Baby, we are coming home – ja, vi flytter til København!

D

en her nyhed havde ingen nok set komme, men hvordan skulle I det, når vi ikke en gang selv anede at det ville ske. Jo, den er altså god nok, vi flytter tilbage til København – ja, altså lige bortset fra at jeg stadig skal til London i tre måneder. Men eventyret herude i Hong Kong, slutter for nu, og selvom det er lidt tidligere end det skulle, så er vi klar til at starte et nyt kapitel. Min fantastiske Frede, er blevet tilbudt et nyt job, og har takket ‘ja’ til det, for nogen gange må man bare tænke på sig selv, ment på den måde, at når der kommer noget virkelig virkelig godt, så må man slå til og acceptere at planerne bliver ændret, samtidigt med at man mærker efter hvad der virkelig betyder noget. Der er så mange følelser lige nu, men de fleste er gode og positive, samt spændte på alt det der skal ske.

Det hele skete faktisk meget hurtigt, jeg kan ikke lige sætte dato på det, men det var indenfor kort tid, at dette blev besluttet. Måske er der nogen af jer der kan sætte to og to sammen nu, med hensyn til mit sidste indlæg omkring overspringshandlingerne, da det var i denne periode at vi var i overvejelse omkring hele situationen. Og lige pludselig havde vi en tur til Japan og nu er der 17 dage til at flytte ud af lejligheden og pakke hele Vores hjem sammen. Jøsses, det er gået stærkt. Men det er ikke noget som jeg ikke har prøvet før, for da jeg stadig boede med mine forældre var dette en årlig rutine, næsten. På en uge kunne min far have fået et job, og så skulle vi pakke et hjem sammen (host, det var primært min mor der gjorde det – hun er seriøst Superwoman!) og så af sti af sted med os. Jeg er vant til, at der sker nye ting, og jeg er vant til at have ‘ja-hatten’ på og ikke græde snot over at det hele bliver lidt sammenpresset og stressende, samt at man ikke helt når at opfatte hvad der skal ske, inden man sidder på flyet og skal rejse væk, for good.

Alligevel, gjorde den nas af to årsager: for det første fordi vi har fået nogen fantastiske venner som på mange måder er blevet vores lille familie, helt alvorligt, har vi jo set mere til dem end til vores andre venner og familie – de har været der på de gode dage og de dårlige, og derfor kommer vi med god grund til at savne dem for sindsygt. Den anden grund, er, at jeg ikke føler at jeg har set denne del af verden nok. Bevares, man kan altid sidde tilbage og brokke sig over det, og jeg har da også været i Bangkok, Penang, Hanoi, Ho Chi Minh City, Phuket og Tokyo. Men der var så mange andre byer jeg ikke nået, såsom: Seoul, Singapore, Osaka/Kyoto, en Ø i Phillippinerne, og en tur til Australien. Sådan er det. Og det er også enormt ‘first world problems’, men det gør altid lidt ondt når man finder ud af, at det ikke bliver i denne omgang … Frede, valgte dog så at invitere mig til New York til næste år, da vi var i Tokyo og havde drukket os ret (halv)fulde. Jeg tror det var hans måde at sige på ‘nu kom du ikke til de byer, så jeg tager dig til din yndlings by i hele verden’, og det siger man jo ikke nej til.

Så ja, den skulle lige tykkes på … Og nu har jeg tykket færdigt, og kan dermed sige at JEG GLÆDER MIG! Det har ikke været nogen hemmelighed for vores nærmeste, at vi har haft op- og nedture herude, det har alle mennesker jo. Men i vinters havde Frede et par ting, og især jeg gik rundt med et kæmpe form for tomrum. Jeg følte mig forvirret omkring hvad jeg ville med mit liv (det gør jeg stadig indimellem), og jeg manglede et eller andet. Ikke fordi jeg ikke var glad og havde nok at se til med bloggen, men fordi jeg følte, at jeg kronisk blev dømt af omverdenen, fordi jeg ikke havde et ‘rigtig’ arbejde. Det gjorde faktisk så ondt, at jeg til sidst begyndte at sætte spørgsmålstegn ved alt hvad jeg gjorde, og den lille stemme i hovedet som kronisk sagde ‘du er ikke god nok’ har sat sig så godt fast, at jeg til tider stadig kæmper med den. Men så kom London. Som et sus af en medvind, og det som jeg havde manglet. Ja ja, jeg får da stadig en ‘hvad skal du med dit liv’-attitude fra folk, og den kommer sikkert også når jeg er i Danmark. Men når jeg kommer hjem, så har jeg planer (og jeg går efter dem som min lille stemme siger jeg ikke kan få!), om de lykkes eller ej, så har jeg bare valgt at jeg skal hoppe ud i det, hovedet først! Måske laver jeg verdens største maveplasker, men i det mindste hoppede jeg.

Jeg glæder mig dog bare til det hele. Frederik skal først begynde på sit nye arbejde den første oktober, og derfor har han nu valgt at flytte med mig til London i hele september måned. Rollerne er byttet om. Så den nervøsitet for at vi skulle køre et langdistance forhold var vitterlig spild af tid – nu er vi en halvanden time fra hinanden, og hvis jeg vil kan jeg flyve til København hver eneste weekend. Vi købte jo vores lejlighed i tro om, at vi først skulle flytte ind i den om nogen år, så gud være lovet, at vi ikke havde lejet den ud. Det er noget som jeg glæder mig aller mest til, dét at Frede og jeg skal lave/indrette/skabe vores eget hjem sammen. Lejligheden er vores drømmebolig, så at vi kan bo i den allerede om to en halv måned, ja, det er næsten ikke til at tro. Alting bliver bare nemmere når vi er hjemme igen, som f.eks. planlægning af et bryllup. Og at vide at jeg kan være en del af min nevø og min nieces (som jeg endnu ikke har mødt) liv, gør mig helt blød i knæene.

Jeg startede jo denne blog fordi jeg ville skrive om mit liv i udlandet, og derfor kunne man også tro at jeg ville lægge dette kapitel på hylden sammen med bloggen (ja, tanken har da været oppe og vænne), for hvad ville gøre mig så anderledes nu, end de hundrede andre bloggere i Danmark? Det ved jeg ikke helt. Men, der er jo London og det skal jeg skrive om, og så tager vi den derfra. Jeg skal i hvert fald gøre mit for, at det stadig er underholdende og at det giver mening for jer, at blive ved med at læse med – det kan være, at jeg begynder at snakke om den danske dagsorden uden, at jeg får huk for det, for nu vil jeg ikke længere have ‘udlandsdansker’ skrevet i panden på mig … Det var en joke, til dem som blev i tvivl – jeg er ikke klog nok til, at skrive om dagsordnen 😉

Jeg er i hvert fald SÅ ski.. stolt af min elskede kæreste. Den anerkendelse han har fået, gør mig varm om hjertet. Jeg vidste godt at han var dygtig, det har jeg altid vidst, for han har en arbejds morale som jeg aldrig har set før, eller den er bare så old school og oprigtig, at jeg gang på gang bliver inspireret af ham. Det der med at arbejde sig opad, og gøre dét ekstra, er vi unge måske blevet lidt dårlige til – vi vil have og vil have – ja, mig selv inkluderet. Men sådan er Frederik ikke, han gør det bare, bliver ved og arbejder sig op. Dét er smukt. Jeg kan dog se på ham, at han glæder sig til dette nye arbejde, altså så meget at han fortæller mig hvor meget han glæder sig en gang eller to om dagen. Og det smitter af på mig, på sådan en måde, at jeg heller ikke er et sekund i tvivl om, at dette er det rigtige … Vi skal til København, og vi kommer til at give den hele armen.

… Om vi flytter ud igen engang, er ikke til at vide. Men jeg ville gå all-in og satse på det hvis jeg var dig. For jeg tror ikke Frede og jeg er der i livet hvor vi vil ‘læne os til tilbage og tilrette’. Det er sgu for leverpostej til os. Jeg har nemlig en drøm om, at hvis vi får børn så skal de med ud i verden, ligesom jeg selv var. Heldigvis, fandt jeg én som havde det på helt samme måde. Men lige nu, kommer vi til København på ubestemt tid. Vi har en fest, en bolig, venner, familie, og projekter/arbejde som skal plejes samt nydes lidt. Hong Kong har dog givet os så meget, og vi er taknemlige, på sådan en måde, at vi ved vi kommer til at savne livet herude også. Det var nemt og samtidig utrolig hårdt – og ja, det lyder måske mærkeligt, men jeg tror kun at en person som selv har prøvet at bo ude, virkelig forstår den sætning. Man mærker virkelig at man lever.

… Det her var et eventyr på mange måder, et smukt og farligt eventyr. Men nu skal vi hjem til det land, hvor eventyrene blev skrevet, ‘den lille havfrue’, ‘Klods Hans’, ‘Nattergalen’. Og derfor er jeg ikke i tvivl om, at de næste par år også bliver et eventyr – og vi starter med London.

Jeg har kun en ting og sige og det er, at der bliver sendt en masse smækkys i alle retninger i dag.

(Visited 1.287 times, 1 visits today)
2 Svar
  • Camilla
    August 4, 2018

    Åh du må endelig ikke stoppe din blog!!! Du er nemlig ikke som andre bloggere – du er dig selv og du er ærlig. Man kan virkelig mærke dig i dine indlæg og det synes jeg er sjældent man kan ved andre bloggere. Der handler det bare om den ene reklame efter den anden. De føles tit upersonlige. Din blog er vitterligt min yndlingsblog fordi du skriver om livets op og nedture og man kan relatere til dine indlæg. Modsat mange andre bloggere. Så bliv endelig ved med at have din blog! Jeg er vild med den – om du bor i Danmark eller ej.

  • Karina
    August 3, 2018

    Tvivl ALDRIG på dig selv fordi omverdenens dom er ,at du ikke har et ‘rigtig’ arbejde, for hvad er et “rigtig arbejde “………. Det du HAR, er det rigtige arbejde !! Bag enhver succesfuld mand står en FANTASTISK kvinde, DIG <3 Hvis ikke baglandet er i orden, kan din kommende mand ikke udleve sin Karrier drøm. Fortsæt det du gør, for det gør du super godt og det er lige nu det rigtige for dig og din kæreste. Glæder mig til fortsat, at følge din blog, den er for fed 😀 og super inspirerende mht. til at udleve sin drøm, leve i nuet og mærke efter sin mavefornemmelse og gøre det der er rigtig for lige netop jer og jeres liv. Der<t er vi mange der kan lære af, tak

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *