Hjælp, jeg er startet til kinesisk!

O

kay, så for et par uger siden spurgte Frederik mig om vi skulle begynde til kantonesisk sammen. Jeg sagde ’ja’, fordi jeg troede det var noget vi måske ville begynde på om et par måneder, og så ville det vare ti timer og det var det. Men der gik ikke mere end en uge og så havde han fået plads til os på et college inde ved Causeway Bay. Jeg begyndte meget hurtigt at få en smule koldsved, for jeg havde måske ikke lige forestillet mig, at det skulle være nu, og jeg havde nok bare sagt ’ja’, fordi jeg ville være sammen med Frederik når han jo arbejder så meget. Det hjalp så heller ikke at få at vide, at det var hver tirsdag i tre timer, vi starter nemlig klokken 19 og slutter 22, det er 50 timer og 15 lektioner og når ja, så lige for at toppe den er der fire test og en eksamen til sidst! Jeg var ved at falde bagover og få min kaffe galt i halsen på samme tid. Så nu har jeg været afsted til det to gange a la seks timer. Og halvdelen af tiden sidder jeg og tænker ’nej, nej, nej jeg forstår hat af det her’ og den anden halvdel griner jeg så over Frede – for sprog er måske ikke lige hans ting, og nu siger jeg heller ikke at det er min ting. Men alligevel, jeg snakker flydende engelsk, er rimelig okay til spansk og kan begå mig på fransk. Jeg troede at jeg havde et okay sprogøre, tonen og sammensætningen, men det var lige indtil, at jeg satte mig ned på anden række (fordi Frede skal være tæt på tavlen – stræber!) og min lære Miss Kin, sagde ’in mandarin there are four tones, but that is mandarin. In Cantonese there are six. Let’s start’. Så tak Frede. Her er alle mine tanker omkring dette nye sprog, timerne, min selvopfattelse af mig selv, af min kæreste, af de andre elever, af læren, af situationen og at jeg har lyst til at løbe skrigende væk, hver eneste gang vi skal sige noget højt.

 

  • Seks toner, hvor halvdelen af dem lyder som de samme. Det er så op ad bakke, for ikke nok med, at du jo ikke kan høre om det er tone tre eller fire, så betyder tone tre og fire også nogle helt forskellige ting. Lad mig demonstrerer: Si1 betyder digt, si2 betyder historie, si3 betyder prøv, si4 betyder time, si5 betyder marked og si6 tror jeg betyder et emne. Så de seks ord med forskellige toner er ikke gang tæt på at være de samme ting. Og én ting er at huske på et nyt fremmede ord, men her skal du altså huske på seks ord til et ord. Og hvis der var en kineser der spurgte mig om at prøve på noget (som er si3), ville jeg vitterligt ikke kunne høre om hun sagde digt, historie eller time. Dette lærte vi på vores første dag. Kunne vi måske lige prøve med et hej?
  • Vi lærer at skrive ordende på den vestiske måde, thank god, at vi ikke også skal lære at skrive tegnene.
  • Der er en af eleverne som har boet her i et par år og hun kan rimelig meget allerede. Men hun er altså også lidt irriterende, for hun skal hele tiden høres og så retter hun på læren. Ti stille eller gå op til niveau to. Vi andre gider ikke at have to lærerinder.
  • Læren er ikke super pædagogisk. Den første time grinte hun af en mand fra Japan, fordi hun syntes, at det han sagde ikke lød rigtig. Jamen super, nu har jeg da virkelig lyst til at række hånden op. Prøv du lige at sig “rødgrød med fløde”, og så kan jeg da også grine af dig.
  • Tre timer er alligevel en hård omgang. De første to er faktisk okay, men den sidste! Gab, hvor går den sidste bare langsom og jeg er sulten. Igen.
  • Frede kopierer det jeg skriver ned. Okay Frede, du må godt kigge efter men det er kun fordi, at du er så ufattelig køn og jeg ved at lige nu har du det værre end mig.
  • Det lyder rigtig når jeg siger det, men der går ikke mere en to minutter og så kan jeg ikke huske, hvad jeg lige har sagt. Hvad var det nu Nei5ho2ma3 betød? Når ja, hvordan går det. Og her skal du svare tilbage med; ho2ho2, doh1je6 (godt, tak).
  • En kort sætning som: Hun er min vens ven, er ikke så kort på kantonesisk; kui5 hai5 ngoh5 pang4yau5 ge3 pang4yau5. Jo da, nemt.
  • Mine fransk timer i Paris var peanuts i forhold til det her. Hvor var jeg dum den gang at brokke mig over, hvor svært det var med alle de franske bøjninger; nutid, datid, før datid, fremtid og endnu mere fremtid. I det mindste kunne jeg sige: Bonjour, je voudrais un café et un croissant s’il vous plaît. Også var jeg godt kørende.
  • Jeg savner på ingen måde skolen lige nu. Og det er alligevel løgn. For der er et lille sted indeni mig, som glæder sig til at blive bedre til det jeg brænder for. Altså at have systue, fashion marketing, billedkunst, branding, accessories, tegning osv. Men jeg savner ikke at sidde i et forum og være helt forvirret. Nu gør jeg det også være end det er, for jeg er rimelig god til at lære. Altså min koncentrationsevne er ret god og jeg bliver ikke skræmt så hurtigt. Men jeg kan også hurtigt kede mig, hvis det bliver for meget “kæft trit og retning” – som måske er en meget normal læremåde i Asien. Ting må ikke gå for hurtigt, altså kan vi ikke lige gennemgå det vi lærte sidst med nogle opgaver eller lignende? Hvem lærer tingene ved at råbe dem op i kor? Og så få at vide, at det lyder fint og nu går vi over til noget helt nyt. Det forstår jeg ikke en dyt af.
  • Hvornår er der pause, så jeg kan snappe, hvor træt i hovedet jeg er lige nu?
  • Hvis jeg nogensinde lærer bare lidt af dette sprog, så vil det være så blæret. Jeg ville kunne sige til de (til tider) irriterende kinesiske turister i Nyhavn at de skal flytte sig fra cykelstien og fjerne den selfiestang fra mit ansigt. Okay, måske snakker de så kun mandarin, men jeg har fået af vide at mandarin og kantonesisk er ligesom dansk og svensk, og svenskerne forstår mig godt når jeg siger ’vil du være sød at flytte dig, tak’. De kigger i hvert fald på mig.
  • Jubii, timen er slut og nu er der en hel uge til at jeg skal det her igen. Men hvis jeg kender Frede rigtigt, skal vi øve mandag, for igen lidt efter, fordi han er en stræber.
  • Ej, alle jokes til side, det er vigtigt at øve. Ikke mindst fordi det er et sprog som hurtigt glemmes, og jeg gider heller ikke at være den dårligste i klassen. Jeg siger ikke, at jeg skal være top fem heller, men hvis jeg bare kan svæve der i midten og min lærer ikke griner af mig som hun gjorde med japaneren, så er jeg godt tilfreds.
  • Jeg har lært at sige hej; Nei5ho2. Mission accomplished.
  • Nu er der kun 44 timer tilbage. Det er ligeså lang tid som Friends-boksen varer, fra sæson 1 til 10. Perfekt.
(Visited 482 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *