Rebecca’s klumme: Dømmer vi hinanden for meget som kvinder?

J

eg har siddet i et par dage og prøvet at formulere dette indlæg så det ikke blev og føltes for meget som en løftet pegefinger mod andre. Men det er svært, for det er et emne som jeg synes er enormt relevant og yderst vigtigt, da jeg virkelig synes at tiden er ved at ændre sig, med hensyn til at flere vil stå ved at de er feminister, at der bliver støttet om hinanden på kvindernes kampdag, og #MeToo kampagner samt #TimesUp er set på diverse sociale medier og gallafester. Alligevel, kan jeg ikke lade være med at sidde med rynket pande og tænke ‘Det er fantastisk, ja det er så fint – men det stemmer ikke helt overens. For der er stadig nogle ting som vi virkelig kan ændre på, og det starter helt banalt med os selv. Især dét at vi skal holde op med at dømme, kritisere eller bagtale andre kvinder’. Jovist, jeg er en kæmpe fortaler for at kvinder er de sejeste, og jeg ville langt hellere have en army af kvinder bag mig hvis jeg skal i combat end jeg vil have mænd, for kvinderne har skulle kæmpe og bevise hvor stærke de er hver eneste dag – og det starter helt nede fra børnehaven. Alligevel, kan jeg ikke helt lade hver med at have en lille stemme i baghovedet som siger; men vi har stadig noget vi skal arbejde med, og det er ikke at dømme.

Lad mig starte med at sige, at jeg i den grad også har dømt andre kvinder. Altså, jeg er på ingen måde hellig, og derfor skal jeg heller ikke pådutte mig en rolle som er ‘jeg gør intet forkert’. For trust me, jeg har da siddet med mine veninder og snakket om nogle personer på Instagram og virkelig sat spørgsmålstegn ved hvorfor de er halvnøgne eller redigerer deres ansigter. But you do you. For det komme hverken mig eller andre ved og derfor skal jeg også bare tage mig sammen og scrolle videre eller endnu bedre unfollow personen hvis det ikke er min stil. Ligeså vel, at jeg for et par måneder siden var sammen med en (ny) veninde som sagde noget i stil med “hvordan er det at være blogger?”, og automatisk sagde jeg “Nej, nej, nej – jeg er ikke blogger. Please ikke sæt mig i den bås, at jeg kun poster outfits of the day og spiser avocado madder – jeg skriver altså om seriøse ting”. Derefter sagde hun “Jamen Rebecca, du er jo blogger, du skriver på en blog” – og så fik jeg pludselig dårlig smag i munden. For jeg havde forsvaret mig selv, ved at dømme de andre som også har en blog, og derefter været med til at lave dem til en stereotyp, ved at fortælle at jeg ikke var ligesom ‘de andre’. Ja, jeg vil godt være ærlig og sige at jeg faktisk blev enormt flov. For man kan vel heller ikke sige at Mad & Bolig eller Eurowoman er det samme, selvom de begge bliver printet en gang om måneden i et magasin. Der er jo hundrede forskellige typer blogs, nogen poster indlæg en gang om måneden andre hver eneste dag, nogen skriver lange tekster andre har kun billeder, nogen skriver om mad og rejser andre skriver om at være mor og have en karriere. Så at jeg gjorde det som andre måske også har gjort når de har tænkt på en blogger ‘At de er mindre troværdige og mere højtidelige omkring sig selv’ er jeg virkelig virkelig ked af. Hvis der er en som læser med herinde som selv skriver eller er ved at starte en blog op, så vil jeg først og fremmest sige; jeg er med dig. Jeg supporter din måde at gøre det på, et hundrede og tyve procent. Og jeg ser dig ikke som en konkurrent – det er ikke ment som en ‘Jeg er bedre end dig’ kommentar – men mere på den måde, at der er plads til os alle. Hey, jeg læser selv blogs. Det gjorde jeg ikke for et halvt år siden, og jeg vil godt indrømme at det er min veninde Camilla, som fortalte mig om dem som jeg nu læser. For jeg har ærlig talt selv svært ved at finde hoved og hale i det hele. Men jeg læser dem fordi der skal være plads til at høre, indtage og lære fra andre selvom man er indenfor det samme ‘fag’ så om sige.

Det her med at dømme hinanden er jo ikke noget nyt. Det starter i en helt ung alder, at piger snakker om piger. Noget som f.eks. kan få mit pis i kog, og som jeg er sikker på at andre som også går op i deres træning og kost vil genkende til, er når folk kommer med en ‘Nu skal du jo ikke gå hen og blive fanatisk’ eller ‘Har du ikke snart nået dit mål? Du ser da fin ud’ eller ‘Jeg forstår ikke at du gider leve sådan, der er vel mere i livet end det’. Nu skal jeg lige sige, at dette ikke kun er kvinderne, men især også mændene der siger det. Og før at der er nogen som tror at jeg negligerer det andet køn, så skal jeg lige understrege at mænd også dømmer, men jeg kan kun skrive ud fra hvordan jeg selv har oplevet og gjort tingene og derfor er det nemmere at sætte mig ind i en kvindes situation end det er i en mands. Så fik jeg lige sagt det, og så kan jeg puste ud igen. Men tilbage til det med min træning og motion, jeg tror selvfølgelig ikke folk mener det i ond mening, men at det bunder rigtig meget i, at de selv får vildt dårlig samvittighed over at de bare sidder på deres flade foran fjernsynet når de har fået fri fra arbejde. Det må de også godt – men hvis jeg ikke dømmer dig med at du intet motion laver, hvorfor har du så ret til at dømme mig? Det er så trættende at vi skal have en undskyldning for de ting vi gerne vil med vores liv. Jeg har af den simple grund valgt at leve sundt fordi det gør mig glad, bum og basta! Jeg kan godt lide den udgave af mig som har det godt i min krop når jeg har trænet som en okse og spist som en kanin (forstå mig ret, jeg spiser ikke kun salat – trust me, så ville jeg stadig ikke have mavefedtet som jeg har). Ja, jeg er nok en af dem i min familie som lever aller sundest, det vil jeg faktisk gerne være ærlig og sige, de er måske ikke enige, meeeeen. Jeg har valgt denne livstils ændring fordi jeg bare gerne vil have det godt med mig, og det synes jeg ikke andre har lov til at dømme. Nu er jeg jo heller ikke ligefrem en petit pige (og selv hvis jeg var ville det stadig ikke være folks business) men jeg er kærester med en fyr som vejer mindre end mig, ja, han har verdens højeste stofskifte, da vi var på skiferie tabte han sig to kilo, og jeg har verdens laveste stofskifte, på samme skiferie tog jeg fire kilo på – på en fucking uge! Jeg kan tabe mig to kilo og taget dem på igen, på fire dage, det kan godt være belastende. Min læge har dog også sagt at når jeg bliver ældre skal jeg nok regne med at få medicin for det, især hvis jeg har født børn. Så summa sumarrum i historien er, burde det ikke være fair nok, at man som mennesker tænker over at være sund så man kan leve bedre og længere – uden at få stemplet fantastisk i panden på en?

Ovenstående paragraf blev lige lidt længere end jeg havde regnet med, men jeg sagde jo det får mit pis i kog, og derfor skulle jeg lige rasle det hele af mig – haha, åh en taber jeg er! Men jokes til side, det er jo trættende at skal have barrieren oppe, fordi man måske i baghovedet frygter hvad andre tænker og siger til veninderne når man ikke er der. Det er en hård fine balancegang med hvornår siger man sin mening og hvornår dømmer man egentlig? Se, at dømme et andet menneske, er jo oftest ikke gjort fordi man ikke selv er et godt menneske, jeg tror som sagt at det enten er fordi man får dårlig samvittighed med noget i sit eget liv, man kommer til at tænke lidt hurtigt og derfor pointerer sine egne holdninger, eller man inderst inde ville ønske at det var en selv. De tre ting er bare menneskelig karaktertræk, og vi alle gør det, men måske skulle vi bare lige tænke en ekstra gang over det, for hvad får man ud af det? Andet end det andet menneske bliver til en boksepude?

Vi har alle dømt, ja vi dømmer endda os selv aller hårdest. Hvor ofte jeg ikke har siddet og kritiseret mig selv, er der ikke tal på. Men jeg tror det er yderst vigtigt at lære at være blidere og mildere mod andre og især mod os selv. Jeg husker et par ansigtsudtryk og kommentarer da jeg sagde at jeg skulle flytte til udlandet med en jeg kun havde kærestet rundt med i et år, sagde mit job op for at følge hans drøm, og nu skal giftes i en meget ung alder. Jeg har da fået en kommentar om at jeg tager en stereotyp rolle på mig, det at være huslig og følge manden. Men, det er nemt at sige om andre. For hvis der er noget som jeg kan finde ud (og som jeg er sikker på, at alle de andre unge som gamle expat kæreste og koner kan finde ud) så er det at stå på egne ben. Ens partner rejser mere, arbejder mere, og man er ofte alene. Så i stedet for at ynke, så tager man tyrene ved hornene og gør det til en oplevelse, finder noget at tage sig til, og stoler på sine egne intuition omkring at man valgte rigtigt. Vi har alle forskellige liv. Vi har valgt forskelligt og vil forskelligt, og halleluja for det. Jeg er ikke bedre eller værre end en som har boet i samme by hele sit liv, vi er bare forskellige, og sådan er det. Vi skal støtte op og være der for hinanden, selv dem som vi ikke kender, for vi er så hamrende seje hver og en af os, så hvorfor ikke bare sige ‘jeg støtter dig i det du gør’, også selv om man ikke forstår det.

For at bringe dette indlæg full circle, så tager jeg et godt gammeldags Sex and the city eksempel frem. Da Carrie fortælle hendes bedste veninder at hun flytter til Paris, er Miranda ikke glad, hun forstår ikke hendes valg og synes hun skal blive i New York. Ja, det ender med et stort skænderi, og Carrie siger noget i stil med ‘Jeg har støttet jer i alt, i alle jeres fucked (undskyld sproget) up valg, og har været der for jer. Så hvorfor kan du ikke bare støtte mig?’. Miranda fortælle senere hen at det var af egoistiske årsager, at hun bare ikke ville have at hun skulle rejse fordi hun ville savne sin bedste veninde. Vi har måske alle prøvet dette scenarie til en hvis grad. Så jeg har hermed bare at sige, at det okay ikke at være fejlfri, at vi kommer til at sige, gøre eller tænke om nogen andre på en lidt forkert måde. Men hvis alle kan indse ligesom Miranda, at det i sidste ende handler om kærlighed og om at sætte sine egne behov eller tanker til side, for at være der for hinanden som medsøstre, så lad os dog gøre det!

… I couldn’t help but wonder (do we as women judge each other because we fight for each other?).

 

 

(Visited 607 times, 1 visits today)
1 Svar
  • Avatar
    Camilla
    maj 4, 2018

    Det er virkelig et super godt indlæg! For hvor har du ret!! Gid folk ville lade være med at dømme og i stedet sætte sig i personens sted og være støttende. Fedt indlæg Rebecca! Det er virkelig inspirerende læsning ??

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *