Frede og jeg har købt vores drømmebolig!

D

et er næsten helt uvirkeligt at jeg skal skrive dette indlæg, for jeg har gået med sommerfugle i maven, de sidste par uger med hensyn til denne bolig – og også lidt ondt i maven, da vi har siddet ude på den anden side af jorden og krydset fingre for at boligen ville blive vores. Nu kan jeg så endelig sige det: JA, vi fik den. Vi fik Vores drømmebolig, som vi skal bo i når vi engang flytter hjem igen. Jeg har lyst til at poppe champagnen og danse rundt i stuen, for det er som op alt bare falder lidt på plads, og jeg har aldrig haft så meget ro i kroppen omkring fremtiden – der kommer nemlig også snart en anden god nyhed, men den tager vi i et andet indlæg!

Jeg vil virkelig ikke gå hen og lyde som en blærerøv, altså du ved, sådan en type som skriver ‘se mig, se mig’ hver eneste gang jeg har købt noget. Men det her er altså bare lidt anderledes, for jeg har købt noget og investeret i et hjem sammen med et andet menneske – Frederik! Jeg kan slet ikke beskrive følelsen, det er så voksent og sådan en stor ting for os, at vi ved at det skal være os, og derfor tør vi godt gøre det her sammen. Og så er der jo også lige det, at det var drømme lejligheden; beliggenheden er perfekt og det er et sted som vi kan bo i 10-12-15 år eller mere endnu. Vi har nemlig købt lejlighed på Gammel Kongevej, og det ligger bogstaveligtalt lige ved siden af det nye teater. Ja, disney/musical prinsessen i mig, kunne vitterligt ikke være gladere. Nu, kan jeg nemlig tage i teateret og se en musical imens at Frede stener Tottenham fodboldkampe lige ved siden af, og vi kan gøre det helt uden at det bliver et problem. Win-win for os begge.

Som mange af jer jo nok ved så er Frederik fra Fyn, og er vokset op i Nyborg lige indtil han flyttede til københavn som 20-årig. Han boede så seks år på Vesterbro, fem minutters gang fra Kødbyen (den ene vej) og Istergade (den anden vej). Så Vesterbro har helt klar været hans favoritsted i byen. Jeg har boet lidt rundt omkring i København K. og har derfor altid brugt centrum helt vildt meget. Og jeg har lige nu en lejlighed som lejes ud i Nansensgade og hvis jeg skal være helt forudindtaget så vil jeg mene at Nansensgade er en af de bedste og hyggeligste gader i hele København. Der er nok kun en gade som slår den for mig, og det er Værnedamsvej på Frederiksberg. Vi har i lang tid snakket om hvor vi gerne ville se os selv bo når vi kom hjem. For selvom jeg elsker lejligheden på Nansensgade så havde vi begge det også sådan, at når vi kom hjem, så skulle vi flytte hjem til noget som vi kunne se os selv bo i, i rigtig mange år. Et sted hvor vi kunne stifte en familie, og ikke føle at vi skulle flytte fordi vores (måske) første barn blev for stort, eller (måske) nummer to var på vej. Det er meget privilegeret, det ved jeg godt, og der er også plads til en familie i min lejlighed på Nansensgade, men når man som jeg, har boet i 20 hjem (og ja, jeg har lige talt dem, så den er god nok), det her bliver så nummer 22, hvis man tæller månederne i London med. Så vil man bare gerne kunne flytte ind i noget, uden at tænke ‘Okay, vi må lige se hvordan det går, og ellers må vi jo flytte’. Til nu at tænke ‘Det er her jeg skal bo i mange mange år’.

Et andet aspekt i det er også, at Frederik og jeg bare gerne ville købe noget sammen. Jeg ville ikke have at han følte at han flyttede ind i noget som var mit, men at vi sammen kunne lave et hjem som var vores. Ligesom herude i Hong Kong. Godt nok er de fleste møbler mine og jeg har nok også lidt mere at skulle have sagt med hensyn til indretningen (også alligevel ikke, Frede kan bare virkelig godt lide denne rå stil med træmøbler, stållamper, lædersofa og masser af moderne dimser mikset sammen med loppefund og historie – så det gav sig selv). Men dét at vi kunne finde et sted og bygge minder op sammen, synes vi er så fint og giver på en måde også et helt nyt friskt pust. Vi har bare været lidt uenige i hvor den lejlighed så skulle ligge. Én ting vi dog har været enige om var, at vi ikke skulle ud af byen. Vi er begge totalt bymennesker, og ingen af os kan se os selv i hus, i hvert fald ikke de næste 15-20 år. Måske er det mærkeligt for nogen, men jeg har ikke lyst til at bruge min weekender på at ordne have, eller side i trafik fordi jeg skal ind til Østerbro og drikke kaffe latte med veninderne. Og så er jeg faktisk også bare hamrerende bange for at være alene. Jeg har nok stadig lidt traume fra den gang mine forældre havde indbrud mens vi boede i Spanien, og de var inde på mit værelse mens jeg lå og sov. I næsten et halvt år efter sov jeg inde hos mine forældre (ja en smule akavet, når men er 17 år gammel) men det blev jeg nødt til, for jeg følte virkelig at der var nogen der kiggede på mig, når jeg lukkede øjnene, og det endte altid med at jeg fik ualmindelig hurtig hjertebanken og lå vågen det meste af natten. Det var ikke fedt.
Den følelse har jeg dog aldrig haft i en lejlighed – at man så kan høre overboen hygge sig med en dame, eller naboen ved siden af støvsyger klokken 07 om morgen på en lørdag, er en anden sag, men i det mindste føler jeg mig ikke alene. Og jeg elsker faktisk den der koloni stemning som er i en lejlighed. Når det så er sagt, så ville jeg måske ikke have noget imod at bo i et lille hus inde i byen. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at flytte fra den. Jeg elsker bare storbyen, og jeg elsker familier i storbyen. Da jeg boede i Paris og så hvordan børnene brugte byen, kørte rundt på deres løbehjul og legede med deres naboer efter skole, fandt jeg bare ud af, at dét nok var min egen lille ‘familie drøm’. Og efter at have boet i byer som Paris, Moskva, Madrid, Hong Kong og København – så har jeg fundet ud af, at jeg trives bedst i byen. Er det mærkeligt? Måske, men storbyen holder mig altså i gang.

Frederik ville dog gerne bo på Vesterbro og jeg ville nok hellere mod Østerbro. Så da vi for et par måneder siden virkelig begyndte at lede, var vi lidt på bar bund. Jeg havde ikke helt den der Vesterbro i mig. Jo, der er  hyggeligt, men der er også en del af bydelen som nok ikke lige var mig. Østerbro sagde så overhovedet ikke Frederik noget som helst, han synes der er for stille og for mange barnevogne. Og da vi havde haft udtallige mange snakke om hvad der var vores drømmescenarie, blev vi ret enige om, at det sted vi begge aller helst ville bo, var på Frederiksberg. Ingen af os turde dog at sige det for højt, for priserne var nok noget andet. Troede vi. Men da vi begyndte at blive mere seriøse omkring at købe bolig, tog vi en snak med vores bankmand, og da jeg jo var/er så privilegeret at have en lejlighed i Nansensgade som skal sælges på et tidspunkt, og Frederik har et godt arbejde, ja, så havde vi faktisk mulighed for at kigge på noget i den bydel. Jeg ved at nogen vil få ondt et hvis sted af det, for det er som om at det stikker lidt i nogen, når andre køber noget. Men det her vil jeg simpelthen ikke undskylde for. Jeg vil ikke undskylde for, at mine forældre har givet deres børn et forskud på arv, og vi fik en bolig da vi havde aller mest brug for det. Og jeg vil ikke undskylde for at min kæreste/forlovet/kommende mand arbejder 50+ timer om ugen, så han kan klare sig selv. Er det arrogant? Selvoptaget? Snobbet? Tja, det er ikke mit kald. Men jeg synes ikke at det er forkert at ville fortælle om sin glæde, så længe det ikke går hen som jeg sagde før og bliver ‘se mig, se mig’. For jeg er udmærket klar over, at dette ikke er normen når man er i midt-tyverne, og jeg er også meget bevidst omkring at der mange som ikke har helt samme muligheder, både som forældre og som ung. Men jeg synes ikke at der er nogen form for skam i det ene eller det andet.

Så for et par uger siden poppede denne lejlighed på Gammel Kongevej så op. Sidst jeg havde været i Danmark havde jeg været ude og se en lejlighed, og hvis det ikke var fordi sælgeren havde brugt næsten en måned på at komme tilbage med et modbud, ja, så havde vi måske endt op med den. Men der er en grund til alting. For lige pludselig var denne her på boligmarket, og så skrev min far at vi skulle tjekke den ud. Den havde de antal rum, altanen og beliggenheden som vi drømte om. Og der var alt det vi begge ønskede. Postnummeret hedder stadig Vesterbro, og lejligheden ligger jo parallel med Vesterbrogade, så Frederik er meget tilfreds. Og jeg får stadig lov til at være fem minutters gå gang fra Værnedamsvej, og syv minutter på cykel fra Nansensgade. Jeg har teateret og søerne, og Frederik har fire minutter på cykel til hans yndlingssted, Kebabistan, på Istedgade (han kunne spise kebab hver eneste dag). Og så er vi meget tæt på Frederiksberg. Vores favorit sted i byen, som stadig ikke er for lang væk fra Nørrebro, København K. og Østerbro. Det hele føles bare så rigtigt.

Jeg kan jo ikke rigtig vise billeder, da den gamle ejer stadig bor der. Men den er simpelthen så fin, og har så meget kant med rå mursten a la New Yorker lejlighed og tre meter højt til loftet. Ja, min indre New Yorker er glad. Så hvis du nu tænker ‘Hvor stor er den?’ eller ‘Hold da op hvad mon de have givet for den?’ så må jeg desværre lade jer gætte. ‘I don’t kiss and tell’. Okay, størrelsen er som sådan ikke hemmelig, men hvis jeg nu begynder at sige det, så kommer der sikkert også en masse unødvendige numre op i hovedet. Og for at være helt ærlig, så synes jeg priserne på folks hjem er meget private. Der er allerede flere der har spurgt mig om det, og jeg har lidt lyst til at sige at det ikke kommer dem ved – er det tarveligt af mig? Jeg forstår bare ikke hvad andre får ud af det? Ikke noget (i min optik), for det er vel i sidste ende ligegyldig info. Jeg ville aldrig træde ind i nogens hjem og spørge ‘Så hvor meget har I betalt for at bo her?’, mest fordi jeg faktisk er rimelig ligeglad – så længe du er glad og føler dig hjemme, så skal jeg nok også føle mig velkommen.

Hvad er planen så? For når nogen hører at vi har købt lejlighed, så tænker de automatisk nok ‘Flytter I hjem?’. Vi flytter ikke. Vi valgte bare at slå til fordi det var stedet vi ville bo – og med alting (hvis man har muligheden til det, selvfølgelig) synes jeg, at man skal slå til. Sådan har jeg det virkelig med livet, lige fra at sige op og flytte ud i verden, til at skifte job, udleve drømmen osv. Hvis man har muligheden for det, skal man gøre det. Det hele kan blive så trivielt; planer om hvornår man vil rejse, have børn, købe bolig, skifte job, sige op osv. Nogen gange skal man sgu bare sige ‘Ved du hvad? Jeg har brug for at jeg/vi gør dette her, det er drømme(jobbet, skolen, boligen, manden, rejsen) og istedet for at bevare drømmen, hopper jeg ud i det – ja, selvom det måske ikke lige er den bedste eller den mest oplagte timing’. Min spontanitet til ting i livet, gør at jeg hellere ville hoppe ud i det, end at side tilbage og fortryde at jeg ventede. Derfor slog vi til med denne bolig. Vi havde jo muligheden for det, og selvom den så skal lejes ud, imens vi bor herude i Hong Kong, så gør det kun at jeg glæder mig endnu mere til at vi engang kommer hjem og skal bo i den, sammen. Ja, mit højtelskede lejlighed skal sælges i Nansensgade på et tidspunkt. Men så er der måske nogen andre som kan starte deres nye kapitel og opbygge historie der sammen.

… Det føles en smule mærkeligt, på den gode måde. Men brikkerne falder stille og roligt på plads for os. Det er ikke sådan at fordi man køber en lejlighed så gør det den helt store forskel i et parforhold, men der er alligevel noget unikt i det, dét at vi gør det sammen. Som jeg tidligere har nævnt (med babyer der kommer ind i mit liv og at jeg så selv skal giftes) så føles det voksent. Hvis du spurgte mine brødre om jeg er voksen, ville svaret nok stadig være et ‘nej’. Men, måske vil de også se at når lillesøsteren har købt bolig med sin kæreste og hun til næste år skal giftes, så må der være noget om snakken. Og hvis jeg er ved at være voksen, så er de vel i den grad også ved at være det. Ja, mine forældre har voksne børn – og jeg synes stadig er de så er unge. Heldigvis, er der så meget Disney i mig, at når jeg engang kommer hjem igen, så kan de finde mig på forreste række i Det Nye Teater, synge med på ‘the sun will come out tomorrow’ fra musicalen Annie – det er jo kun et halvt minuts gå gang fra mit nye hjem.

 

(Visited 2.448 times, 1 visits today)
5 Svar
  • Karina
    Juni 27, 2018

    Stort stort tillykke med den nye bolig & alt det andet “voksne” der skal ske i dit liv <3 <3

    I dine brødres øjne vil du nok altid være den lille , og det er vel ikke så skidt

    Dejligt at du lever og nyder livet, lytter til din mavefornemmelse og følger den, RESPEKT, sådan burde alle leve deres liv.

  • LISBETH LOUISE JEPPESEN
    Juni 26, 2018

    TILLYKKE DET BEDSTE TIL JER—DU ER SÅ SØD OG SKRIVER SÅ FANTASTISK GODT——JEG ELSKER AT LÆSE DIN BLOG

  • Yvonne
    Juni 26, 2018

    Til lykke, du skriver altid meget voksent (du er voksen) du skriver, så jeg virkelig altid læser din blog. Jeg bor selv på Frederiksberg og er 76 år, jeg flytter aldrig.

  • HolyCannoli
    Juni 26, 2018

    Meget, meget fint skrevet. Og f**k janteloven. Stort tillykke med den nye lejlighed.

  • Mille
    Juni 26, 2018

    Super fint blog indlæg. Med en haard fin balance af. Du kan ikke tæmme den indre Tiger i buret. Hvornaar er man voksen. Hmm naar man har købt en bolig. Naar man har faaet børn. Naar man er gift. Det er vel hvad man selv føler :-). Samfundet har desværre med at digtere eller forud indtage hvad der er rigtigt og forkert. Du har kun et liv. Lev det som du du lyster og maa dem der har ondt i RØVEN over et godt køb. Have saa ondt bag i at det gør ondt til evig tid. (Beklager er ik god til jantelov), og hvad andre mener og tænker. Og ville elske vis du nogle gange ville raabe op lidt mere. Du kan noget med sprog, og formuleringer. Du er lidt for ydmyg nogle gange.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *