Er det hårdt at være kærester når man bor ude?

D

et er et emne som jeg ville ønske, at jeg havde læst om lige inden jeg flyttede ud i verden med Frederik. For hvordan er det egentlig at rejse ud, og bo på ubestemt tid, med et andet menneske – er det nemmere eller er det faktisk hårdere? Ja, det er et godt spørgsmål. Helt personligt har det været en rigtig blandet følelse for mig, der har været både det ene og det andet, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor!
Lad mig starte med de svære ting (som i amerikanske film når hovederollen siger til veninden som er blevet dumpet ‘well the bad news is that he has a girlfriend, the good news is, his best friend is into you’ og så starten hele cirkuset). Så det har jeg også tænkt mig i dette indlæg ‘the bad news is …’ at det er hamrerende svært at flytte ud med ens kæreste, mand eller kone, hvis det er kæresten eller mand/konen som er hovedårsagen til, at I flytter ud. Min mormor har i rigtig mange år sagt noget i stil med “din mor får ikke nok ernekendelse for hvor sej hun er, jeg ville ikke have hendes liv, for alle spørg altid kun indtil din far ‘hvordan går det med Michael og hans arbejde’, kun få spørg din mor hvordan hun har det – folk forstår det ikke, det er langt sværere at være påhænget der flytter med ud”. Og jeg vil gerne være ærlig og sige, at i mange år forstod jeg ikke hvad hun mente. Lige indtil nu.
Det er fuldstændig det samme i min situation. Det er altid Frederik der bliver spurgt indtil først “Hvordan er arbejdet? Dine kollegaer? Din hverdag? Din stilling? osv.” Derefter spørg de mig, men det er primært “Hvad laver du så Rebecca?” og ikke så meget “Hvordan har du det?”. Og det går mig på. Selv folk der er tætte på os har en tendens til at gøre det, og når jeg så en gang imellem siger at det også kan være svært for mig, især de dage hvor Frederik kommer sent hjem, han har haft en dårlig dag og derfor er lidt små irriteret – ja, så gør det ondt på mig, for så føler jeg mig en smule overset og til tider også som en boksepude. Her har jeg derefter prøvet, at få kommentarer tilbage med ‘Jamen, det må også være svært for ham, vel af vide, at du bare sidder derhjemme og venter’. Træk vejret Rebecca. Her er mit modsvar så: Nej, det er ikke synd for ham. Han udlever sin drøm, og jeg opgav mange af mine for at han kunne få lov til det. Ville jeg gøre det igen? Uden tvivl. Jeg ville gøre det hundrede gange igen. Men tag ikke fejl, det burde og skal aldrig gå udover den person som ‘bare’ sider derhjemme. For ja, det er også svært for Frederik nogen gange, men som jeg siger til alle der spørger, så er det også svært for den person som rejser med, at skulle være den som altid får skæld ud, når arbejdet ikke lige spiller. Der er jo ikke andre; ingen forældre, søskende eller venner som han kan læsse det over på, så det giver også god mening. Men derfor skal man måske lige huske på, at den der flytter med for ens partner skyld, ikke bare er på badeferie – til tider er man faktisk livredderen.
Udadtil kan det jo også ligne at vi har det perfekte parforhold, og lad mig lige understrege at det er virkelig virkelig fantastisk. Men det er ikke perfekt. Vi er typerne som er meget easy peasy (Frede mere end mig), men når vi endelig skændes, så gør vi det virkelig så væggene ryster og armene kommer op i luften. Vi er dog begge gode til at tilgive, og det mærkelige er, at når vi har haft en diskussion, så bliver vi bagefter helt nyforelsket. Det som om at vi finder ud af efterfølgende, at vi elsker hinanden endnu højere fordi vi kan få lov til at have armene oppe og få alt ud på en gang. Og hvorfor diskuterer vi så med hinanden, tænker du? Ja, det er faktisk meget atypiske ting. Der er ingen jalousi i dette forhold, vi har mange af de samme værdier, og respekterer altid vores forskelligheder. Men der er to ting som kan få mig op i det røde felt; tid og tone. Og lad mig bare understrege nu, at det er ni ud af ti gange mig som bliver sur først. Frederik er måske blevet sur to gange på to et halvt år, jeg fatter det simpelthen ikke, men hans tålmodighed er bare stor når det kommer til mig.
Men som sagt, så er der to ting som kan gøre mig vred. Det ene er tid. Når folk ikke holder deres aftaler, så bliver jeg tosset. Hvis du har sagt en tid du kommer hjem, så husker du at skrive hvis du er (en time eller to) forsinket. Hvis vi har en aftale med at du gør noget, så gør du det ikke fem dage efter. Jeg er oldschool på det punkt, men man skal ikke tage min tid for givet. Frederik er mere flyvsk og spontan og på mange måder er hans mantra ‘Vi har masser af tid’. Så vi forstår sjældent hinanden på det punkt.
Det andet er ‘tonen’. Jeg er selv typen som har det sådan, at hvis jeg har et problem med noget eller nogen, så siger jeg det højt. Fortæl mig, at du synes jeg er irriterende fordi jeg gør det her, istedet for at komme med en passiv agressiv kommentar. For du kan være stensikker på, at jeg vil sige hvis du gør mig irriteret. Her, er vi også meget forskellige. Jeg er nogen gange for ærlig, også foran andre, og Frederik kan så synes det er for meget og derefter kører han lidt for meget på mig. Passiv agressiv. Han bliver sikkert ikke glad for at jeg skriver dette ud til verden og fortæller om det, men hey, som sagt så er vi ikke perfekte. Og min store ærlighed er til tider ikke bedre. Vores toner er bare meget forskellige.
De her småting, er jo ikke kommet efter vi er flyttet ud, men man skal være åben for, at man måske møder dem på nogen mærkelige tidspunkter da man jo vitterligt på mange måder kun har hinanden. Som jeg ofte siger til mine veninder så er vi hinandens værste fjender, men vi endnu mere hinandens største supporter. Vi hepper altid på hinanden. Men der er også tidspunkter hvor man har følt at man ikke spiller på samme hold, eller den ene snakker tysk og den anden fransk. Ja, kvinder vs mænd.

 

Så hvad er det gode ved at flytte ud som kærester? Der er alt for mange ting. Men lad mig nævne et par få. For hvis du nu efter at have læst ovenstående paragraffer tænker ‘åh nej, jeg skal flytte ud med min kæreste’, så få lige vendt den om til ‘åh ja’. Grunden til, at jeg skriver de ovenstående ting er fordi folk aldrig snakker om det svære ved et parforhold. Og min kusine Rasmine sagde det meget fint da hun var herude, hun sagde at hun savnede at læse om nogen som skrev om de ting også, så man ikke føler at man er alene om at tænke de tanker. Og det synes jeg er vigtigt. Jeg vil sige, at det var fantastisk at have hende herude for efter to dage sagde hun “Frede, den måde du kigger på Bee, gør en helt blød om hjertet. Man bliver næsten forelsket I jer som par”. Og efter at hun havde sagt det et par gange, begyndte jeg faktisk at lægge mærke til det selv. Det var en øjenåbner, for jeg havde måske til en vis grad taget hans kærlighed lidt for givet og derfor holdt op med at lægge mærke til de små ting. Men ikke længere.
Jeg vil sige at vores forhold kun er blevet stærkere. For selvom det kan svært at vi kun har hinanden, så er det ligeså vel også et kæmpe gave da vi kun er blevet tættere. Vi sidder aldrig fast i forholdet, vi rykker os hele tiden fremad. Jeg kan virkelig se hvordan nogens forhold bare handler om tryghed. Og det er det sidste vi vil have. Frede og jeg, har det sidste år været ude på dybt vand, med masser af prøvelser; han flyttede herud i fire måneder før jeg selv gjorde, ergo havde vi et langdistance forhold, vi flyttede ud hvor vi ikke kunne sproget, langt væk hjemmefra og mærkede så begge en form for hjemve; hjemve når jeg rejste uden ham og omvendt, og hjemve fra den kultur som vi var vant til. Der er selvfølgelig en form for tryghed at man har hinanden, men der er nogle forhold hvor det hele bare er ‘blah’. Det er den samme karussel, de samme samtaler, og det handler bare om at gøre hvad alle de andre gør. Jeg er måske bare taknemlig for, at vi altid har noget at snakke om, for der er plads til at opleve sammen og hver for sig, og jeg glæder mig helt vildt til når vi bliver gamle sammen og kan sige ‘kan du huske den gang da vi boede i Hong Kong …’ Vi vil fra nu af og til evigt tid kunne snakke om alle vores oplevelser.

 

Så er vores forhold inspireret af nogen? Ja, der er et forhold som jeg har set op til hele mit liv – og det er mine forældres. På mange måder lever jeg lidt efter deres fodspor. Mine forældre er altid lykkelige sammen, og min mor har altid sagt at en af grundene til at det bare spiller, er fordi der sker ting i deres liv. Jeg siger ikke at man skal rejse for at bevare spændingen, men jeg kan mærke at grunden til at Frederik og jeg fungerer herude, er fordi vi får lov til at udleve vores drømme – sammen og hver for sig. Lige om lidt skal jeg til London, og vi vil derfor også mærke savnet, og det mærker jeg hver eneste gang, at jeg rejser fra ham. Jeg savner ham mere end ord kan beskrive, og derfor ved jeg også, at han er den rigtige. Så jo, som jeg nævnte tidligere så ville jeg gøre dette her om og om igen. Livet er nemt og alligevel uforudsigeligt, og det elsker jeg. Der er aldrig noget der er det samme, for når man bor ude, så ønsker man også at udnytte det; besøge nye restauranter, byer, lande og steder. Og helst sammen. Vi gør også noget ud af det, aftnerne går ikke med at have joggingtøj på og holde sofa-tid, det skal der være plads til, men man skal også gøre noget ud af sit forhold. Jeg ved ikke hvor mange gange Frede det sidste år har invitereret mig ud og spise, eller har arrangeret en tur et sted. Det er næsten på ugentlig basis. Og selvom jeg nogen gange kan blive frustreret over, at omverden kun spørg ind til ham, så ved jeg, at han værdsætter alt det som jeg prøver at gøre, for at han har denne mulighed – og det er måske den eneste erkendelse jeg virkelig har brug for.
Så summa summarum, er det svært at flytte ud som kærestepar? Ja – men kun til en vis grad. Det er ikke forholdet der er svært, det er omverden og situationerne som kan gøre det sværere. Jeg er dog så taknemmelig for at vi gjorde det, for det er ikke for alle. Men dem som kan finde ud af det, burde vitterligt få en guldmedalje, for hvis du kan klare det her, så ved du også at I kan klare alt. Jeg tænker nogen gange om Frederik ville have friet til mig ligeså hurtigt som han gjorde hvis vi stadig boede i Danmark, han siger selv at det ville han, men der er en lille del i mig som tænker anderledes. Vi kender hinanden bedre end vi kender os selv, vi har vist de værste og bedste side frem og stadig formået at bevare romantikken, på så kort tid, fordi vi bor i et andet og meget anderledes land. Han er så meget mere end min partner og bedste ven, men jeg kan aldrig finde det rigtige ord. Han er bare en del af mig. Ja, jeg ville flytte endnu længere væk for hans skyld, hvilket er store ord, for jeg er et seriøst familiemenneske! Så mit eneste råd til dem der flytter ud sammen er; fortæl dine nærmeste og endda bekendte, at de også skal huske på at spørge dig, påhænget-livredderen-til-tider-boksepuden, om ‘hvordan du har det’…  Og så har jeg vel bare at sige; skål og smut så ud i verden med dig!

 

(Visited 887 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *