Home sweet home – en måned i København

J

eg har fået denne sætning en del “Det er så vildt, at du bor i København igen!” og ja, det er det. Men det er ikke helt gået op for mig endnu, jeg føler ikke rigtigt at jeg er ‘hjemme’ måske fordi jeg bor i en lejet lejlighed hvor intet er mit eget (udover de mange sko, tasker, hudprodukter og tøj). Jeg går lidt med følelsen af, at jeg lige om lidt rejser igen, måske er det en form for tilvænning, jeg føler egentlig bare at jeg er på besøg og igen skal tilbage til London – eller Hong Kong for den sags skyld! Men jo, jeg er hjemme igen – jeg føler mig som en bedre og mere dannet mig, og alligevel føler jeg at intet har ændret sig herhjemme. Eller, der er kommet lidt flere børn, et par nye butikker og så har jeg allerede mødt nogle andre dejlige og spændende mennesker som jeg ikke kendte for halvandet år siden. Men udover det, så føles det meget som det samme.

Det er ikke nyt det her, det er jo faktisk tredje gang at jeg flytter hjem til København igen. Når jeg tænker over hvor lidt dansk jeg var første gang jeg kom til København som 18-årig og kun troede at strøget, Nyhavn, Kongens Have og søerne var essensen af København er der sket meget. Dengang flyttede jeg ind i en lejlighed i Herluf Trolles Gade sammen med min bedste veninde og weekenderne gik på druk, druk og du gættede rigtigt mere druk. Nu er jeg flyttet ind i en af det ældste gader i København, Snaregade, i en charmerende lejlighed hvor der er lavt til loftet, overtøjet hænges på knager ude foran hoveddøren og gulvene knirker. Mine weekenderne omhandler nu, bryllupsplanlægning, familie-kom-sammen, kaffe eller rødvin og en god morfar på sofaen. Og her troede du, at jeg lige var blevet 25 år – tror mere det er 52 (og det var ikke et dis til dem der er 50 eller over, mere bare at ‘de vilde dage’ er ikke så vilde længere).

Men jeg hygger mig virkelig her i København, selvom jeg da godt kan synes at folk burde smile lidt mere og ikke have så kronisk travlt A L T I D. Jeg ved ikke hvad det er, hvorfor der er sådan en ‘please ikke rør mig, eller snak til mig, eller kig på mig nogensinde’ attitude. Her forleden dag tabte jeg en buket med eucalyptus blade på gaden, fordi jeg slæbte på så mange poser og blomster og jeg ved ikke hvad. Der var fire der gik forbi mig og jeg måtte nærmest stoppe den femte person og spørge om hjælp til sidst fordi jeg simpelthen ikke kunne bøje mig ned uden at vælte bagover, snak om komisk! Det var virkelig provokerende, på sådan en måde at jeg nærmest havde lyst til at råbe til folk at det ikke kunne være rigtigt, de kunne jo godt se mig, jeg fyldte jo hele fortovet.
Jeg lignede trods alt en dårlig udgave af en romantisk komediefilm hvor hovedpersonen taber alting og der derefter kommer en smuk veltrænet fyr flyvende hen af gaden for at hjælpe hende. Her var der så ingen flot eller veltrænet mand der hjalp til, selv den sjuskede mand gad ikke en gang hjælper mig, altså en kvinde i nød og jeg prøvede ellers at smile så stort og flot til ham (min kæreste siger at mit smil er pænt, så det er det jeg har at arbejde med, da jeg lige pt ligner en vandrende pingvin med min store dunfrakke). Hele episoden var op ad bakke, jeg var mildest talt pisse irriteret og det første jeg tænkte var ‘det er så typisk dansk, det her’. Heldigvis, faldt den tanke til jorden igen, for de sidste par uger har jeg bare mødt de fineste personligheder – vi er faldet i snak og det føles som om jeg har kendt dem i flere år. Uden at lyde vildt arrogant eller selvoptaget, så tror jeg det skete fordi jeg smilede stort til dem – og så snakker jeg som en vandfald, så folk føler tit at de kender mig efter fem minutter, hvilket de nok også gør.

Jeg kan godt mærke at jeg har boet i et land hvor jeg ikke har kunne snakke lige så godt med folk. I Hong Kong kunne de godt snakke engelsk, men hele attituden er jo anderledes. Jeg elsker at jeg nu kan hive selv-ironien frem og folk godt fatter at jeg ikke mener det helt seriøst. Det er så befriende og helt klart en ting som jeg har savnet allermest ved at være ude. For et par uger siden var der en ekspedient der grinte så meget af Frederiks og min måde at tale til hinanden på. Jeg tror lidt at Frederik og jeg har glemt at alle faktisk godt kan forstå os nu, for vi er jo vant til at vi bare kan fyre den ene kommentar af efter den anden, uden et respons. ‘Frederik du er ikke street nok til at gå med de sneakers’ sagde jeg mens han prøvede et par nye løbesko. ‘Skal du have noget, du skal jo altid have noget?’ fik han så fyret af og jeg fandt en løbe halsedisse frem ‘ja den her, hvad str. tror du jeg skal have?’, han kiggede på mig ‘den største, dit hovede er jo kæmpestort’. Man skulle nok have været der, men ekspedienten grinede non-stop, måske fordi humoren var så tør og vi ikke selv fattede at hun godt forstod os. Dét har jeg virkelig savnet. Endnu mere at jeg nu også kan grine af andres tørre humor – den kinesiske humor fatter jeg nemlig hat af!

Der er mange ting som jeg har savnet, udover omgangskredsen. Men det er sådan nogen mærkelig ting, såsom en ordentlig bager hvor man kan købe friskt rugbrød. Supermarkeds ting, såsom hytteost, remoulade og mathilde kakaomælk – ikke sammen, selvfølgelig! Børn der snakker, det lyder vildt underligt, men danske børn der snakker er noget af det fineste der findes. Tv-tider, at jeg nu ikke skal se Go’ morgen Danmark klokken 14.00 når jeg spiser frokost. Dét at jeg kan cykle. Hyggen. Kulden. Det grønne. Stjernerne. Det er sådan nogen ting man savner, og ikke så meget dansk slik, stegt flæsk og karrysild.

Der er også ting jeg ikke har savnet. Men det orker jeg ikke at gå i detaljer med. Det eneste jeg ville ønske der blev gjort lidt mere af var, at vi smilede større og mere til hinanden. Det gør altså meget og nogen gange er det bare rart at blive set, og så er der andre gange hvor du blot falder i snak med et menneske man ikke troede man kunne snakke med. Da jeg stod i slagteren oppe i Gilleleje med min mor for et par uger siden, stod der en kvinde og så så elegant ud, jeg sagde til hende ‘jeg bliver bare nødt til at sige til dig, at du ser simpelthen så nydelig ud i tøjet’. Hun blev så glad, det ville jeg jo også selv blive, for helt ærligt, så gør det bare et eller andet godt for sjælen.

… Ja, mit bedste budskab som jeg har at give til alle, efter halvandet år ude er, at vi skal smile lidt mere, give flere komplimenter og orientere os lidt bedre (holde døren for folk i Magasin, rejse os for den ældre dame i bussen, lad hende med barnevognen komme først ind i butikken). I sidste ende så det er jo jul, som man siger 😉

(Visited 584 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *