Min, din og de mange forskellige historier om parforholdet, når vi bliver forældre …

TAK. Først og fremmest tak til alle de kvinder (og mænd) som valgte at dele ud af deres inderste tanker, når det kommer til deres forhold til dem selv og deres partner. Jeg har de sidste 24 timer grinet højlydt, fældede en tårer, smilet og følt et stik i hjertet.
For flere måneder siden, tænkte jeg, at jeg skulle skrive dette indlæg, et indlæg omkring ens forhold efter man er blevet forældre. Men jeg skulle tage tilløb, for hvordan skulle det gøres? Jeg vidste med det samme, at det ikke skulle være ensidigt, min stemme føltes ikke stor nok i denne snak, for det er så sårbart, følsomt og stærk et emne, at jeg følte det var bedst, hvis vi havde en masse forskellige meninger og historier med. Med andre ord; jeres stemmer. For selvom du ikke var en af dem der skrev, så tror jeg stadig, at du vil forstå eller genkende dig selv, i en af de her tekster.

Indlægget er delt op i to, det ville simpelthen blive for langt ellers, så der kommer en part 2, som omhandler forholdet til en selv. Og hvor det andet indlæg bliver skrevet mere i form af ‘hvad jeg ville ønske jeg havde vidst inden jeg blev mor’ og deler hvad vi hver især har følt, bliver dette indlæg faktisk mindre mig og mere jer. Jeg havde egentlig først tænkt mig, at skrive et indlæg, ala “I er flere der har prøvet …” og så ramse lidt op fra hver besked. Men jeg synes egentlig at det var stærkere, at skrive en masse af de beskeder, som jeg har fået, ud. Jeg fik omkring 70-80 beskeder tikkende i indbakken, men jeg har selvfølgelig ikke skrevet alle 70 ud. Jeg har valgt 25 styks – nogle er korte, andre er lange og så er der dem midt imellem. Du kan vælge, at tage dem alle nu, eller læse et par stykker af gangen og derefter komme tilbage til det, når du har brug for at læse, at du ikke er alene om at synes, at det er enormt hårdt eller helt fantastisk at være i et parforhold. Det vil jeg i hvert fald selv gøre. For der er så mange vigtige beskeder, nedenfor: både fra hende hvor forholdet gik i stykker, hende som kæmper, hende som er nyforelsket (i barnet), nyforelsket (i manden), der er hende der savner det intime, hende hvor sexlivet er blevet bedre, hende der var misundelig, der valgte at gå i terapi, hende der erkender at barnet kommer først og hende som ikke har en partner, men som er blevet solomor. Samt mange flere. Før du læser deres fortællinger, fortæller jeg selvfølgelig kort om min …

“Hvordan er forholdet til din mand, efter at I har fået Ellen?”. Det bliver jeg tit spurgt om. Og det er jo et relevant nok spørgsmål, for det er ikke lige billederne af vores skænderier, som jeg poster på de sociale medier. Men vi skændes faktisk ikke rigtigt – mere. Frederik og jeg har været sammen i snart fem år. Og det var faktisk det første halvandet år af vores parforhold, hvor der var mest knas. Det kan lyde underligt, for det var også der hvor vi var allermest forelsket. Der var ingen jalousi, tværtimod, men mere en voldsom frygt for, at han ville falde ud af forelskelse med mig og derfor var jeg usikker og blev hurtigere frustreret og ked af det. Den kom så mest frem, når jeg havde fået en drink for meget.
Året efter flyttede vi til HongKong, men vi fandt ud af inden, at hvis jeg skulle med, så skulle det også være os. Vi boede omme på den anden side af jorden. Jeg flyttede til London. Vi blev gift. Købte lejlighed. Og på bryllupsrejsen stod jeg med en positiv og uventet graviditetstest. Bum.
Som flere skriver nedenfor, så mærkede jeg en voldsom forelskelse til Frederik da Ellen kom ud. Alt min kærlighed blev givet til ham, for at se ham med vores lille datter i armene, fik nærmest æggestokkene til at skrige “få en til, så du kan se dette syn igen!”. De første tre uger var jeg smaskforelsket … I ham. Der var intet til Ellen. Som ugerne gik, forsvandt barselsboblen en smule og der gik mere praktik i den. Kærligheden til Ellen blomstrede og nætterne blev hårdere. Jeg var træt.

Jeg kunne i starten hurtigt blive irriteret over, at Frederik ikke forstod hvor ‘heldig’ han var. Hans liv var jo ikke forandret. Det var ikke ham der havde ondt forneden, var blevet tyk og havde ømme bryster. Han havde stadig en form for frihed; kunne gå i bad, på toilettet, på arbejde, drikke, sove, tage væk en weekend, tænke … Hans liv var jo ikke ændret. Troede jeg. Men noget tid efter, så jeg jo alt dét han prøvede at gøre, for at vise mig, at han er der. Han handler ind, laver mad, vasker tøj, skifter bleer, kysser mig, kysser Ellen, nusser, roser og anerkender min nye rolle. Hans liv har måske ikke ændret sig så intens og hurtigt som mit, men selvfølgelig er det ændret. Og hvor jeg giver al min opmærksomhed til vores barn, deler han den op i to. Det er stadig, fem måneder efter, Frederik der viser mest kærlighed og omsorg i forholdet. Men han er dygtig til at sætte pris på det, når jeg endelig tager mig tid til at aer ham på ryggen, give det lange kram og et endnu større kys. Han sætter pris på det, i stedet for at give mig dårlig samvittighed over, at der ikke er nok. For det kommer tilbage.

Som mange af jer skriver nedenfor, så er også vores forhold blevet anderledes, men det er også blevet stærkere. Jeg er ikke længere nyforelsket i Frederik eller i Ellen, men jeg elsker dem mere end jeg nogensinde har elsket nogen andre. Jeg savner dem konstant, selv når jeg er sammen med dem og jeg er enormt taknemmelig, for de er vitterligt det dyrebareste jeg har … Også de dage hvor jeg er træt af dem, begge to … For de dage findes naturligvis også.

Jeres fortællinger …

“Jeg havde rigtig svært ved intimitet og kærtegn. Jeg ammede og følte nogle gange jeg ikke lavede andet end have mælke-baren fremme … så derfor nød jeg når jeg kunne pakke baren sammen og være mig selv …”

“Vores forhold holdt ikke til at få børn. Umiddelbart har vi altid været meget forskellige og fået vores energi fra vidt forskellige ting. Det blev mere udtalt, da vi fik børn. Jeg har tit følt, at han følte sig fanget i vores forhold og ift. børnene. Vi mistede den basale omsorg for hinanden og til sidst var jeg nødt til at gå. Og det er nok det bedste jeg – eller vi – har gjort for vores familie – for det vil vi altid være. Vi trives allesammen bedre i den nye situation. Børnene er gladere, forældrene er gladere og vi kan allesammen trække vejret rigtigt igen”.

“… Noget af det sværeste var den misundelse jeg følte i starten, over al det min kæreste stadig kunne som jeg ikke kunne. Enten fordi jeg skulle amme, eller fordi jeg havde svært ved at være væk fra en baby så længe. Han kunne stadig gå i byen (ind i mellem), sove om natten (ind i mellem), gå på arbejde og møde andre mennesker – og jeg var bare ‘fanget’ med vores menneske derhjemme. Efter at børnene er blevet større, er jeg blevet mere bevidst om de ting min kæreste selvfølgelig også har givet afkald på, men dengang var jeg både træt af ham og hans venner – og træt af mig selv, for at være urimelig!”

“Det er stærkere end før. Jeg føler vi er mere forbundet og der skal langt mere til at ‘ryste os’ og vores fundament. Lidenskaben, kys og kram er der nogle dage liiidt langt til. Men vi vælger at sige “alt til sin tid”. Og med 2 børn, under 2 år, er tiden knap til hinanden”.

“Jeg høre til den gruppe, der synes det at få et barn, var overraskende hårdt, rent følelsesmæssigt. Jeg skulle i den grad lande i rollen og den nye tilværelse og en af de ting jeg synes var ekstra hårdt, var savnet til min partner. Jeg savnede ham helt ind i mine knogler og græd flere gange i løbet af de første 14 dage, ene og alene på grund af savnet til ham. Nu er min søn lige blevet et år og jeg synes stadig det er svært, men klart bedre. Man bliver ligesom vant til at have et mere distanceret forhold, når der kommer en lykkeklump i mellem. Jeg har dog taget en beslutning om at der stadig skal være tid til ham og mig, så vi har fra start af, været gode til, at tage et rum kun for ham og jeg, imens at vores søn bliver passet et par timer”.

“Mit forhold til min mand blev meget stærkere efter vi fik vores datter. Det var som en ny forelskelse af være nybagte forældre, men derefter kom der også mange hårde timer. Man ser virkelig hinandens bedste og værste sider. Jeg ved at han altid vil være der 100% for hende, og det forhold som de har, er helt unikt. Det har også styrket vores forhold og samhørighed. Dette Corona år, hvor vi har været endnu mere sammen end før, har bekræftede i os i, at vi er en super heldig lille familie, som har det dejligt og nyder hinandens selskab”.

“… det er sværere, fordi vi har haft et barn med soveudfordringer i 9 år nu. Voksentid er der meget lidt af, men vi stjæler os til små øjeblikke og dates uden børn en sjældent gang imellem.”

“Vi sover hver for sig og har gjort det siden min mand startede på arbejde igen. Han får sin søvn om natten (jeg er oppe mange gange og amme), kan tage på arbejde udhvilet og komme hjem med overskud. I weekenderne tager han morgentjansen. Ellers giver vi en knuckle når ting går godt og skidt”.

“… Gi’ det tid. Du har lige bragt nyt liv til verden. Tal sammen. Min kone er en guru. At vi er blevet gift, fået to børn og købt hus har kun gjort mig tyve-gange så forelsket i hende, som da jeg greb hende på vej ned i et fald fra en trappe, på en natklub og jeg er sikker på, at det er samtalen der er hovedårsagen”.

“Ved første barn, blev mit 25-årig jeg, meget overrasket over hvor meget mit liv faktisk gik i stå, når alle andres ikke gjorde. Jeg var rasende på min kæreste over at han fik lov til at gå i skole og på arbejde hver dag – så fjollet set i bakspejlet og SÅ hårdt for forholdet. Vi overvejede faktisk kort, at gå hver til sit, men syntes at det var unfair over for det barn vi lige havde fået. Vi lovede hinanden at give vores parforhold mere opmærksomhed og at han så igennem fingrene med mine vredesudbrud om natten. Han er seriøst den bedste. Ved barn nummer to, blev mit liv ikke ændret det store, så der blev vi gift i stedet for at være uvenner (grine smiley)”.

“… Så længe barnet er lille, vil han altid være nummer to. Jeg vil til enhver en tid være mor, og så kone bagefter … Det er pisse hårdt, men realiteten”.

“Forholdet handler mere om samarbejde og kammeratskab end romantik og sex. At få det hele til at gå op i en højere enhed i hverdagen med aftensmad, vasketøj, rengøring. Når bettemanden endelig sover, så føler man at man lige skal nå på toilettet, støvsuge eller noget helt tredje. Når der så endelig blir lagt op til hyggestund, så har man ikke lige været i bad to dage og så går ens lyst hurtigt af igen. Alt kærlighed bliver givet til sit barn. 
Det er nok dét der er det hårdeste ved at få et barn sammen”.

“Forholdet til min mand er blevet løftet til et helt nyt niveau, efter at vi blev forældre for tre år siden. Jeg mærkede for alvor forskellen i dagene umiddelbart efter at vores søn kom til verden. Jeg var sengeliggende pga. kejsersnit og var derfor dybt afhængig af min mand. Han fik mig pludselig at se i meget sårbare situationer, både fysisk og mentalt. Som alle nybagte mødre havde jeg tudeture af alt og ingenting, og jeg tudede samtidig fordi jeg havde ondt i mit ar, i mine gigantiske ammebryster og pga. efterveer. Jeg plejer at gemme mig, når jeg skal græde, men hele vejen igennem var jeg tryg ved at ‘blotte’ mig, og det føltes overraskende naturligt. I det hele taget var der meget ‘krop’ på en usexet måde, og selvom min krop ikke lignede sig selv, syntes han stadig, at jeg var dejlig. Det gav mig selvtillid, af han havde lyst til mig, så trods af, at jeg ikke lignede mig selv. Og faktisk synes jeg, at vores sexliv er blevet væsentlig bedre, fordi jeg ikke tænker så meget over min krop. Jeg er ikke en af dem der kigger på min krop og tænker, at den er mega sej, fordi jeg har fået to børn, men jeg er blevet klar over, at min mand ikke kun har lyst til at have sex med mig, fordi jeg har en flot krop. Med små børn er man jo nødt til at gribe chancen når den er der, så jeg er blevet bedre til bare at være i det og nyde det … De første par dage var SÅ specielle, og jeg kan huske at jeg tænkte “hold da op, har alle med børn virkelig været igennem det her”. Også de kendte og kongelige, har stået dér og været helt nye forældre sammen, og oplevet en helt ny kærlighed og respekt for hinanden. Det er så universelt og meget smukt”.

“Vi har det virkelig godt sammen. Vi er gode til at få det praktiske til at klappe og hverdagen går op. Men vi er elendige til at være kærester. Der er hurtigt gået baby, bleer og hverdag i den og jeg savner sådan en aften med holden i hånd og kun os! Men det kommer forhåbentlig når hun er større og det er lettere. Vores datter er 6. måneder”

“Det er stærkere og mere skrøbelig på én gang. Vi kan græde i hinandens arme over manglende søvn og konstant gråd. Men så snart den lille baby giver os et smil, så smelter vores hjerter og vi bliver forelskede igen. INGEN kan forklare, det man går igennem sammen. Det er en ironman uden forberedelse”.

“Forholdet mellem min mand og jeg har ændret sig meget efter børn – eller rettere vi har ikke prøvet så meget andet. Jeg blev gravid, da vi havde kendt hinanden knap et år. Og pludselig fik vi travlt med at ‘bygge rede’. Vi købte hus mens jeg var gravid. To år efter vores førstefødte blev jeg gravid med nummer 2. Nu står vi så her 8 år efter, vi mødte hinanden, med et barn på 4 år og en på snart 7 år. Og på vejen hertil tabte vi nok hinanden, fordi vi ikke nåede at være kærester særlig længe, inden vi fik børn, nåede vi ikke at opleve verden sammen og “slibe kanter”. Jeg savner at stærkt fundament – jeg savner at være kærester. Men det er som om, der ikke længere er plads til at finde det, vi aldrig nåede, midt i al praktikken. Vi kører på to parallelle spor. Jeg håber, vi på et tidspunkt møder hinanden i et sporskifte, så vi kan finde hinandens spor igen … Så det sværeste er at prioritere hinanden, når man aldrig nåede at få det lært!”

“Jeg har aldrig været så stolt, så forelsket, følt så stor kærlighed og vrede, afmagt og raseri mod og for min kæreste, som efter vi blev forældre”.

“Det er kun blevet bedre. Vi trives virkeligt sammen som forældre og har en kæmpe respekt for hinanden. Der er (næsten) ingen snerren eller sure kommentarer – heller ikke ud på de små timer. Så selvom det er skide hårdt og nyt, og jeg som mor stadig ikke føler at jeg har min krop helt for mig selv, så er det ikke gået ud over parforholdet. Og man får nogle andre intime øjeblikke. For eksempel med baby som første gang han smiler, pludre eller gør noget sødt”

“Det er gået helt i dvale … Eller dvs. han prøver ihærdigt at opretholde hverdagen med bare et lille kys og jeg er fuldstændig udkørt og føler, at jeg giver al min kærlighed til min lille datter. Alene bevidstheden om netop det, kan godt gøre mig ret trist”

” Det var hårdt! Vi kæmpede i 3 år efter vores datters fødsel med vores parforhold. Vi endte med at besøge en parterapeut som hjalp os helt enormt! Det første år som forældre var forfærdeligt for vores forhold. Vi var ikke meget sammen, hverken fysisk eller psykisk. Jeg var mor med stort M og min bedre halvdel prøvede at komme tæt på, men jeg lod det ikke ske. 
Vi har heldigvis kæmpet os igennem det og har det nu dejligt og nyder både os og vores datter! 
Vi har dog erkendt, at vores forhold nok ikke vil kunne klare endnu et barn og vi er derfor endt med kun den ene, da vi vil prøve alt for at blive en sund familie, og det behøves vi ikke hverken to eller tre børn for at blive, men et stærkt partnerskab, både som forældre og som os”.

” Det er anderledes. Ens egne behov er hele tiden nederst på ‘listen’. Nogle gange kan jeg have helt ondt af min mand, fordi jeg er A’s mor. Jeg har skulle minde mig selv om at jeg også skal huske at kigge på min mand. At jeg skal spørge ham om hans dag mm. Jo jo, moderskabet er hårdt hjemme, men at blive ‘glemt’ kan jeg forestille mig også er trist. Derudover skal ting jo bare planlægges lidt mere. Usexet og uromantisk, måske. Men sådan er det lige nu”.

“Jeg er blevet meget overrasket over at den kærlighed jeg har fået til vores søn, har overskygget lidt den forelskelse jeg havde til min kæreste. Uden at det skal misforstås, så føles det som om jeg er blevet forelsket i en anden. Jeg kan få helt dårlig samvittighed når jeg får tanken at jeg aldrig har elsket noget så højt som jeg elsker min søn. Sådan havde jeg det med min kæreste inden; at jeg aldrig har elsket nogen så højt som ham og han var min helt store forelskelse. Jeg skal ligesom tage mig selv i at huske på at kysse og kramme min kæreste. Han er stadig rigtig god til det og det er heller ikke fordi jeg ikke elsker ham eller er forelsket i ham. Jeg glemmer ligesom bare at vise det fordi jeg som sagt er så forelsket i det her lille væsen der pludseligt er kommet ind i vores liv. Håber det giver mening”.

“Jeg er solomor til min datter, som jeg fødte i maj. Jeg har lært så meget om mig selv ved at blive mor og har fået bedre selvtillid og selvværd end før. Jeg er god til at være mor og bliver bekræftet hver dag af min skønne datters latter og grin … Og jeg har en rigtig sød, nem og dejlig pige, men de søvnløse nætter kan være hårde. Det er dog det hele værd, der er en bekræftelse i, at jeg gør det godt, når hun falder til ro. Alt giver mening nu hvor jeg har hende … Det sværeste er, at folk ikke acceptere eller respektere, at jeg er blevet solomor – specielt min ene veninde og hendes forældre mener, at de skal lære mig hvordan jeg skal opdrage hende, det er det sværeste fordi accepten for at jeg gør det på min måde ikke eksistere hos dem.

” … Husk at give hinanden tid til at vænne sig til de nye roller. Som mand var det en af de ting jeg kunne se min kone skulle have tid til. At se på sig selv og sin krop på en ny måde. Det samme skulle jeg som mand, men det tror jeg var helt anderledes.”

(Visited 949 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *