5 ting jeg ikke kan undvære når jeg flyver …

D

et kommer måske ikke som en overraskelse for nogen af jer, at jeg flyver en del. Der er både de korte ture (dem på to, tre og fire timer) rundt i Asien, og så er der de lange (til København og Qatar). Så jeg kan måske godt tillade mig at sige, at jeg er en erfaren rejser. Jeg har derfor altid pakket fem ting ned i min håndbagage for at gøre turen mere komfortabel og overskuelig. Og ja, overskriften var måske et hint nok, for jeg giver hermed mine tips videre.

  1. Mine sutsko. Hver eneste gang, at jeg skal flyve en lidt længere tur, så er mine UGG sutsko altid pakket ned i min carry-on, så jeg kan hive dem frem ligeså snart jeg har fundet min plads. Jeg ved godt at der er flere om bord der kigger på mig når jeg har mine sutter på, men der findes ærlig talt ikke noget bedre. For det første hader jeg at have sko på når jeg skal flyve, mine fødder hæver, mine sko føles stramme og hvis jeg skal flyve over seks timer, så ryger de af som det første. Det bliver dog lidt koldt på sådan en flyver, og derfor ved jeg også godt, at mine fødder og hals skal være dækket til. Og så er jeg altså også lidt sippet med at gå rundt på et fly med strømpesokker på. Jeg forstår simpelthen ikke de mennesker som går på toilettet uden sko på, puha, nej tak. Mine sutsko er uundværlige på sådan en lang flyvetur, og så er det bare lidt mere hyggeligt end at sidde med sko på!
  2. Min helt egen sovemaske! Jeg er ikke typen som er særlig god til at sige til folk, at de skal slukke deres læselampe når man virkelig prøver at sove, fordi det er nat – eller det er nat, hvor destinationen er. Jeg bliver nogle gange så træt af de folk som ikke indordner sig efter tiden, altså hvis du ikke kan sove, fair nok, men jeg synes stadig, at du burde respektere andre der vil. Især, sådan en type som mig som får mega jetlag, hvis jeg ikke sætter uret til den tid som min destination er i. Derfor har jeg investeret i et par (fancy og nok også lidt dyr) sovemasker, som er fra Holistic Silk, lavet af silke og dufter af lavendel for at give ro. Ofte kan man også få en sovemaske på flyet, men jeg syntes at de strammer af h…. til og så kan jeg bare godt lide at have mit eget med, som dufter godt.
  3. Vådservietter. Jeg er selv sådan en type som tager makeup på, selvom jeg skal ud og flyve. Ja, der er nogen mennesker som bare kan sige ‘pyt med det, jeg skal alligevel ikke andet end at sidde på et fly’, sådan ville jeg ønske at jeg var, men sådan er jeg desværre ikke. Derfor, har jeg fundet en løsning. Jeg har altid en hel pakke vådservietter med i tasken, som både bruges til at vaske min fingre, mit ansigt, min skærm (hvis der er en), og armlænet. Ja, jeg er sippet, det har jeg allerede sagt en gang. Men man ved altså ikke lige, hvor ren sådan en flyver er, og hvis jeg skal sidde i det sæde i 12 timer, vil jeg gerne lige tørre de mest unødvendige bakterier væk (Jeg har det fra min mor, okay! Suk). Jeg kan bruge 10-15 servietter når jeg er på flyet. Men det er også fordi mine hænder og ansigt ofte kan føles beskidte eller tørre, og derfor er det bare meget rart lige at kunne vaske sig inden eller efter man har sovet. Det gør altså underværker.
  4. Nakke- eller støttepude. Den her vidunder har jeg også med om bord om jeg så flyver korte eller lange ture, på turist, plus eller business. Det værste jeg ved når jeg vågner fra en lur på flyveren er, at jeg nærmest føler, at jeg har fået hold i nakken, grundet at min hovedet har ligget på siden eller på Fredes skuldre, som har været min hovedpude. Derfor har jeg fundet en pude fra Muji, som giver mig glæde hver eneste gang jeg sidder ombord på et fly. Det er ikke en af dem, som du puster op eller som er så stiv at du næsten ikke kan sidde med den på. Nej, der er små korn eller kugler indeni den som former sig efter dit position og hoved, samtidig er stoffet så blødt at man ville ønske, at man kunne få det i sengetøj-størrelse. Jeg ved ikke, hvordan jeg har kunne leve uden denne her lille dims.
  5. Fugt, fugt og mere fugt. Jeg har altid en form for creme med i tasken, igen, lige meget om jeg skal flyve kort eller langt. For det kan vel ikke komme som et chok for nogen, at ens hud tørrer totalt ud efter at have siddet i luften i et par timer. Jeg går op i mine produkter, og derfor er jeg også enormt stolt over, at kunne sige, at jeg har lavet et samarbejde med et Britisk mærke som er over 90% organisk, vegansk, uden alkohol og tit i 50 ml størrelser, hvilket gør dem lovlige at have med ombord på et fly. Ja, de kommer til at gøre noget magisk for mig både på et fly og når jeg lander på jorden igen. Jeg laver et indlæg om dem meget snart. Men i kan godt glæde jer, for hvis du døjer med en sensitiv hud (ligesom mig), går op i grønt og ikke vil have allergier – så tror jeg, at de her produkter også vil være noget for dig. Med den på, vil jeg pakke mine ting, igen igen, for bien skal på tur og denne gang skal den til Doha.
(Visited 490 times, 1 visits today)

Der er endnu ingen kommentarer.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *