Hvordan ser vores boligsituation ud nu?

F

ørst og fremmest vil jeg gerne skrive ud til alle jer som med det samme kom til tasterne i sidste uge da jeg spurgte om hjælp til at finde en lejlighed vi kunne bo i grundet vandskaden i Vores lejlighed. Hver og en af jer er fuldstændig fantastiske – I sendte alt fra hjemmesider med boliger, kontaktinformationer til nogen I kendte med boliger, nogen af jer tilbød endda jeres egen bolig, hvor vi både kunne være alene i, eller I ville finde plads til os I jeres eget hjem. Frederik og jeg blev enige om hvor heldige vi er for, at der er folk omkring os (selv mange af jer vi endda ikke kendte) som vil hjælpe og går så langt for det. Jeg må indrømme at jeg er vildt rørt, og hvis jeg kunne kramme hver og en af jer ville jeg det.

Det har været en turbulent start på dette nye eventyr. Jeg bærer ikke nag, og jeg kan heller ikke tillade mig at være sur på nogen, for ingen har gjort det her med vilje. Men når det så er sagt, så må man også se det fra Vores side – og forstå hvorfor det her er så ufattelig frustrerende. Vi fik nøglerne mandag d. 1 oktober og om torsdagen kommer vandskaden så. Alt blev sat på hold med de få ting der skulle renoveres hos os, samt alle vores planer bogstavelig talt gik i vasken. Vi havde dog troen på at det nok skulle gå i orden, og at vi stadig kunne flytte ind og have et hjem selvom der var vandskade, men da vi så stod i lejligheden i sidste uge sammen med forsikringen og de sagde ‘I skal nok regne med at det tager minimum fem måneder, og I kan ikke bo her – så I bliver nødt til at finde et andet sted at være’, så var det ligesom lidt dråben for mig, og jeg var mildest talt rasende. Mest fordi det hele er blevet taget med sådan en ‘det skal nok gå – det er ikke så slemt’ tone, men at stå der og få at vide at man ikke kan bo i sin nye lejlighed, og man ikke har et sted at bo, ja så er det faktisk slemt. Dagen efter skulle alle møblerne komme. Og vi har eller havde absolut ingen plan B – hvem kan finde et sted at bo på en dag? Ikke nok med det, så vil vi komme til at bo i en kuffert i knap og nap otte måneder – ja ja, vi har da haft et sted at sove, men fra vi flyttede fra Hong Kong i august måned og troede at vi kun skulle leve med alting pakket ned indtil midt-oktober, og det nu bliver til omkring februar, så er det altså syv-otte måneder. Frederik har lige startet nyt job, jeg er ikke landet, vi har købt møbler som er på vej, og vi kan ikke gøre noget. Man føler sig helt magtesløst, og på mange måder bliver man også rigtig rigtig ked af det, især fordi at man havde glædet sig til at flytte ind i sin nye bolig, og nu ikke får lov til det – det føles som et godt og grundigt spark lige i skridtet.

Den jeg faktisk har mest ondt af, er Frederik. Han har lige startet det nye arbejde og skal konstant planlægge møder nu med folk der skal op og kigge på det ene og det andet. Og det er bare ikke nemt at være ene og alene om det, især når det er midt i arbejdstiden – men takket være lovet for at han har er en super chef som forstår hvor kaotisk det hele er lige nu. Jeg har så ufattelig dårlig samvittighed over at jeg ikke kan hjælpe noget mere, og at jeg står i et andet land hvor jeg lige pt kører på adrenalin (host, mangel på søvn) og ikke aner hvad der skal ske når jeg flytter til København igen om en måned. Ordet træt kan virkelig ikke beskrive hvor træt jeg egentligt er, mine tanker kører non-stop om natten og nætterne blive lange da søvnen er kort. Der er så heller ikke noget varme i min lejlighed i London – så det hjælper ikke sådan helt på det – altså julemanden ville tage en ekstra hue på, der hvor jeg bor lige nu. Men tanken om at vi måske først bor i en lejlighed en måned før vores bryllup giver mig også sved på panden, det er altså ikke sjovt at skulle flytte ind, indrette et hjem, falde på plads, samtidig med at man har et bryllup lige i hælene med 100 mennesker – der er jo også alt det andet såsom deadlines, job, familie og venner ved siden af. Den sidstnævnte må så lige komme lidt på hold, og jeg siger allerede hermed undskyld til dem som jeg allerede nu ved, at jeg kommer til at aflyse aftaler med. Suk!

Så hvordan ser situationen ud lige nu? Vi er i fuld gang med at skrive til alle de anbefalinger vi har fået fra venner, bekendte og fremmede. Det er ikke så nemt at finde et sted da vi skal have noget der er møbleret. Og det er heller ikke ligeså nemt med forsikringen som vi nok havde håbet. Jeg ville ønske at vi kunne have vores egne møbler med, ikke kun fordi det er vores eget, men også fordi jeg går med en kronisk ondt i maven følelse at de står oppe i en lejlighed der er så fugtig. Se, det er jo ikke kun et lille rum, vi havde vand i tre rum. Køkkenet er fuldstændig smadret; loft, gulv, bordplade, væggene – alt er ligesom ødelagt. Vores mellemgang skal muren og loftet ned, og badeværelset er der flere steder som også er godt og grundigt ødelagt. Dem fra forsikringen kunne lugte det med det samme, og det siger altså lidt. Så jeg håber virkelig ikke at det går udover vores møbler. Det gør det nok ikke, men fire-fem måneder er altså lang tid – de kommer til at stå i kasser i syv-otte måneder. Ikke nok med det, så fik vi jo aldrig muligheden for at tjekke om noget var gået i stykker, for vi kunne ligesom ikke åbne kasserne i det byggekaos/rod som vores lejlighed lige nu er i, så hvis der er noget som er gået i stykker så er det på egen regning (vi har nemlig kun 8 dage til at melde det). Her er der nok nogen der tænker, men hvorfor fik I det så flyttet dertil hvis der er vådt? Ja, godt spørgsmål. Vi fik af vide at møblerne ville komme til Danmark omkring start oktober, og vi fik derfor overtalt dem til at holde på tingene i et par uger ekstra da flyttedatoen hed den 19, så da vi stod der torsdagen inden og fik af vide at vi ikke kunne bo der, havde vi ligesom opbrugt vores ‘ekstra tid’ hos flyttefirmaet. Vi troede jo ikke at det ville være så slemt, og gik ligesom også bare og ventede på at nogen ville komme op og kigge på det, de kom så først et par dage inden flyttemændenes dato – *emoji med pigen der giver sig selv et klap i panden* også kaldt frustration! Og det hele giver altså bare en ekstra ondt-i-maven-følelsen når man står der og bare må acceptere at sådan er det, ja vi må bare acceptere det selvom det ikke er vores skyld.

Jeg håber at jeg om nogen dage kan skrive ‘vi har et sted at bo’! For der er en lejlighed som vi har kigget på, men jeg vil ikke jinxe det, så derfor venter jeg med at sige noget konkret indtil jeg ved om det er gået i orden. Min lunte er lidt kortere fortiden, spørg bare min mor, far og Frede. Sorry – jeg kan stadig godt lide jer! Det hele føles bare så vildt uoverskueligt og ret uretfærdigt. Vi, samt dem på anden skal genhuses, men det er helt klar vores lejlighed der er allermest ramt – amen, godt at jeg har held i kærlighed! Og derfor havde jeg bare lige brug for at give en fælles opdatering da flere af jer har fulgt med fra sidste uge – og så synes jeg at det gav mening at skrive dette indlæg fordi så mange har skrevet ‘hvad er der sket’ da alle godt har kunne mærke at jeg har været presset. Og ja, så havde jeg også bare brug for at få det hele ud, da jeg synes at jeg har ret til at være ked af det og super frustreret over det her, og den bedste måde at komme videre på, er ved at få lettet hjertet lidt.

Det er bestemt ikke jordens undergang – det ved jeg godt! Og jeg er også kommet over mit ‘Åh det er så synd for mig’, tro mig jeg har spillet offer kortet i en dag eller to. Men shit, det er bare så irriterende, jeg kan faktisk slet ikke beskrive hvor irriterende det er. Det eneste der ville toppe det lige nu, ville være hvis der også lige pludselig var mus i lejligheden … Been there, done that! Men som sagt, jeg er over mit ‘Det er så hårdt det hele’ moment, og er derfor nu kommet dertil hvor jeg bare må grine over hvor komisk det hele er – seriøst det var tre dage efter vi fik nøglerne? Det er da så komisk som noget. Der er stadig dage hvor jeg har lyst til at sparke til en stol, men efter sparket får jeg lyst til at grine igen. Igen, jeg kan ikke understrege hvor behjælpelige alle har været, det føles som et stort fællesskab hvor folk hjælper til, for når I ser at jeg er nede er der altid en (eller halvtreds) som hiver mig op – og det gør altså noget ved humøret. Jeg er ikke længere sur. Frustreret? Træt? Utålmodig? ja, ja og atter ja. Men jeg er ikke sur. Jeg krydser bare fingre for at 2019 bliver et bedre år, hvor karma ikke kronisk giver mig en flad lussing … Og at jeg ikke skal flytte mere end en gang!

(Visited 561 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *