Er der lidt af ‘en frygtelig kvinde’ i os alle?

J

eg sad sidste søndag aften og kedede mig helt sindssygt, det var en af de der aftener hvor jeg bare være færdig med London, træt af min lejlighed derover og dét at jeg igen skulle bruge en aften alene, når jeg i virkeligheden bare gerne ville være sammen med min familie – og allermest Frede. Jeg besluttede mig derfor for at leje en film til 49 kr. (betalt af Frederik, uden han vidste det) og så sad jeg så der. Jeg valgte filmen ‘En frygtelig kvinde’, da jeg havde hørt at den havde fået meget omtale og havde provokeret en del kvinder over titlen og handlingen. Jeg var nysgerrig. Jeg så den og sad tilbage med en følelse, en forståelse for hvorfor så mange kvinder havde råbt op, for sandheden er at vi ikke vil se i øjnene at vi alle har nogle af de tendenser karakteren har – som faktisk gør hende pisse irriterende. Bevares, jeg synes også han er irriterende, men hold da op hun får mig til at rulle øjne. Og det værste er, at jeg kunne se mig selv i perioder. Jeg fik så ondt i maven, at jeg måtte ringe til Frederik og fortælle ham om det “Har jeg ændret dig?” spurgte jeg ham. Han svaret “Nej, det synes jeg da ikke”. Men sandheden er, at jeg nok har lidt. Jeg synes ikke selv at jeg er lige så egoistisk, snu eller kontrollerende. Men jeg er stædig, pigefornærmet og til tider hård i munden. Ja, jeg må nok bøje mig i støvet, jeg kan altså også være en frygtelig kvinde til tider, men når det så er sagt, så må vi jo også gøre noget rigtigt, ellers ville mændene jo ikke blive ved med at elske os.

Hvis du ikke har set filmen, så gør det på et tidspunkt når du sidder alene hjemme og ikke har de store planer. Jeg synes ikke den er dårlig, måske lidt ensidig, men bestemt ikke dårlig. Der er virkelig nogle eksempler i filmen som jeg ikke kan lade hver med at nikke genkendeligt til og for at være helt ærlig synes jeg bestemt ikke at det er fedt at skulle fortælle omverdenen hvor pisse irriterende jeg faktisk kan være. Jeg ville jo helst have at I havde det her billede af mig, som et overskudsmenneske som bare er easy peasy og overbæreende med alting fordi livet altid spiller. Men jeg har jo det sidste stykke tid sagt, at jeg er træt af at kun høre om det perfekte glansbillede og hvis tingene skal ændrer sig, så må jeg jo også selv gøre noget ved det. Det gør jeg så nu, ved at fortælle hvordan filmen jeg så, fik mig til at tænke ‘Nej, nej, nej – sådan er jeg jo også selv’. Jeg har været den kæreste som flyttede rundt på møblerne uden at fortælle Frederik det. Jeg kan bare 100% nikke genkendelighed til hvordan hovedpersonen Marie er når hun flytter ind hos Rasmus og hvordan de kommer op og diskutere omkring et maleri, og når han endelig siger fra bliver hun så pigefornærmet over det, at hun nærmest ikke snakker til ham resten af aften. Jep, sådan kunne jeg også have reageret. Pinligt, men sandt. Frede og jeg har da også haft et par ture med den nye lejlighed, vi kan blive helt uenige om en vægfarve, tapat, en reol og hvor tv’et skal stå, og det ender altid ud i noget med, mig: Hvorfor kan du aldrig lytte og tro lidt på, at jeg ved hvad jeg snakker om Frederik. Frede: Det gør jeg også – men hvorfor er det kun mig der skal gå på kompromis med tingene? Mig: Styr dig. Du får lov til en helt masse, du er simpelthen så unfair lige nu! Frede: Hvornår har du sidst givet dig bare lidt? Mig *smækker med døren og går i seng*. Og det her er altså den milde udgave.

Dér hvor hovedpersonen og jeg så ikke er ens på, er at jeg aldrig ville få Frederik til at skille sig af med noget og jeg ville heller ikke få ham til at stille ting ned i kælderen fordi jeg ikke brød mig om det. Hun har overtaget hans lejlighed, og det synes jeg faktisk er noget som jeg ser i andre forhold, ikke fordi jeg skal pudse min glorie her – bare rolig, der kommer flere eksempler hvor jeg sukker over mig selv. Men jeg har altid været meget bevidst omkring, at det var vores hjem og ikke mit, selv dengang hvor Frederik flyttede ind hos mig. Jeg spurgte ham hvad han ville have med og hans bestik var noget som betød noget for ham, måske ikke det bestik jeg selv ville have købt, men for ham var det vigtigt. Ligeså vel at jeg pakkede en masse af mine bøger væk så hans kogebøger kunne komme frem, da de er vigtige for ham. Noget af mit tøj røg i kasser, skoene blev rykket væk osv. Jeg tvang ham nærmest til at tage mere med ‘Ej Frederik, der er vores hjem nu, du skal føle at dine ting også er her’. Og selvom vi kan diskutere over farverne på væggene i det nye hjem, så har vi også bare lært at gå efter metoden ‘Du gir dig i noget og omvendt’. Jeg fik lov til at vælge farver, og han fik lov til at få en (stor, suk!) grill ude på altanen. Jeg fik lov at købe flere ‘dimser’ til hjemmet (såsom lamper, natbord og krukker) og han får lov til at få et par højtalere til stuen. Og så er der andre gange hvor vi vælger tingene sammen såsom sofaen og spisebordet. Igen, det er ikke altid så ensidigt. Det er bare nyt og derfor fremmede, og det tager tid at lære og forstå hinandens behov.

Når det så er sagt, så var der andre ting i filmen som gjorde mig opmærksom på hvor nederen jeg faktisk er nogle gange. Såsom at få min kæreste til at spise mad som jeg vil have fordi det er sundt. F.eks. skal de have tacos i filmen, men i stedet for madpandekager får de kål som ‘skal’ og åh hvor har jeg gjort meget af sådan noget. Det er jo egentlig super provokerende, at bare fordi jeg ikke vil spise kulhydrater betyder det jo ikke at min kæreste så også skal droppe burgeren. Jo jo, det er da rart nok at man er solidariske med hinanden, men jeg er sådan en type som spørg Frederik hvad vi skal have af spise, og han svarer ‘Hvad har du lyst til?’ derefter svare jeg ‘Du må vælge’. Så kommer han med forslaget pizza og jeg svarer ‘Ej, kan vi ikke få noget sundere?’. Han siger derefter sushi og jeg svare ‘Det har jeg fået to gange i sidste uge’. Så spørge han om vi skal lave en kylling salat og jeg siger ‘Det er lidt kedeligt, er det ikke?’. Så siger han ‘Så vælger du noget!’ og så siger jeg ‘Nej nej, du vælger, bare ikke de tre ting’. Han kommer derefter med forslag som tapas, rugbrødsmadder og lasagne. Og til sidst siger jeg ‘Jeg kunne godt tænke mig at vi lavede laks med en lækker salat ved siden af’. Bum, så fik vi laks. I guder!

… Og kan I huske dengang jeg skrev at jeg bare gerne ville være sammen med Frederik altid? Altså at ham og jeg viser kærlighed på hver vores måde? Ja, det så man også i filmen. Jeg kan, ligesom Marie, blive så irriteret over at jeg ikke ved hvad Frederiks planer er, at vi nu har valgt at have en fælles kalender. Okay, vores er på telefonen og vi har ikke tuscher som streger tingene ud ligesom i filmen, men jo vi har da en kalender som bliver brugt. Problemet er bare, at det er primært Frederik der nu bruger den da jeg glemmer at skrive tingene ind. Ergo, er jeg ulækker doblemoralsk. Jeg synes det er så irriterende at Frederik skriver samme dag og siger ‘Jeg tager ud med drengene skat’ og jeg så troede vi skulle spise sammen, men jeg glemmer så lige at fortælle ham om en aftale som jeg troede at jeg havde sagt til ham. Bliver Frederik nogensinde irriteret på mig over det? Aldrig. Ja, styr dig Rebecca!

Det er nu ikke for at skræmme folk at jeg fortæller det her, jeg vil jo nødig have at folk sidder og tænker ‘Stakkels Frederik’, for bare rolig han har det nu meget godt. Han får lov til at arbejde lige så længe han vil (i modsætning til Rasmus i filmen), han fik lov til at udleve sin drøm om at rejse (og jeg tog endda med fordi jeg ikke ville have at han skulle vælge mellem udlandet eller mig) og han får lov til sætte mig plads, se alt den fodbold han vil i tv’et (han bestemmer basically hvad vi ser), spise og drikke med vennerne når han vil, og så er det ikke altid ham der betaler – det skal seriøst også stoppe, det er altså ikke fyren der skal betale for det hele, medmindre at man har været gift i 28 år og man valgte at tage sig af børnene så han kunne udleve sin karrieredrøm (hvis vi vil ses som ligeværdige må vi også spytte til i kassen og hvis man ikke har mulighed for det, så skal man alt andet end at tage det for givet).
Der hvor filmen clasher lidt for mig, er jo at den ikke viser hvorfor kvinden reagerer som hun gør. Det må da også være irriterende at føle at ens kæreste går på æggeskaller omkring en, ikke rigtigt siger sin mening og blot holder det inde indtil han lige pludselig eksploderer. Frederik fortæller mig heldigvis når jeg skal lukke i, og der har nok også være en gang (for længe siden) hvor jeg var så provokerende og trykkede så meget på hans knapper at han råbte ‘Nu styrer du dig!’ lige i smasken på mig. Men Frederik er også lidt introverte, som mange fyre er, og nogen gange har man også lyst til at ryste i sin kæreste (eller far eller storebror) og sige ‘Så gør noget! Sig noget! Råb! Skæld ud! Fortæl!’ fordi de bare går med tankerne selv. Måske skulle mændene også forstå at lige præcis dét, gør at den frygtelige kvinde kommer op i en, fordi man er så træt af at de aldrig reagerer helt.

Som sagt så fik filmen mig til at tænke ‘Du må sgu lige stramme dig lidt op Rebecca’. Jeg har altid været ærlig omkring at jeg kan være en mundfuld til tider, som I kan høre ovenstående. Men en ting som jeg er meget stolt over at jeg er, er at jeg er retfærdig. Marie er egoistisk, hvis hun ikke lige føler at hun er i centrum bliver hun gal, og sådan noget bryder jeg mig ikke om. Jeg er også stolt af min kæreste, det føler jeg ikke rigtig at hun er. Og samtidig synes jeg også at Rasmus er vattet. Hvis min kæreste også var vat, havde jeg måske også prøvede grænserne af. Men det virker lidt som om han bare er i forholdet fordi han ikke ved hvad han vil – som i sidste ende viser at filmen handler om manglende kommunikation. Det er jeg stolt over at Frederik og jeg har opbygget, vi snakker om alt, og vi ved når den anden er irriteret, ked af det, presset osv.. Det kan man bruge til noget, det er sådan jeg er opdraget, at man siger hvis man er ked af noget. Jeg er en mundfuld, det fandt jeg ud af efter at have set den her film og samtidig sad jeg og tænkte andre gange ‘Hold op hvor har min kæreste det godt’. Det hele handler om balancegang, jeg prøver stadig at blive bedre til ting som jeg ved at jeg skal blive bedre til, men igen, vi er to i det her forhold, så vi arbejder sammen. Jeg håber inderligt at der på et tidspunkt kommer en film der viser kvindens synspunkt, så mændene også kan se hvor godt de egentlig har det – selvom vi nogle gange kan være en frygtelig (læs. frygtløs) kvinde.

(Visited 341 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *