Mit venskab til Anna … Som snart skal være mor

I

dag når du læser dette indlæg har jeg og en masse andre dejlige og søde kvinder surprisede en af mine tætteste og bedste veninder, Anna, med et babyshower hjemme hos hendes forældre. Jeg skal ikke tage credit for at arrangerer noget, for den skal hendes søster og svigerinder have helt for sig selv. Men jeg har prøvet at gøre mit; at finde en flybillet så jeg kunne komme hjem, og være med til Annas og den lille i mavens dag (ja, også selvom jeg aldrig har været den store Babyshower entusiast, men det er fløjtende ligegyldigt, så længe man kan gøre et andet menneske glad, så er jeg på). For et par dage siden, fik jeg så lysten til at skrive dette indlæg, for i 17 år (med op- og nedture) har vi kendt hinanden. Vi er gået fra at være børn, til ustyrlige teenager, til unge voksne sammen. Og nu er vi i gang med store nye kapitler i Vores liv, og det synes jeg er på mange måder enormt rørende. Så denne her er til dig Anna – og til alle de andre piger derude som også har en ven/veninde som de følges med i livet …

 

For omkring 17 år siden, en sommerdag, kom Anna gående op i mine forældres have i sommerhuset med et par  andre drenge fra vejen. Hun var 14 år gammel, jeg var 12, og hun havde bare et sind af godt humør. Hold op hvor ville jeg bare gerne være hendes ven fra dag et, for hun var sej, yndig og kunne få drengehjerterne til at hoppe en ekstra lille gang. Vi snakkede ikke så meget sammen, for hun spillede fodbold med min storebror, imens at jeg sad og kikkede på. Dagen efter kom hun så over igen, men denne gang var det for at høre om jeg ville med en tur på stranden. Og lige der, blev vi vist venner. Jeg blev en del af gruppen, og drengene, Anna og jeg, legede hele den sommer sammen. Da efteråret så kom, legede vi stadig sammen, og der blev både arrangeret biografture, overnatninger og fødselsdage. Ja, vi var sammen så ofte vi kunne, selvom vi havde to meget forskellige liv. Anna var et storbys barn, som gik inde på Zahles ved Nørreport station, kendte København bedre end nogen anden, boede i lejlighed med sine forældre, hund og kat (som hun ikke kunne lide, altså katten), og så havde hun tre ældre søskende som helt klart havde en kæmpe indflydelse på hendes cool og anderlede stil. Jeg kom fra en lille by, Vedbæk, gik på skole med samme navn, havde kun fået lov til at tage bussen til Lyngby storcenter alene et par gange, boede i et hus ned til vandet med mine forældre, bror og en enkel hund Scooby, som dog lignede en ulv. Så man kan sige, at hvis det ikke var fordi vi begge havde et sommerhus oppe nordpå, ja, så havde vi nok aldrig mødt hinanden.

 

 

Som årene gik, var der flere og flere som solgte deres sommerhus, og til sidst var Anna og jeg de eneste tilbage i ‘Munkerup Klikken’. Dog var det stadig helt som gamle dage, når vi mødte drengene i byen, som nærmest var blevet hurtigere voksne end Anna og jeg – ja, de havde sgu styr på det. Alligevel, som teennage årene gik, faldt vores venskab også lidt fra hinanden. Drengene var der ikke så meget mere, og Anna og jeg var også to meget forskellige steder i vores liv. Aldersforskellen var nok en af de største årsager til det, for jeg var alligevel to år yngre end hende, og da jeg skulle konfirmeres, gik hun i 1G. Alt der hed drenge, storby, alkohol og fester, var jo en del af gymnasiet, og jeg havde stadig kun prøvet at drikke et par Breezer oppe på mit værelse. Det var dog ikke Anna, som valgte at stoppe kontakten, nej, det er hun for godt et menneske til. Det var faktisk mig. For noget i mig kunne mærke, at jeg skulle finde mit eget tempo, og når man er teenager, går man igennem ting i sit liv, som måske ikke helt kan forklares til ens venner. Så venskabet fadede ud, og fem år gik, hvor vi næsten ikke snakkede sammen … Lige indtil hun en dag stod der, i sin hvide kjole, ved siden af sin cykel, klokken et om natten i København.

 

 

“Anna?” råbte jeg af glæde, en fredag aften foran L-hjørnet i København. I mit sabbatår, flyttede jeg til København for at være ung med de unge, og på min tredje bytur som newbie dansker, havde min veninde Sophie og jeg kørt rundt i byen i en lufthavnsvogn, som vi havde fundet på gaden. Vi havde både ramt A-bar, og Gothersgade (ja, det var de glamourøse tider) og da jeg havde lagt en video op på Facebook af vores tur med vognen, skrev Anna i kommentarfeltet ‘om jeg var ude’. En time efter, mødte vi så hinanden random på Store Regnegade. Jeg husker at vi krammede i hvad føltes som en evighed, og så sagde hun til mig “Kan du se de der drenge der står der? Ham den ene er ved at få en skideballe, af hende med de lyse hår, for hun har busted ham i, at skrive med en anden pige – det hun så ikke ved, er, at han har skrevet til mig. Men det drama orker jeg ikke, så nu cykler jeg  hjem”. Som jeg skrev ovenstående, drengenes hjerter hoppede lige en ekstra gang i hendes tilstedeværelse. Vi grinede i flere minutter over, hvor komisk det hele var. Ja, på ti minutter var vi blevet venner igen – nemt og hurtigt, og som om vi altid havde været det.

 

 

Vore venskab det år, var næsten ligesom et forelsket nyt kærestepar. Vi var sammen non-stop. Når vi så ikke var sammen fysisk, snakkede vi i telefon i hvert fald en gang om dagen. Vi begyndte at gå i byen, mine venner og hendes venner, blev også venner – og hver weekend var vi en flok mellem 5 og 15 som opvarmede sammen, inden vi ramte nattelivet. Dagen efter ville vi så vågne op i min lejlighed, alle sammen. Folk sov alle steder; fire i sengen, tre i sofaen, to på gulvet og en enkel i stolen. Der kunne simpelthen ikke være mere fyldt op i den lejlighed. Og der var altid nogen som gik ned og købte morgenbrød, og så blev der spist morgenmad  med de vildeste tømmermænd og makeuppen ned af kinderne (altså for os andre piger, for Anna var på en eller anden måde altid ædru nok til at tage makeuppen af og børste tænder når vi kom hjem klokken syv om morgenen). Ja, jeg var en vildbasse – undskyld, til min mor og far, som nok læser dette lige nu. Men fester blev der holdt. Og i en vennegruppe hvor halvdelen er piger og den anden er drenge, var der også plads til både intriger (der var altid en fyr som en af os havde et øje til), konstant grin fra morgen til aften, og mest af alt kærlighed. Vi havde det virkelig fedt sammen. Og selvom jeg ikke ville kunne orke at feste som jeg gjorde den gang, så vil jeg ønske at vi alle sammen om et par år kan holde en sjov opvarmning og en vild bytur hvor kæresterne/mændene/konerne også må komme med.

 

 

Jeg flyttede til Paris – og den store vennegruppe blev mindre og mindre. Nogen flyttede, andre fik kærester, nogen fik nye venner og et par blev sgu voksne. Pigerne blev dog ved med at snakke sammen (girlpower all the way). Og Anna, lærte fra den første gang, at hun ikke skulle give slip på mig. Vi fik og har stadig, en form for søskendebånd, for hun er den veninde som kan gøre mig mest tosset, så blodet stiger til hovedet og jeg får lyst til at trampe lidt i gulvet. Og hvis du tænker om vi har haft skænderier? Så spørg dem som var på Sukkerbageren (en natklub red.) en sommerdag for fem år siden. Vi var blevet uvenner over en fyr, en spildt drink på en taske, og en flaske i hovedet (ja, jeg havde en bule i fire uger, men bare rolig det var ikke Anna, det var en fremmede som lige kom til at hamre den i skærmen på mig, da jeg sad på en stol – super fedt!). Midt ude på det klamme natklub toilet, stod vi så og diskuterede så væggene rystede og folk blev i tvivl om de skulle gå ind eller ud. Det varede omkring et par minutter, og så roste jeg Anna for at have svaret mig igen, for at have rygrad og ikke magte ret. Det var så sjovt, vi var flade af grin efter, for hele scenariet var så underligt, da vi lige havde stået og råbt af hinanden, og et par minutter efter high-fivet jeg hende så, for at tage den op med mig. Men sådan er vi som veninder, vi fortæller når den ene har trådt over stregen, og så diskuterer vi det, bliver enige om at vi begge er en smule overdramatiske, og bum så er vi venner igen. Der er i hvert fald ikke nogen der bærer nag hos os, vi ringer hellere til hinanden og siger ‘det der du sagde forleden, det var virkelig ufedt’ og så tager vi den derfra.

 

 

Anna fik så sin bedre halvdel Jesper, og vores tomands hold, blev til tre. Vi endte med at lave alt sammen; Ikea dates, overnatninger, filmaftner og ja, familie-kom-sammen. Og Jesper blev så også min ven. Det var bare nemt, og den største gave som Jesper gav mig var, at han ikke havde noget imod, at jeg også var en af Annas tætteste. Vi har haft mange ‘første’ sammen. Hun har være den første jeg ringede til (og jeg tror også omvendt) når der var store beslutninger eller ændreinger i livet (lige fra sygdom, til at blive dumpet, få ny stilling, kæreste eller andet), det var ikke bevidst, det var bare naturligt. Hun var den første der vidste om Frederik (men den var også oplagt, for det var via hende at jeg lærte ham at kende), dog er en første stadig en første. Og så at hun er den første som skal have en baby, og jeg er den første der skal giftes – ja, det kommer ikke helt bag på mig. Og det kommer heller ikke bag på mig, at vi har optur over hinandens ting. Vi kan få lov til at snakke om det ligeså meget vi vil, og vores samtaler går primært bare ud på, at stille spørgsmål “Hvordan gik skanningen?”, “Hvornår skal du prøve kjole?”, “Hvad siger din mor til det?”, “Og hvad siger din mor til den?”, “Hvem tror du er den næste.. (der får børn, bliver forlovet, får en kæreste, flytter)” osv.

 

 

Ja, vi er gået fra at være børn som legede på vejen i sommerhuset, til teenager der voksede lidt fra hinanden, unge der festede, venner der blev til bedste venner, unge kvinder der blev forelsket, flyttede, fik arbejde, og nu til små ‘voksne’ mennesker som skal have nye roller såsom ‘mor’ og ‘hustru’ – og heldigvis gør vi det på samme tid. Om et par måneder skal jeg så møde den fineste lille baby, som jeg ved vil give livsglæde og kærlighed til så mange mennesker – og hvem ved, det kan jo være at hun/han (jeg ved godt hvad kønnet er, men jeg ved ikke om jeg må sige det!) også får en ven i sommerhuset som måske er et par år yngre og som også vil se op til ham/hende. I så fald, vil jeg gøre alt for at Anna og jeg bliver ved med at være venner, så vi kan få lov at komme ind i de andre faser “rigtig voksen” og “gammel” sammen.

 

(Visited 670 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *