I Danmark er jeg født … Men er jeg hjemme?

J

eg elsker når I skriver til mig med emner, som I synes er relevant læsning på denne blog, for det giver mig så meget eftertanke og inspiration til de næste mange indlæg, som jeg skriver. Efter mit ‘opvækst’ indlæg, var der en efterspørgelse på om jeg kunne skrive lidt om det at være dansk; indentitet, danskhed, opvækst med mine egne fremtidig børn og bo ude som dansker. Det fik tankerne til at suse afsted, for det er et emne jeg tit har taget op med mine venner og familie, og jeg får faktisk nogen gange (læs: ofte) lidt huk for det, fordi jeg uenig, sætter spørgsmålstegn og til tider ryster på hovedet over, hvordan vi danskere er. Samtidig er jeg også meget stolt af at være dansk, men det har taget mig mange år, for i rigtig lang tid, følte jeg kun at Danmark var et land jeg havde boet i, hvor jeg kunne snakke sproget og hvor mine rødder kom fra, men det var ikke mit hjem.

Ja, jeg vil gerne være ærlig og sige at der var ting som jeg virkelig skulle vænne mig til, da jeg flyttede til København. Jeg synes det var svært at være i et folkefærd som er enormt stolte over at være dansk og som godt kan lide at sige når de er i Spanien, at ‘Michael Laudrup kommer fra det samme land som mig’, men så alligevel er der en helt anden facade når de var hjemme, hvor janteloven blev enorm tydelig med at ‘du skal ikke tro, at du er noget’. Jeg vidste ikke helt hvilket ben jeg skulle stå på, og hvor meget jeg måtte gøre og sige. Jeg fandt også ud af, at rygtet om at vi er enormt åbne, faktisk ikke passer. Undskyld hvis jeg knuser nogens krystalkugle lige nu, men den åbenhed er ikke lige så åben som vi går og tror. Jeg har hørt fra en del udlænding der er flyttet til Danmark, at det ikke er nemt at flytte til, fordi vi er ikke så imødekommende som vi måske går rundt og roser os selv for – og det mærkede jeg selv på egen hånd. Hvis du ikke tror på mig, så tænk over det næste gang du er til en fest, hvor mange der egentlig kommer over og hilser på dig, i stedet for kun at gå hen til dem de kender. Eller hvis du sidder i et selskab og der er en som ikke snakker dansk, så se hvor lang tid der går før folk bliver trætte af, at snakke engelsk og derfor ryger over på dansk igen. Eller hvis du sidder i bussen så hold øje med, hvor mange der kigger ned på deres telefoner og hvis du så endelig får øjenkontakt med en og smiler til dem, smiler de så igen?

Jeg prøver ikke at lyde bitter eller sur, men jeg føler dog at jeg kan tillade mig at sige de her ting, fordi jeg nu føler mig dansk, dog er jeg sikker på at nogen vil være uenig med mig, for trust me, jeg ved godt at mine holdninger ikke falder i god jord med alle. Alligevel synes jeg det er lidt beundringsværdigt, at vi har en tendens til at vi godt selv må sige ‘det der er ikke okay’, hvis det omhandler noget i vores egen dagsorden, men hvis en anden person (host, mig) begynder at sammenligne det med andre lande og kulturer så får jeg at vide ‘Jamen så kan du da bare lade være med at flytte til Danmark’ eller ‘Du behøver ikke altid at sammenligne det med andre lande’. Men hvorfor ikke? Hvorfor må jeg ikke sige at vi har det super godt, eller sige det her burde vi gøre bedre i Danmark? Jeg siger det jo ikke for at kritisere dig, jeg siger det vel i bedste mening fordi jeg har set, hvordan andre har det, og at min tid i udlandet måske kan bidrage med en anden viden. Om min viden er den rigtige, ved jeg ikke, men ville det ikke være trist, hvis vi ikke kunne snakke om tingene. Jeg boede næsten tre år i København før jeg flyttede ud igen, så jeg fik virkelig en kærlighed til det røde-hvide flag. Men det tog godt nok lidt tid, for jeg kunne slet ikke finde ud af, hvor jeg hørte til, og jeg følte mig faktisk mere hjemme i Spanien end i Danmark.

Jeg har nok altid sagt at jeg kom fra Danmark, selvom at jeg havde dobbelt pas, dansk og norsk, indtil jeg var 18 år gammel. Men at sige jeg kom fra Danmark er noget helt andet end at sige, at jeg var dansk. Min mormor har dog altid sagt til mig “Rebecca du er nordmand, så du er ligeså meget en udlænding som de andre”, og det var faktisk en meget fin måde, at sige tingene på, at jeg altid skulle respektere de mennesker som havde en anden etnisk baggrund, men boede i Danmark lovligt, for jeg var ikke et hak bedre end dem. Og det er måske lidt der, hvor jeg ikke helt har kunne sætte kryds på min identitet, for den har nok hverken været særlig meget dansk eller norsk, selvom det stod i passet. Jeg har boet ude det meste af mit liv, så jeg følte mig ikke dansk, for jeg havde som sådan ikke noget i Danmark som gjorde at jeg tænkte ‘det er mit hjem’ andet end min familie boede der og jeg kunne sproget. Jeg var heller ikke norsk, for jeg havde aldrig boet i Norge, og derfor var det kun mit blod som stammede derfra. Og derfor har jeg nok altid set mig selv som international. Jeg valgte at tage alt det bedste jeg lærte fra de mennesker og kulturer jeg mødte på min vej, og skabte en persona som jeg kunne stå indenfor. Jeg har nok selv den der ‘du skal ikke tro du er noget’, men det er nu mere i forhold til, at man skal acceptere folk lidt mere og bare fordi der er en som har boet fyrre år i Danmark, så har de ikke ret til at sige til en anden som ‘kun’ har boet i Danmark i ti år, at de er mindre dansk. Der er så mange udlændinge som har boet i Danmark langt længere tid end jeg selv har, så de har faktisk mere dansk i dem end mig selv. Men fordi de måske taler med en accent, har et anderledes navn eller en anden hudfarve, så kunne jeg automatisk få en tro om, at jeg var mere dansk end dem.

Jeg havde i rigtig mange år svært med at finde ud af hvad jeg var, for som jeg nævnte tidligere så havde jeg et langt større forhold til Spanien end til Danmark. Jeg kendte Madrid ud og ind, men hvis du spurgte mig om, hvor Vesterbro lå, ville jeg sige “spørg google”. Jeg kendte ikke byen, jeg vidste ikke, hvordan bus- eller togtiderne fungerede, en cykel var lig med ulykker for mig, og jeg havde måske fået stegt flæsk med persillesovs ti gange i mit liv. Da jeg for alvor flyttede hjem som 21 årig valgte jeg at give Danmark en chance, men det var kun fordi, at jeg var ensom i Paris, for ellers var jeg nok aldrig flyttet tilbage igen. Jeg er dog taknemlig for at jeg flyttede tilbage, for den dag i dag, elsker jeg København. Jeg elsker at det er en lille storby, som har det hele. Jeg elsker, at jeg kan cykle, at der er vand omkring en, at vi går op i økologi og grøn energi, at vi kan gå til lægen uden at skulle tage et lån, at vi har et kongehus som for det meste giver os noget positivt og sætter os på verdenskortet, at vi har god stil, passer på os selv med hensyn til kost og motion, og meget meget mere. Jeg elsker Danmark, det gør jeg virkelig, men jeg synes også det er vigtigt at vi ser indad og ikke altid giver alle andre skylden for vores problemer.

Der er vitterlig dage, hvor jeg sidder og tænker ‘jeg vil tilbage til Danmark nu’ og så er der dage, hvor jeg siger ‘jeg kommer aldrig hjem igen’. Det kommer vel lidt an på humøret. Men jeg ved jo ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden, for jeg er altid vokset op med muligheden om, at i morgen kunne vi måske flytte. Jeg synes det er vigtigt at have set og snakket noget andet end blot der, hvor man kommer fra, og mit største ønske er, at jeg kan give det videre, hvis jeg engang selv får et barn eller børn. Der er en del der siger til mig ‘men du kunne da ikke tænke dig at få børn i udlandet vel?’ Og så svarer jeg altid tilbage, hvorfor ik? Min mor gjorde det og hun har, hvis jeg selv skulle sige det, klaret det ret godt. Altså hun var alene med to børn imens min far rejste rundt, og hverken jeg eller min bror Andreas, eller min mor for den sags skyld, har taget skadet af det. Men jeg har accepteret, at folk ikke forstår mig når jeg siger, at det er en mulighed. De fleste kommer så med skræmme scenarier omkring, at det er alt for hårdt, og jeg ingen hjælp får, men det synes jeg nu bare er en dårlig undskyldning, for jeg kender altså også en del derhjemme som hverken får eller vil have hjælp, selvom deres familie og venner bor i samme by. Det er vel hvad man gør det til.

Jeg har altid været enormt stolt over, at kunne sige, at de første fire år af mit liv boede jeg i Spanien, Japan og Holland, og jeg tror helt ærligt at de første år ude var med til at skabe fundamentet i mit liv, at jeg i dag er åbensindet og taknemlig for, at jeg får muligheden for at lære fra andre kulturer og jeg ikke er bange for at sige ‘så flytter vi igen’. Jeg synes det er en gave at give sine børn, og jeg har ikke den der frygt med at ‘åh nej, så vil de ikke være tætte med deres bedste forældre eller onkler og tanter’, for det er jo ikke sådan, at jeg aldrig kommer hjem på besøg. Mit tætteste forhold som barn (udover mine forældre og søskende) var min mormor, for hun gjorde en indsats og var der for os, selvom hun ikke boede i samme land, og det er nok det som er hemmeligheden bag det, at alle gør en indsats. Jeg tror ikke man skal være så bange for at prøve tingene af, det er også det jeg fortæller de kvinder som spørger mig til råds, når de selv står i en situation, hvor de har muligheden for at flytte ud og har børn. Der er så mange som siger ‘du skal gøre det når de er små’, men det er jeg også lidt uenig i, for det gør altså ikke noget at ens barn er syv, 12 eller 16 år gammel. Ja, det er nok sværere når de er 16 år at få dem til at have ja-hatten på fra starten af, men jeg har aldrig hørt en sige ‘åh hvor er jeg bitter over, at jeg skulle flytte til udlandet som teenager’. Det gør ikke noget at ryste posen lidt, og vise ens barn at trygheden ikke ligger i en alt for ensformig hverdag, men den ligger i din familie, og hvis I alle flytter ud, så står I sammen og hjælpes ad. Jeg har altid sagt, også inden jeg mødte Frederik, at hvis jeg fik børn skulle de prøve to ting. Et, at bo ude, og to at gå på en engelsk talende skole. Den største gave som mine forældre har givet mig var, at jeg snakker flydende engelsk og at jeg har boet i forskellige lande, den største gave jeg gav mig selv var, at flytte tilbage til København og prøve at finde mine danske rødder frem.

Jeg er ikke ked af, at jeg ikke følte mig dansk i mange år, faktisk var det enormt befriende ikke at skulle tænke på, hvor jeg kom fra, men mere, hvor jeg ville hen. Jeg synes jeg har fået en bedre forståelse for, hvad jeg elsker og hvad jeg ville ønske var anderledes ved mit hjemland. For jeg bruger vitterligt min platform til at fortælle folk jeg møder på min vej imens at jeg bor ude, hvor heldige vi er i Danmark og hvor meget vi gør for at have det godt, men derfor vil jeg også gerne fortælle min danske medborger (en for alle og alle for en, som man siger), at vi skal huske på, hvor godt vi har det og vi skal også huske på, at vi ikke er perfekte. I sidste ende synes jeg det er vigtigt at vide, hvor man kommer fra, men jeg synes også det er vigtigt at rive sig ud af sin lille bobbel og virkelig prøve at mærke at man virkelig lever ved at stå i et nyt land og føle sig forvirret og alene. Jeg har både prøvet at være forvirret og alene i Hong Kong og København, ja, jeg har været en fremmede i begge byer, men jeg har lært af det, især at det er muligt at føle sig hjemme alle steder.

 

 

 

 

 

(Visited 705 times, 1 visits today)
1 Svar
  • Avatar
    Marie
    februar 17, 2018

    Så godt indlæg, og hvor er jeg dog bare enig!

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *