikke har læst det eller nogen af dem, så synes jeg ærligttalt ikke at man skal eller burde sige noget. Jeg skal dog være bedre til at lytte til dem som rent faktisk læser med, dem som kommer med en konstruktiv kritik efter at have brugt tid på at læse hvad jeg skrev, for det er den eneste måde jeg og denne blog kan vokse og blive bedre på … Også selvom jeg er dårlig til det, men hey, i det mindste ved jeg hvad jeg selv skal arbejde på, og det er da en start, ik?

Så hvad er planen for fremtiden? Tja, det er jo lige det. Jeg er ikke træt af at skrive herinde, men jeg ved så også at jeg skal til at lave et nyt projekt (udover London) og derfor bliver bloggen måske ikke hele tiden min første prioritet, men det er måske heller ikke en dårlig ting, for gode ting er på vej! Og jeg GLÆDER mig sådan til at jeg kan fortælle mere om det. Jeg vil dog gøre mit aller bedste for at den bliver ved med at vokse, og bliver endnu større og stærkere. Og så kommer der snart et nyt sprog herinde! Bare rolig, jeg bliver ved med at skrive på dansk, men mange af mine tidligere indlæg kommer også til at være på engelsk – da flere i udlandet har efterspurgt det. Det kommer så også til at tage tid, og jeg har allerede ondt i fingrende ved bare tanken om det! Til sidst, bliver det næste Blogger-år fyldt op med en masse flere indlæg omkring bryllup, indretning, og fremtidigplaner – samt de obligatoriske rejser (snart kommer der en om Tokyo -Frede og jeg tager nemlig dertil om to uger- Mallorca, og selvfølgelig London).

Men jeg vil egentlig slutte af med at takke hver og en af jer. Tak til de trofaste læsere som læser ord for ord, indlæg for indlæg og altid glæder sig til et nyt er på vej. Tak til dem som kommer i ny og næ,  som kommenterer selvom de ikke er helt til det, og normalt ikke læser blogs, men har valgt at min vil de gerne læse en gang imellem. Og tak til dem som er nye, som hoppede med på vognen for en måned, en uge, eller en dag siden. Alle slags læsere er gode læsere, og jeg dømmer dig ikke fordi du ikke har lyst eller tid til at læse med altid, jeg dømmer heller ikke hvis du er uenig med mig, eller synes min blog ikke lige er ‘dig’ længere. Min baby er et år gammel, så selvfølgelig har den ændret sig, den har lært at gå, snakke og råbe lidt mere – om et år kan den måske noget helt andet, som vil gøre at andre hopper fra og nye kommer til.

… Vi er først lige begyndt, skal vi ikke bare blive enige om det? Jeg håber virkelig at I vil blive ved med at følge med (stort som småt), og så håber jeg at I vil blive ved med at sende mig tips til hvad jeg skal skrive om? Nu har I lyttet til mig i et år, så er det vel også kun fair at jeg lytter lidt til jer 😉

Tak igen! Smækkys fra bien.

 

 

 

(Visited 327 times, 1 visits today)
2 Svar
  • Jane
    Juli 15, 2018

    Stort tillykke med det første år og den fineste blog.
    Du er dig! Og du gør det så godt??????

  • Anja
    Juli 15, 2018

    Tak for den skønneste og ærlige blog – nyder hvert et ord og har gjort det fra første post:)
    Tak for dig??

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *