Bryllups indlæg: Jeg fik sommerfugle i maven da jeg prøvede den – det er kjolen …

H

vordan skriver jeg dette indlæg, uden at give for meget væk, samtidig med at være underholdende og give egne erfaringer videre? Ja, det spørgsmål har jeg gået rundt og tygget lidt på i noget tid. I så fald, så vil jeg fortælle lidt om hele kjole processen, hvad mine bedste råd ville være og hvorfor jeg valgte denne kjole selvom det ikke var planlagt, for nu er der næsten kun 8 måneder til dagen …

Jeg har fra start af, siden Frederik gik ned på knæ, vidst at min kjole skulle laves af en person som står mig meget meget nært. Hun havde selv tilbudt det, og da hun spurgte mig var jeg mildest talt rørt til tåre. For hun er en badass business woman, som altid er på farten med arbejde, rejser, projekter og livet. At hun ville finde tid til det her, gjorde mig mildest talt blød om hjertet. Og jeg vil for altid være taknemlig. Se, planen var egentlig at jeg skulle til København og prøve kjoler, for at få lidt inspiration til hvad der klædte min krop. Jeg vidste allerede godt hvad jeg kunne lide, og de kjoler som jeg prøvede i Doha, var slet ikke tæt på den kategori. Men, jeg ville faktisk godt gøre folk lidt forvirret , ja, så barnlig er jeg. Og så ville jeg egentlig også bare gerne prøve kjoler. Jeg vidste dog godt, at efter det indlæg ville folk snakke ‘Hvad tror du hun har på? Tyl? Sten? Perler? Blonder? Silke? En blanding?’ Og desværre, får I det først at vide, når Frederik gør, til april 2019. Men det tænker jeg så også er okay 😉

 

Jeg havde planlagt tre ture med tre forskellige veninder. Bevidst ville jeg ikke have dem alle sammen med på en gang. Jeg er typen som kender min krop og som ved hvad der klæder mig, men når man aldrig har prøvet sådan en kjole før, så vil man jo også godt have folks meninger. Jeg vidste bare, at tre meninger, plus min egen, ville være alt for meget og derfor ville det passe mig bedre, at det var en med af gangen. Mine veninder er dog fantastiske, for de er ikke som dem der der er med i ‘Say Yes To The Dress’, altså de sidder ikke og kommenterer at ‘de’ ikke kan lide den, eller den er for kedelig, er for meget eller noget andet. De kommer med konstruktive kommentarer og fortæller mig når hofterne ser lidt bredere ud og hvilken en jeg så gladest ud i. Sådan som veninder nu skal være. Helt personligt, har jeg ikke det behov for at ingen må se min kjole inden. Selvfølgelig skal Frederik og alle 90+ gæster ikke have set den, men det med at der skal være så meget mystik omkring den, synes jeg måske er liiige i overkanten. Jo, hvis jeg hed Meghan Markle, kunne jeg forstå det. Derfor, må mine bedste veninder gerne være en del af det, ligeså vel må min mor, kommende svigermor, mormor og Lis, som har kendt mig siden jeg boede i Madrid 1994 – og så har jeg hvis også vist den til en håndfuld eller femten andre. Ups.

Tilbage til de planlagte ture. Jeg havde bestilt tre kjoleprøvninger, for at finde ud af, hvad der fungerede, hvad kunne jeg tage med mig og hvad var et absolut no-go. Det var jo meningen at jo skulle have den syet at min mors veninde, så alt hvad jeg foretog mig var til inspiration. Men det er jo ikke lige noget, man siger inde i butikken, for det er sgu også lidt tarveligt, at bruge deres tid. Sorry, jeg er ikke stolt. Første stop, var hos Karim, som ligger på Store Kongensgade, sammen med min veninde Pernille. Kjolerne var egentlig meget fine, og man kunne få lavet tingene som man ville, uden at det ville brænde pengepungen op. Der var bare ikke den der ‘wow’-følelse. Men der var to, som jeg synes var fine, den ene var meget anderledes og noget helt andet end hvad jeg havde troet ville være pænt, og den anden var meget yndig, men som jeg lidt havde en fornemmelse at folk ville glemme. Det er ikke fordi folk skal snakke om mig, fem måneder efter, men jeg ville gerne have noget på som var finurligt og mig, og som ville få folk til at tænke ‘den havde jeg ikke set komme, men selvfølgelig havde hun tænkt over det’. Den var der ikke rigtigt. Men stedet var fint, og da det var min første ‘rigtig’ brudebutiks besøg, var jeg rimelig oppe og køre over det – hvilket måske godt kunne have forblændet min tankegang. Men altså, hvem ville ikke blive høj over at prøve kjoler!

 

Dagen efter, skulle jeg så ud og prøve kjoler på Frederiksberg. Vejret den dag var helt forårsklar, og fuldstændig fantastisk, så vi valgte at gå fra København K. til Frederiksberg, da vi begge, Anna min veninde og jeg, havde brug for skridtene, men endnu mere synes at det kunne være hyggeligt at gå dertil. Jeg havde været meget i tvivl om jeg skulle booke tid hos Jesper Høvring, da jeg ikke vidste om fire steder ville være for mange steder at tage hen. Men jeg prøvede at ringe derind alligevel, da han jo er en af danmarks dygtigste indenfor sit fag. Desværre var Jesper der ikke, men kvinden i butikken sagde at jeg kunne komme ind og kigge alligevel. Og det gjorde vi så. Der var nogle virkelig smukke kjoler, ikke så mange som jeg havde troet der ville være, men det er nok også fordi man som brud arbejde sammen med Jesper, og derefter kan sammensætte det som man vil. Og det var faktisk derfor at jeg ikke ringede derind igen. Som jeg sagde før, så var det jo primært en inspirationstur for mig, og af den grund synes jeg ikke at jeg ville bruge Jespers tid på den måde, hvis jeg så slet ikke skulle have den. Men stedet er lækkert, det er ret elegant og meget internationalt på en eller anden måde …

… Efter vores lille kig, tog vi på Værnedamsvej og drak kaffe, da vi stadig havde en halv time til vores møde som lå på Frederiksberg Allé. Jeg vil indrømme at jeg havde glædet mig helt vildt til at tage derind. Dem der følger med i ELLE redaktionens og en del bloggers liv, vil måske kende navnet, for det var der jeg lærte hende og kende for et par år siden. Stedet hedder Maria Fekih, efter ejeren. Jeg havde inden mødet været inde på hjemmesiden og stalke, for at se de forskellige mærker og stilarter. Maria har både mærker fra de største og cooleste brands i brudeverden (Jenny Packman og Laure de Sagazan ), men hun laver så også sine egen kjoler. Da vi kom derind blev vi taget varmt imod af Maria, vi fik snakket lidt sammen, jeg fortalte hende om mit budget, hvad jeg forestillede mig at jeg kunne lide og sammen gik vi så rundt og fandt dem jeg skulle prøve. Jeg tror vi fandt fem kjoler, og så var der ellers bare ind i prøverummet. Den første jeg trådte ud i, gav mig den vildeste følelse i maven, men den var godt nok lidt for lille …

 

… Og det emne synes jeg faktisk lige vi skal snakke lidt om. For det var faktisk min aller største frygt ved at prøve brudekjoler da jeg ikke er en størrelse 36. Og jeg havde derfor hørt nok skrækhistorier om piger som er begyndt at græde over at de ikke kunne passe prøvekjolerne, så jeg var ærligtalt ved at ski.. grønne grise inden. Men ved du hvad, hvis ekspedienten kan finde ud af at hjælpe dig, så gør det ikke spor. Både hos Karim fik jeg komplimenter for min smalle talje, barm, hals, samt kraveben. Og hos Maria var jeg rolig fra start af, for jeg fortalte hende om mit vægttab og om at jeg stadig havde nogle ting på kroppen som jeg var usikker ved. Og så fik jeg af vide hvor skide sej jeg var og at jeg skulle være stolt over hvor lang jeg var kommet. Jeg siger ikke, at man skal få komplimenter hele tiden og folk skal også turde at være ærlige med en, men det har alle også været med mig. Men hvis man bare selv ved hvad der er et no-go, så skal det nok løse sig. Jeg ved hvad der fungerer på mig, men når der så er en som finder andre ting på ens krop som man måske ikke selv har kunne se og så siger ‘det skal du fremhæve’, så gør det bare hele oplevelsen bedre og roligere. Mit bedste tip til en pige/kvinde som er lidt usikker på sin figur; du skal ikke være bange for at hoppe i noget som viser dine bedste sider frem (former, bagdel, arme, stænger – vi alle har noget vi kan være stolte af). Jeg har arbejdet på min talje, min bagdel og for at mine kraveben frem (det er mærkeligt, jeg ved det godt, men jeg synes kraveben er utrolig sexet), i jeg ved ikke hvor mange år, og det skal jeg ikke gemme væk.

Det var så en lille sidenote, men det er så vigtigt at understrege, for jeg tænker at jeg ikke er den eneste som har eller som kommer til at være nervøs for det! Som jeg nævnte tidligere, så prøvede jeg den første kjole, og den gav mig et sus i maven. Der var et par ting ved den som manglede lidt i forhold til hvad jeg ville have, men det fik Maria fikset ret hurtigt. Jeg havde også fortalt hende, at jeg ville have et bestemt slør på, som jeg overvejede at købe på nettet, men så sagde hun ‘sådan et stof har jeg’, og da jeg så fik det i håret/på hovedet, mens jeg stod der, i den kjole – så var jeg ikke i tvivl, det var hundrede procent den. Nej, der var ingen tåre, men der var en form for lettelse. Det lyder mærkeligt, men jeg troede ikke at jeg ville kunne få alt det jeg ville have i en kjole. Ikke fordi det ikke var muligt, for min mors veninde ville have lavet en drøm af en kjole. Men mere fordi jeg ikke selv havde tænkt over det og set det som en mulighed, altså lige indtil jeg stod i den – takket være Maria.

 

Da vi var færdige hos Maria, havde jeg et smil på læben, i jeg ved ikke hvor lang tid. Samtidig, var jeg også i tvivl, ikke i kjolen, men om jeg skulle give muligheden op for at få lavet en kjole af en som jeg holder så meget af. Der ville jo nok være en form for kærlighed i den kjole, som andre kjoler nok ikke helt vil kunne give, for der ville have været så meget historie i at den var blevet lavet kun til mig. Jeg måtte tænke lidt over det, føle efter, og så ringe til min bedste advisor (curling børn, ik?) min mor. Hun lyttede, spurgte, lyttede lidt mere og så sagde hun ‘Du må følge din egen mavefornemmelse’ åhh man, sådan en typisk mor ting at sige. Det var jo faktisk meningen at jeg skulle have været et tredje sted, men det valgte jeg simpelthen at aflyse. For det første var jeg bange for at jeg bare ville være endnu mere forvirret, og for det andet, var jeg faktisk også lidt små træt af at prøve kjoler. Det skulle man ikke tro, men selvom det er enormt hyggeligt og rørende, så er det også bare lidt drænende, at tage af og på, sige hvad man kan lide, hvad man ikke kan lide, samtidig med at der er hundrede andre indtryk på dagen. Så i stedet, skrev jeg til Maria igen og spurgte om jeg kunne komme ind et par dage efter med min sidste veninde Sophie. Det fik vi selvfølgelig lov til. Pernille som havde været med da jeg var ude hos Karim, spurgte om hun måtte joine os, hvilket passede mig helt perfekt – for så havde de alle tre ligesom været med inde og se den.

Da jeg fik den på for anden gang, og Sophie næsten græd og Pernille blev ved med at sige ‘Gud hvor er du bare smuk – det er dig!’, tyve gange, var alt tvivlen væk. Ja, det var den. Sommerfuglene var endnu større anden gang, for her vidste jeg hvad jeg kom ind til, og hvad der føltes rigtigt. Jeg må rose Maria meget her for hun er simpelthen et af de varmeste menneske jeg har mødt, og hun er så super dygtig til at få en til at slappe af, og ikke skynde på en. Første gang, et par dage før, havde vi været derinde i halvanden time, selvom der stod at man havde en time, og anden gang var vi der lidt over en halv time, hvor vi også endte med at snakke længe, og kigge på festkjoler (det er der også) til Pernille. Det hele var bare hyggeligt. Roligt. Og rigtigt. Vi endte på Dyrehaven hvor vi spiste smørrebrød og snakkede om hele oplevelsen. Og om aften tog Sophie og jeg så i byen, for det skulle fejres.

Så hvad gjorde jeg så med hensyn til den kjole der skulle sys, tænker du nok? Jeg skrev og forklaret helt ærligt min mors veninde, hvad der var sket, og hendes respons var “Det er bare vigtigt at du er glad”. Netop derfor holder jeg så uendelig meget af hende. Næste kjoleprøvning er med min mor (og det er allerede sket, når dette indlæg er kommet ud). Så jeg kan allerede sige nu, at jeg var en smule nervøs inden, da jeg inderligt håbede at min mor vil synes at kjolen var ligeså fantastisk – men her er et hint, hun græd tre gange! Så jeg er ret sikker på, at jeg ramte plet. Endnu mere ramte jeg plet, fordi min mor fik sagt noget i stil med ‘Selvfølgelig er det den Bee…”. Så nu glæder jeg mig endnu mere til, at vise jer den efter brylluppet, for et par af jer vil nok sige det samme …

(Visited 843 times, 1 visits today)
1 Response
  • Karin Eriksson
    August 31, 2018

    Kære Rebecca… Hold nu op hvor er det spændende og hvor jeg dog glæder mig til at se dig i kjolen. Jeg fik tårer i øjnene da jeg læste, jeg kunne ( næsten) se det hele for mig og blev så rørt.

    Må lige ønske dig/ jer alt det bedste i London, for det eventyr er jo lige om hjørnet.

    Kærligst Karin Eriksson.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *